Advarsel: Dokumentarserien ”Wild Wild Country” kan være skadelig for din tro på, at fiktion findes, fordi sandheden ikke er spændende nok. Hvilke gode formål fiktion end kan tjene, bekræfter dette stykke non-fiktion nok engang, at virkeligheden overgår selv den frieste fabuleren. Især når fakta bruges så eminent dygtigt som i serien her.
Og det er en vild historie, som fortælles i dokumentarens seks timelange afsnit, der forleden blev lagt ud på streamingtjenesten Netflix. Den skildrer minutiøst, hvad der fulgte, da en nyreligiøs bevægelse ledet af guruen Bhagwan Shree Rajneesh lige på én gang i 1981 fløj hele menageriet med tusinder af følgere – organge gevandter, sandaler, meditation og henførte smil – fra et ashram i Indien til et øde landområde midt i den tyndt befolkede amerikanske delstat Oregon. Omplantningen bliver i sig selv et sociologisk eksperiment af dimensioner, omend sektens bevæggrunde for den selvvalgte exodus fortoner sig et i miskmask af renfærdig utopisme og rå magtudfoldelse. Officielt er planen at skabe et idealsamfund med lighed, glæde og meditation for alle, og resultatet bliver på få måneder en helt ny by, Rajneeshpuram. Den opstår midt i intetheden. Opbygget af selvfornægtende guru-tilhængere, der knokler hypnotisk løs.
I de nyopførte stadionagtige haller med tilhørende praktiske og ens bo-moduler mediteres der, danses og dyrkes fri sex i overensstemmelse med den i øvrigt ret fåmælte gurus anvisninger.
Men det hele kører hurtigt af sporet. Først opbygges der en konfrontation grænsende til vold med de oprindelige indbyggere i Wasco County, de stråtyggende, cowboystøvlebærende, evangelikale lokale. De er joviale, har et glimt i øjet og er i god pionérånd egentlig indstillede på at affinde sig med de nye naboer længere ude i ørkenen.
Men da de første delegationer af nyreligiøse hurtigt bliver til en ustoppelig, tusindtallig sværm af ekspansionsivrige orangeklædte, reagerer de med mistro. Deres modvilje bliver til aktivisme, da de – for seeren at dømme ikke ubegrundet – får mistanke om, at Rajneeshpuram er ramme om en dommedagskult i stil med Jonestown, hvor sektlederen Jim Jones i 1978 lod hundredvis af tilhængere begå kollektivt selvmord.
Bhagwan-folket optræder pludselig med automatvåben, når de får besøg af repræsentanter for Oregons myndigheder.
Sideløbende tager spændingerne til internt i sektens ledelse. Rådvildheden melder sig. Hvordan skal man komme videre? Hvordan undgå, at det hele braser sammen, når den første rus over utopi-projektet er lettet? Den formelle lighed i Rajneeshpuram dækker over ondskabsfulde, usynlige hierarkier og klikedannelser. Kun de få, der har manøvreret sig ind i magtens centrum, får direkte adgang til den svagelige guru med det lange skæg og de søvnige øjne.
Her ligger dokumentarens tyngdepunkt: oprulningen af kultens indre dynamikker over nogle år i 1980’erne. Det var årtiet, hvor de foregående to årtiers eksplosion af nyreligiøsitet mistede sin fortryllelse og sank ned i den almindelige populærkulturs malstrøm. Granuleret til sine pauvre varige bestanddele, kommercialisme og masse-psykologi.
Bhagwan-bevægelsens dødskamp i Oregons udørk begrunder fuldtud dokumentarens titel. Her skal ikke afsløres mere, end at kulten blandt andet forsøger sig med relativt vellykket biologisk krigsførelse mod det omgivende samfund. Indtil det hele dratter sammen, guruen flygter i sin privatjet efterladende sig sin armada af Rolls-Roycer bag sig, og den orange sværm udvandrer igen, lige så påfaldende som den ankom.
Moralen må seeren selv udvinde af dokumentaren, der forvirrer sit publikum, fordi den er bevægende enkelt og samtidig nuancerende skruet sammen. Selv de værste manipulatorer fra sekten viser sig at have en sympatisk side. Ingen er bare tossede.
”Wild Wild Country” er et studium i motiver, tvetydige handlinger og de fortællende aktørers psyker. Det er en genistreg, der næsten ligner fiktion, at det er lykkedes holdet bag serien at få samtlige centrale figurer fra alle sider i dramaet til at lade sig dybde- interviewe her 35 år efter. Alle – undtagen guru Bhagwan Shree Rajneesh, der forbliver tavs på grund af sin (i øvrigt mytisk omstridte) død i 1990.