En vigtig roman om en central figur i Nørre Nissums dannelses- og skolehistorie

Lotte Lykke Frederiksen har skrevet en stor roman om en central person i Nørre Nissums dannelses- og skolehistorie

Præsten er hovedperson i Lotte Lykke Frederiksens 634 sider store roman ”Ånden på Nørre Nissum”.
Præsten er hovedperson i Lotte Lykke Frederiksens 634 sider store roman ”Ånden på Nørre Nissum”.

”Gud har planer med mig,” erklærer Adolph Laurits Hansen, sognepræst i Nørre Nissum fra 1886 til 1904, kaldet Glade Hansen, selvom hans sindstilstand ikke altid er i stand til at begrunde tilnavnet. Hans kone, Cecilie, tilføjer på én gang kærligt og drilsk, at det måske er præsten, der har planer med Gud. Præsten er hovedperson i Lotte Lykke Frederiksens 634 sider store roman ”Ånden på Nørre Nissum”, der følger ham fra hans fødsel i 1856 til hans død i 1909. Han var manden bag både seminarium og højskole i Nørre Nissum og dermed en central person i denne dannelses- og skolebys historie.

Romanen er skrevet i en enkel, ja, ligefrem skrabet stil, ribbet for al pynt. Lotte Lykke Frederiksen stiller skarpt på det, der er hendes hovedanliggende – Adolph Hansens udvikling, personlighed og virke. Hun udpensler ikke tidsbilledet, men levendegør med tilsyneladende små midler de træk, der er nødvendige for oplevelsen af den beretning, der lægges frem.

Adolph Hansen voksede opved Borup på Østsjælland. Hans far – der overlevede ham – var skomager.

Romanen fremhæver det nære forhold, han tidligt får til vore salmer, som han redigerer i efter behov, så de afstemmes efter hans aktuelle situation og behov. Også hans bønner er livet igennem meget personligt udformede og afspejler hans umiddelbare og kammeratlige forhold til Gud. Allerede i en alder af fire beder han således:

”giv os i dag/ vort daglige brød/ og bare/ et lille stykke/ flæsk.”

Den livlige og opvakte dreng bemærkes af sognets præst samt af en lokal godsejer. Disse to sørger for, at han optages på Herlufsholm, hvor han i flere henseender er på udebane.

”Det er ikke en skole for sådan nogen som os”, siger han til sin far.

Men han holder ud, bliver student og læser efterfølgende teologi ved Københavns Universitet.

Han tilslutter sig Indre Mission og bliver medstifter af Kristelig forening for unge mænd i København. I 1883 foreslår han Indre Mission at udgive et landsdækkende kristeligt dagblad, men afvises.

”For Satan, hvor er de dumme,” udbryder han.

Og da Kristeligt Dagblad bliver til virkelighed den 1. oktober 1896, siger Cecilie opmuntrende til ham, at avisen stadig er hans idé.

”Hun lyder, som om hun trøster et af børnene.”

Man mere end aner hans irritation, da han folder avisen sammen og går ind til sig selv.

Den store del af romanen, der foregår i Nørre Nissum og beskriver Adolph Hansens sejre og tilsyneladende nederlag, er dens mest vægtige og samlede.

Som præst vil han ”vise sine sognebørn, at Gud er kærlig og med i alt, hvad der gør ondt, han vil ikke være en præst, der truer med fortabelse og evig pinsel” – og forholder sig kritisk til de vækkelser, der på samme tid finder sted dels i Harboøre, dels i Nørre Nissum.

”Adolph håber, at barmhjertigheden over for næsten og den stilfærdige tro i hverdagen vil vinde.”

Hans holdning til vækkelserne bringer ham i et modsætningsforhold til lærerne på seminariet:

”Hvis de vil lave seminariet om til en forening for vækkelsesprædikanter, så må de finde sig en ny forstander, hans elever skal ikke krybe og neje. Hvis sognet for alvor vil have omvendelser og klapjagt, så må de rende til Beck (Johan Vilhelm Beck, formand for Indre Mission. red.) og hans gamle højreorienterede synspunkter om at komme nærmere Gud gennem lydighed og respekt. Han hadede den måde at tænke på, det var det omvendte, der fik ham til at blive præst.”

Året er 1897 – indgik ordet ”højreorienterede” i hverdagssproget på det tidspunkt?

Sammenfattende siger Cecilie efter hans død om ham, at han var for missionsk til grundtvigianerne og for tolerant til vækkelsespræsterne.

Enden på det hele bliver, at en desillusioneret og opgivende Adolph Hansen sælger sit livsværk, forlader Nørre Nissum og bliver præst ved Sorø. Dér dør han. Og begravelsen finder sted i Nørre Nissum, hvis beboere på overstrømmende vis demonstrerer deres taknemmelighed mod og savn af deres afdøde præst. Dermed udløser mindet om ham smukt den påskønnelse, han havde fortjent. Måske nåede han selv at indse, at hans gerning faktisk bragte gode frugter til verden. I hvert fald døde han som en glad mand. Så på dødslejet blev han igen Glade Hansen.

Da jeg begyndte den lange rejse gennem ”Ånden på Nørre Nissum”, forholdt jeg mig lidt tvivlende til forehavendet: Kunne Lotte Lykke Frederiksens nedtonede, nøgterne stil bære så stor en roman som den foreliggende? Jeg må svare, at det kan den. Og det skyldes i høj grad den indlevede og dybt solidariske måde, hvorpå hun skildrer hovedpersonen. Han ses fra flere synsvinkler – ikke alene i forhold til sin udadrettede, banebrydende indsats, men også som ægtemand og far. Uden problemer er hjemmelivet ikke – Adolph har ofte sine tanker andre steder end ved det nære. Men hans varme er forsonende. Og ægteskabet med Cecilie er slidstærkt. Bogen lever også som en roman om den kærlighed, der udholder alt.