”Jeg hedder Asia Noreen, jeg er datter af Salamat Masih, og jeg blev født i januar 1965 i Nankana Sahib-distriktet i Punjab. Man kender mig som Asia Bibi. Længe troede jeg, at jeg skulle dø for at have drukket et glas vand.”
Asia Bibis historie er velkendt. Hun er blevet et symbol på undertrykkelsen af kristne minoriteter og radikale islamisters absurde, dødbringende brug af Pakistans blasfemilove.
I 10 år sad hun i en fængselscelle og ventede på at blive hængt, efter at pakistanske domstole havde dømt hende til døden for blasfemi. Hun havde, sagde de muslimske kvinder, der anmeldte hende, hånet profeten Muhammed efter at have drukket af en brønd under arbejdet i marken en junidag i 2009 og dermed gjort vandet urent for muslimer.
Takket være en global koalition, der bestod af blandt andre paven, EU’s særlige repræsentant for religionsfrihed, Jan Figel, men også pakistanske politikere og advokater, lykkedes det at få dommen omstødt, og i maj 2019 kunne hun omsider flyve ud fra Pakistans største by, Karachi, med kurs mod Canada, hvor hun har fået asyl.
Hun var endelig fri, ”Enfin libre”, som titlen lyder på den bog, der netop er udkommet på fransk.
”I har hørt om min historie i medierne. I har forestillet jer mine lidelser og måske endda forsøgt at sætte jer i mit sted. Men I kan slet ikke forestille jer min hverdag. Derfor fortæller jeg jer alt i denne bog,” skriver Asia Bibi.
”Mine håndled brænder, jeg har svært ved at ånde,” fortæller hun om sin ankomst til Sheikupura-fængslet efter den første dødsdom i oktober 2011.
”Min hals, som min yngste datter plejede at omklamre med sine små arme, er klemt inde i en halslænke af jern, som vagten kan stramme med en stor skrue. En lang kæde slæber hen ad det snavsede gulv. Den forbinder min halslænke til vagtens håndled, så han trækker mig afsted som en hund i snor. Dybt i mit indre er en dump angst ved at trække mig ned i mørket. En borende angst, der aldrig mere skal forlade mig. I dette øjeblik ønskede jeg at forlade denne verden,” beretter Asia Bibi i ”Enfin libre” (Endelig fri).
Bogen er beretningen om 10 års kamp for at overleve efter den junidag i 2010, da Asia Bibi blev fængslet.
Kun bønnen, de sjældne besøg af hendes mand, Ashiq, og et enkelt besøg af hendes to døtre en juledag, holdt hende i live, mens alle håb syntes at slukkes, ét efter ét.
Bouguina, kvinden i nabocellen, blev forgiftet, fordi hun var for venlig mod Asia. Guvernøren, Salman Taseer, der interesserede sig for hendes sag og ville bekæmpe de islamiske fanatikere, blev dræbt af sin egen bodyguard. Også det kristne parlamentsmedlem Shahbaz Bhatti blev dræbt på grund af sine forsøg på at standse den fanatiske brug af blasfemiloven.
”Kristne rammes af den, men også muslimer. Blasfemiloven er et redskab, der bruges til at terrorisere hele befolkningen,” konstaterer Asia Bibi.
I bogen beretter den pakistanske katolik om den ufattelige trøst, hun følte, da Ashiq fortalte hende, at selvste paven havde talt om hende på Peterspladsen i Rom.
”Jeg, en ukendt fattig kvinde i Pakistan. For første gang i meget lang tid faldt jeg i søvn med ro i sjælen.”
Men pavens indsats var også med til at forhale forsøgene på at få Højesteret til at tage sagen op igen, fordi det lignede vestligt pres på den pakistanske regering og sendte nye horder af fanatikere på gaden for at kræve dødsdommen opretholdt.
Da Højresteret omsider omstødte den i 2018, måtte hun holdes skjult i Karachi i flere måneder, indtil fanatikerne, der lovede at dræbe både hende og dommerne, faldt til ro igen.
Først derefter kunne hun flyve til Canada og blive forenet med sine to døtre, som nu er voksne.
Men hun lever under en ny identitet på en hemmelig adresse. Fanatikerne har lovet at finde hende og dræbe hende selv på den anden side af jordkloden.
”Med dette vidnesbyrd håber jeg, at jeg kan hjælpe andre, som nu befinder sig i samme situation i Pakistan. Jeg takker Højesteret for at have frikendt mig. Men andre har brug for en retfærdig rettergang. Verden må ikke glemme dem.”
Ifølge Pakistans Nationale Kommission for Retfærdighed og Fred er 25 kristne fængslet for blasfemi i Pakistan. I december blev universitetsprofessor Junaid Hafeez dødsdømt for blasfemi.