Filminstruktøren Wong Kar-wais gamle Cannes-guldvinder fra 2001 “In The Mood For Love” havde for nylig repremiere her i landet i en nyrestaureret udgave. Det var en god oplevelse. Der er i øjeblikket en stor interesse for asiatiske film. Der er kommet rigtig hul på bylden, efter den sydkoreanske film ”Parasite” fortjent vandt en Oscar sidste år. Mange har opdaget, at sydkoreanske, kinesiske og hongkongske film er værd at se.
Den ”nye” gamle Wong Kar-wai-film “Happy Together” er fra 1997, og den har også fået en ansigtsløftning. Instruktøren fik i 1997 prisen i Cannes for ”bedste instruktør” for den. Wong Kar-wai er født i Shanghai i 1958 og flyttede med sin familie som barn til Hongkong, hvor han siden har virket som filminstruktør. Denne film minder mig på en måde om klassiske franske sort-hvide film med megen tristesse, smerte og fascination.
“Happy together” hedder filmen altså – lykkelige sammen –men det er ikke det, der just præger filmens to hovedpersoner. De har drømmen, ja, men den trues og brister.
De to unge homoseksuelle Fai og Wing forlader deres by for at søge lykken sammen i Sydamerika. De kommer til Argentina, landet, der summer af tango og lidenskab.
De begynder deres eventyr med en udflugt til det gevaldige vandfald Iguazú, men de farer vild undervejs. Det gør de også i deres liv. Det, der bliver tilbage af drømmen om det mægtige vandfald, er en grim lampe, hvor vandfaldet pryder overfladen, og vandet “løber” ned ad den i bedste kinesiske feng shui-stil. Når man ikke kan se virkeligheden, kan den lyse op på en anden måde. Den kinesiske tradition med altid at have noget vand i hjemmet, enten som et billede, en lampe eller et akvarium, skulle bringe fred og harmoni i huset. Det gør det ikke her, men drømmen lever.
Desværre bliver de tos liv en slags via dolorosa med megen smerte og mange skuffelser.“ Lad os starte forfra” er den enes mantra gang på gang, når det er gået galt.
Wing er den udfarende storforbruger af sex og penge. Han skaffer penge ved hjælp af prostitution. Den anden, Fai, er dørmand i en tangobar i Buenos Aires. Han står udenfor, mens lidenskaberne raser på baren og inden i ham. De lever på et usselt hummer. Drømmen om luksus i den nye verden er blevet et mareridt, og deres ønske om at vende hjem til Hongkong vokser, men pengene mangler.
Undervejs møder Fai, mens han har arbejde i et køkken, en ung Taiwan-kineser, Chang, som han umærkeligt for sig selv drages af, da drømmen mellem ham og Wing er ved at slutte. Chang er en rodløs ung mand, der først vil til verdens ende på sydspidsen af Sydamerika for derefter at vende hjem til Taiwan. Det tænder noget i Fai. Der ligger håbet i filmen, der raffineret indimellem skifter mellem sort-hvid og farver, og filmen slutter i hæsblæsende Taipei på Taiwan. Måske kan drømmen engang realiseres her, og mennesker kan leve happy together, som den gamle popgruppe The Turtles sang det i 1960’erne. Sangen er selvfølgelig filmens signaturmelodi. Vi har drømmen, men realiteterne truer den, men den bliver ved at melde sig. Det er da vildt fascinerende. Endnu en asiatisk film, der virkelig kan noget.