”Forbandede ungdom” ramte mig på det helt rigtige tidspunkt i mit liv. Det var i begyndelsen af 1970'erne, jeg var 14-15 år og boede i Albertslund. Det er årene, hvor man er for stor til at være voksen og for lille til at være barn.
Og jeg længtes efter alt muligt, som en ung teenager nu gør, og som føler sig helt anderledes end alle andre - fremmed for resten af verden.
Jeg vidste bare ikke, hvad det var, jeg manglede. Jeg kiggede meget på de ældre langhårede hippier, der stod og røg smøger under halvtaget. Men en dag var de væk. Jeg var ellers helt klar til at blive hippie med pels og en Kings i munden. Jeg længtes som sagt meget og følte mig helt alene i verden. Der var ingen, der forstod mig. De voksne kunne man ikke bruge til noget. Det var en fornemmelse af, at alle talte et andet sprog end mig.
Så en dag faldt jeg over J.D. Salingers bog fra 1951, som ramte mig midt i solar plexus. Og jeg kunne genkende alt i den. Også selvom den foregår i en helt anden kultur i en helt anden tid. Den ramte noget i mig, noget præcist, som gav en enorm resonans.
Den handler jo om det her unge menneske, den 17-årige Holden Caulfield, der går i skole og ikke føler, han kan kommunikere med nogen. De voksne, selv de velmenende af dem, forstår ikke, hvad han snakker om. Han forelsker sig i en pige, men kan ikke finde ud af det, og har en enorm ensomhed, som kun en teenager kan opbygge: ”Ingen forstår mig.”
Men den her bog forstod mig, og jeg forstod den. Det var enormt lettende, og jeg er vendt tilbage til den for at genopleve den fornemmelse af fortabthed.
Normalt læser jeg ikke bøger flere gange end den første, men ”Forbandede ungdom” har jeg læst mange gange også senere, hvilket ellers kan være farligt, fordi man så indser, at bogen, man elskede, slet ikke er så god alligevel. Men den her bog har hver gang været en fornøjelse at læse. Det er en af den slags bøger, der er uberørt af tiden, der går. Den holder og har også senere inspireret mig til mit eget forfatterskab.
Da jeg begyndte min karriere, forsøgte jeg at planke Claus Deleuran og Ole Lund Kirkegaard, H.C. Andersen som børnebogsforfatter, og prøvede at ramme ”Forbandet ungdoms” tone i min anden litteratur for unge og voksne. Det opgav jeg naturligvis med det samme, hver gang jeg prøvede, og jeg fandt min egen stemme.
Der findes selvfølgelig mange bøger, der handler om fortabte unge. Jeg lagde ”Forbandede ungdom” på min store datters skrivebord, da hun ramte den rigtige alder, og hun læste den, men syntes, Holden Caulfield var en nar.
Det handler nok, som med så meget andet kunst, om timing. Det var den rigtige bog på det rigtige tidspunkt, og det vil jeg altid huske den for. Derfor kunne jeg heller ikke acceptere den nye oversættelse (af Klaus Rifbjerg i 2004 med titlen ”Griberen i rugen”). Den vil altid hedde ”Forbandede ungdom” for mig.
Det har heller ikke gjort heltedyrkelsen mindre, at der altid har været en mystisk historie omkring J.D. Salinger, som efter sin succes gemte sig og aldrig har givet interviews.