Endnu en mageløs roman fra Elena Ferrante

En kvindes valg står centralt i Elena Ferrantes nye roman på dansk ”Dukken der blev væk”, der er inspireret af Thomas Manns ”Døden i Venedig”

Elena Ferrante leverer med denne roman en rå roman med mere psykologisk gys end napolitansk lokalkolorit og mere forstyrret kvindelighed end tapre heltinde-billeder. Man ved ikke helt, hvor man har sin hovedperson, mens moderskabets dræbende og livgivende kraft slynger sig omkring hende – og omkring læseren – så man er ved at kvæles til slut. Modelfoto.
Elena Ferrante leverer med denne roman en rå roman med mere psykologisk gys end napolitansk lokalkolorit og mere forstyrret kvindelighed end tapre heltinde-billeder. Man ved ikke helt, hvor man har sin hovedperson, mens moderskabets dræbende og livgivende kraft slynger sig omkring hende – og omkring læseren – så man er ved at kvæles til slut. Modelfoto. . Foto: Nima Stock/Polfoto.

Der kommer et tidspunkt i en kvindes liv, hvor hun må vælge. Skal jeg være mor eller mig selv? Det er et valg, som ingen mænd er tvunget til at træffe, fordi kroppen ikke er involveret, og heller ikke nødvendigvis resten af tilværelsen. Det opdager man bare først, når man bliver mor.

For kroppen binder. Sådan er det ude i virkeligheden for alverdens kvinder – sådan er det hos Elena Ferrante, og sådan er det i ”Dukken der blev væk”, hvor den 47-årige Leda hverken har hjemmeboende børn eller mand længere og føler en vild frihed, som hun ikke har mærket i 25 år. Leda er vant til at leve et skin-liv, har en skin-dialog med sine børn og et iskoldt ikke-forhold til både sin eksmand og sin sporadiske elsker.

For Leda ved ikke, hvem hun selv er længere. Hun er død indeni, men vækkes til live i irritation, betagelse og nysgerrighed, da hun rejser på arbejdsferie og under strandparasollerne møder en familie, som presser sig på i al deres menneskelige brutalitet og væren.

I ren ”Døden i Venedig”-stil foregår en hel del af romanen nemlig på stranden. Ikke i Venedig, men på en syditaliensk naturstrand, hvor der både er mørke og død under træerne – og lys og skønhed ved vandet. Alting skifter og veksler mellem skønhed og ækelhed, når Leda som en anden kvindelig Gustav von Aschenbach sidder længselsfuld, tilbagetrukket og intellektuel og betragter de myldrende mennesker og deres børn fra sin liggestol.

Og også hun bliver, ligesom gamle Aschenbach, hevet med ind i virkeligheden, da hun på afstand betages af en ung, skøn mor med et lille barn og en dukke på armen. Interessen udvikler sig til sygelig fascination – og hele registeret af Hitchcock-effekter og uhyggelig ”Rosemarys baby”-lignende afsky bliver rullet ud.

Der er død og sex i luften, og der er underligt liv i den dukke, og der er store italienske mafioso-tyre på stranden og en naturlov, der siger, at hvis man blander sig, får man slag. Og mens Leda sylter sig selv ind i et perverst drama – så dukker hendes egne skjulte erindringer om svigt og forbudte længsler op fra ungdommen. For hvem er det lige, der er en dårlig mor her? Og kan man overhovedet være en god mor?

Elena Ferrante leverer med denne roman en rå roman med mere psykologisk gys end napolitansk lokalkolorit og mere forstyrret kvindelighed end tapre heltinde-billeder. Man ved ikke helt, hvor man har sin hovedperson, mens moderskabets dræbende og livgivende kraft slynger sig omkring hende – og omkring læseren – så man er ved at kvæles til slut.

Det er som altid en nydelse at læse Ferrantes kølige prosa, der lige præcis giver læseren nok at varme sig ved undervejs. For hos Ferrante er følelser noget, der bliver meddelt, ikke beskrevet, der er ingen lidenskabelige, stakåndede passager – men staccato og præcise beskrivelser af de rystelser, personerne kommer ud for.

”Dukken der blev væk” er endnu en mageløs bog fra en mageløs forfatter. Hvem pseudonymet Elena Ferrante så end er, så skal hun læses, for hun tør skrive om kvinders indre på en grum og ærlig måde. Kvinderne og kvinden er hos Ferrante et dybt skuffet og derfor grådigt menneske, som kan forvandle sig til en rå, Medea-lignende urkraft – og som er parat til at jokke på alt og alle for at få lov at betyde noget, for at blive set. Og for at få sin frihed tilbage.8