Prøv avisen

Endnu et af besættelsestidens tabuer afdækket

Bøger: Historikeren Arne Øland har interviewet en række tyskerbørn fra Anden Verdenskrig

I disse år bliver besættelsestidens tabuer afdækket et efter et. Det begyndte med Anette Warrings bog om tyskerpigerne, som meget sigende ikke handlede om tyskertøse eller feltmadrasser, men netop om tyskerpiger.

Derpå kom der nogle bøger skrevet af »naziunger«, det vil sige børn af danske nazister. Så blev det frikorps- og Schalburgfolkenes tur, hvorefter her i foråret Peter Øvig Knudsen udsendte sin bog om likvideringerne under krigen. Og nu er turen kommet til tyskerbørnene - de børn, som tyskerpigerne fik.

Hvorfor sker det først nu? Hvorfor har historikerne ignoreret disse ubehagelige emner i årtier og henholdt sig til modstandskamp og andre opbyggeligheder?

Svaret er det enkle, at det i al praksis ikke lod sig gøre. Arkiverne var lukkede, og de, der kunne tale, ville ikke, men var dødsens tavse. I sommer udtalte journalisten Claes Kastholm Hansen, hvis far var dansk nazist, og hvis mor havde forelsket sig i en tysk officer og dermed pr. definition var feltmadras, i et avisinterview:

»Efter krigen og langt op i 1980'erne var det tabu, hvis man kom fra et nazistisk milieu. Alle vi, der voksede op i skyggen af nazismen, oplevede, at vi gennem vore forældre var involveret i det og var skyldige. Vi kapslede det ind, vor hemmelighed måtte ikke komme frem. Det var en skam, og du var en paria«. Kort og godt - de tav.

Forening for danske krigsbørn

For tyskerbørnenes vedkommende var det vel Lotte Tarp, der for alvor lagde for med »Det sku' nødig hedde sig« i 1997.

Hun var med til at gøre den lille nydannede forening, der hedder »Danske Krigsbørns Forening« kendt, således at stifteren af den, Arne Øland, fik kontakt med nogle hundrede andre, der var i samme situation som han - nemlig at den mand, de i deres opvækst opfattede som deres far, slet ikke var det, når det kom til det biologiske stykke. Hvor mange, det faktisk drejer sig om, ved ingen. Det officielle tal er 5579, men det tal tror Øland ikke på. I kirkebøgerne er de tyske fædre så godt som fraværende, og Øland har en spids bemærkning om, at man kunne tro, at den væsentligste form for illegal virksomhed dengang var de illegale aborter. Han mener, at tallet er langt større og henviser til Norges 12.000 krigsbørn. Ølands egen far var en slovener i tysk krigstjeneste.

Hentydninger og drillerier

Arne Øland har i bogen samlet og redigeret 12 interview med mennesker, hvis far var tysker. De fleste anede intet - og dog. Tilfældig snak, hentydninger og drillerier fik mange af dem til at ane, at der var noget, moderen og de andre voksne holdt hemmeligt.

Mod hvor mange børn er der her blevet gjort fortræd? »Nååh, det er ham den tyskerunge«, som naboerne sagde. Eller tag stedfaderen, der efter konens/moderens død i en brandert fortalte drengen, at han ikke var hans far, men at han var naziyngel. Der var tilfælde, hvor alle i familien udmærket vidste, hvordan tingene hang sammen - undtaget barnet selv. Moderen selv var sædvanligvis tavs, og de fleste er først gået i gang med at finde ud af tingene efter hendes død.

Behovet for at blive klar over, hvem den rigtige far var, endte undertiden lykkeligt med, at han blev fundet, i andre tilfælde med en konstatering af, at han forlængst var død.

Men under alle omstændigheder stødte bestræbelserne på mange vanskeligheder. Arkiverne var totalt lukkede for Ølands og andre tyskerbørns forsøg på at få aktindsigt, og er der nogen instans, Øland i særdeleshed hænger ud, er det Civilretsdirektoratet, men de får alle deres bekomst.

I 1997 fik han imidlertid hjælp af dommer Jørgen Levinsen. Han kunne fortælle, at selv om sagerne var lukket i kraft af den gældende arkivlov, kunne Øland og alle de andre som part i sagen få adgang til de interessante sagsakter i kraft af retsplejeloven. Det førte til en generel dispensation fra den gældende regel om en lukningstid på 80 år for disse sager på betingelse af tavshedsløfte.

Nu er Øland gået i gang med et forskningsprojekt, der skal kaste lys over hele det kompleks af problemer, der knytter sig til tyskerbørnene - politisk, nationalt, socialt, administrativt og menneskeligt. Det sker i tilknytning til Roskilde Universitetscenter og finansieres fra norsk side. En ansøgning til Statens humanistiske Forskningsråd gav nemlig ikke pote.

Stort udbytte

Øland skriver selv, at han har skrevet sin bog i et sprog, der er »en krydsning mellem faglig og daglig tale, der forhåbentlig kunne være til nytte for de mange krigsbørn«.

Dem vil han nemlig gerne i kontakt med. Men også andre end de, der går rundt med en usikker fornemmelse i sindet om deres egentlige ophav, vil kunne få stort udbytte af denne bog. Den omhandler et væsentligt aspekt af de nok så bekendte fem år dengang.

Arne Øland: Horeunger og helligdage. Tyskerbørns beretninger. 295 sider, ill. 269 kr. Det schønbergske Forlag.

Arne Øland er i samtale med Annette Warring om sin bog på Bogforum fredag kl. 16.

kulturkristeligt-dagblad.dk

Kultur side 11