En weekend med ung kunst, bibelvandring og familiehygge

Eksperimenterende kunst, spirituelle landskaber og bibelvandring på Fredericias volde er bare nogle af de mange tilbud i denne weekend. Vi har udvalgt fem spændende arrangementer fra Kristeligt Dagblads kirke- og kulturkalender Kirku.

På Skovgaard Museet i Viborg viser Maja Lisa Engelhardt en række nye værker samt præsenterer en række ældre i en udstilling, der kredser om landskabet, skabelsen og spiritualiteten.
På Skovgaard Museet i Viborg viser Maja Lisa Engelhardt en række nye værker samt præsenterer en række ældre i en udstilling, der kredser om landskabet, skabelsen og spiritualiteten.

1. Ung kunst i Aarhus

Få et aktuelt blik på, hvad der rører sig på den unge og eksperimenterende kunstscene. I disse dage kan du opleve kulminationen af 5 års kunstneriske studier på Det Jyske Kunstakademi.

Afgangseleverne arbejder i et krydsfelt af forskellige medier og har en række forskellige tilgange til kunsten. Derfor er udstillingen ikke defineret under et samlende tema, men snarere som et fælles rum for udforskning og eksperimenteren.

Fra kobbergrafikkens ætsninger, selvbyggede mekaniske musikinstrumenter til det offentlige rum som minimal formalisme og konkret tilsynekomst, kommer man vidt omkring, når afgangseleverne fra Det Jyske Kunstakademi traditionen tro indtager Århus Kunstbygning denne forsommer.

Læs mere om afgangsudstillingen her.


2. En japaner vender tilbage

Yoshio Nakajima er tilbage med Big happening og udstillingen Love is all.

Ved et møde i Holland i starten af 1960erne foreslog maleren Asger Jorn den unge maler, Yoshio Nakajima, at tage til Norden. Her blev han nær ven med blandt andre Jørgen Nash, Lis Zwick og Jens Jørgen Thorsen og på den måde kom han til at arbejde sammen med kunstnerne i Drakabygget. Sverige blev hans nye hjemland og det er her han nu har kunnet fejre sin 70 års dag.

Nakajimas værker er i årenes løb blevet stærkt inspireret af Skandinaviens natur og særlige lys. Mange af hans billeder er i dag fyldt af dyrevæsener og lyse nordiske farver. Den nordiske ro og årstidernes skiften har været en stor inspirationskilde for ham.

På Munkeruphus kan man frem til den 19. juni opleve nogle af kunstnerens helt tidlige billeder, studere enkelte værker fra 1970erne og fremefter, men det er fortrinsvis hans nye malerier, litografier og keramik man vil støde på.

Læs mere om udstillingen her.


3. Maja Lisa Engelhardts spirituelle landskaber

På Skovgaard Museet i Viborg viser Maja Lisa Engelhardt en række nye værker samt præsenterer en række ældre i en udstilling, der kredser om landskabet, skabelsen og spiritualiteten.

Maja Lisa Engelhardts spirituelle landskaber viderefører, fornyer og sammenfatter de traditioner for det landskabelige og det religiøse maleri, som henholdsvis P.C. og Joakim Skovgaard mestrede. Hun skaber en nyfortolkning i abstrakt form af de religiøse diskussioner, der fandt sted i Skovgaardenes levetid, der var præget af digterpræsten Grundtvigs indflydelse.

Læs mere om udstillingen her.


4. Tag på bibelvandring på Fredericias volde

Den 27. maj indbyder Bibelselskabets stiftsudvalg i Haderslev Stift for sjette gang til Bibelvandring.

Efter at have vandret ved Skamlingsbanken, Varnæs Hoved, Vejle Ådal, Als Nørreskov og langs Haderslev Dam, er der denne gang planlagt byvandring i Fredericia med byen som tema for de udvalgte læsninger fra Bibelen. Deltagerne kan opleve et tidligt udtryk for religionsfrihed i Danmark ved vandring i Fredericia.

Den guidede tur bringer deltagerne fra Den Reformerte Kirke, forbi Trinitatis Kirke, den jødiske kirkegård, den katolske kirke, Sct. Knuds Kirke og tilbage til Den Reformerte Kirke.

Læs mere om bibelvandringen her.


5. Familieaften og fællesspisning i præstegården

Dette forår afholder Frederikssund Kirke familieaftener med fællesspisning i præstegården. Deltagerne medbringer selv mad, der indgår i en stor fælles buffet. Efter spisningen er der hygge, fællessang og andagt eller oplæsning fra biblen.

Denne fredag den 27. maj er forårets sidste familieaften inden sommerferien.

Du kan læse mere om arrangementet her.