Hans Hauge er ene, stærk, skarp og sjov

Hans Hauge skyder veloplagt til alle sider i sin nye bog om eksistentialismens aktualitet. Både det moderne nytte-universitet og tidens varme drømme om fællesskab må holde for

”Jeg har været skabseksistentialist indtil nu,” sagde Hans Hauge i et interview i Kristeligt Dagblad for nylig. Med sin bog om ensomhedsparathed er han sprunget ud. –
”Jeg har været skabseksistentialist indtil nu,” sagde Hans Hauge i et interview i Kristeligt Dagblad for nylig. Med sin bog om ensomhedsparathed er han sprunget ud. – . Foto: Lars Aarø/Fokus.

Hans Hauge gik i 2017 på pension fra Aarhus Universitet, men han er heldigvis ikke holdt op med at skrive bøger af den grund. Som man kunne forvente, slutter han sig til den lange række af emeriti og emeritæ, der er med til at give dansk åndsliv og kulturdebat historisk tyngde og fræk spændstighed. Hauges nyeste opus hedder ”Ensomheds-parathed” og handler, som undertitlen angiver, om eksistentialismens aktualitet.

Er den aktuel igen, denne tænkning, der havde sin storhedstid i 1950’erne og kort fortalt handlede om, at det enkelte menneske kun havde sig selv – og i den teologiske sidefløj – Vorherre at falde tilbage på, når det skulle tage ansvar for sig selv i den absurde verden, det var kastet ud i? Den bør være det, for vi har i snart mange år talt om individualisering som et grundvilkår, og bogmarkedet vrimler med selvhjælps- og antiselvhjælpsbøger, der på forskellig måde skal guide den enkelte på hendes rejse gennem den senmoderne verden, hvor alle forankringspunkter synes at være i drift.

Som næsten altid er Hauge sjov og givende at læse, men også krævende. Man er nødt til at ”go with the flow”. Han skriver snurrigt og springsk med et væld af anekdoter og nogle gange lovlig halvkvædede viser, som at nogen har beskyldt Hannah Arendt for at være nazist (øh, hvad? sig noget mere), og det kan til tider være svært at aflæse hans egen position.

Hvis det ikke var, fordi ordet ”hade” er helt malplaceret i forbindelse med Hauges kåde, drillesyge og konsekvent gode humør, ville man sige, at han hader nutidens universitet af et godt hjerte. Og som han dog hudfletter det og udstiller det og det meste af tiden med god ret. Hvad er der galt med det? Universitetet, som Hauge kendte det, er overtaget af økonomer og teknokrater og politikere, der ser det som en maskine for vækst. Forskningen skal derfor helst være nyttig og give afkast, og humaniora skal ligne natur- eller sundhedsvidenskab så meget som muligt.

En K.E. Løgstrup, som kunne finde på at sige, at der ikke stod en eneste videnskabelig sætning i hans berømte bog ”Den etiske fordring”, ville være blevet indkaldt til kammeratlig afklapsning i dag, og for unge forskere, der helst skal stå som tremmekalve i små bokse af de emner, de forsker i, som det hedder, må det lyde helt vildt, at Hauge på et tidspunkt i sin karriere kunne være ansat på engelsk institut, undervise i fransk teori og skrive en bog om dansk teologi. Men sådan var det. Jeg har selv oplevet det.

Universitetet har selvfølgelig aldrig været fuldstændig fri leg uden krav fra en omverden, men det giftige ved situationen i dag er, at institutionelle ændringer risikerer at kompromittere den frie forskning, fordi presset om relevans defineret af eksterne aktører er så massivt.

Hauge bedriver en del polemik mod moderne bøger, blandt andet i (anti)selvhjælpsfeltet, af Svend Brinkmann, Jakob Holm med flere. Det er ikke så interessant. Hauge kan fiksere sig på detaljer og måske miste evnen til at skelne mellem ven og fjende, om man så må sige. Personligt synes jeg, at Svend Brinkmann har gjort så stor en indsats for at imødegå dårskaben i vores epoke, at man ikke skal rive ham i næsen, at han da vist ikke kan læse tysk. Hvis man vil gøre op med folk, må man gå til roden af deres bestræbelse, som Hauge burde vide fra Løgstrup.

Er der også et selvopgør på færde hos Hauge? Han har introduceret utrolig meget teori på dansk, lige fra Derrida og dekonstruktionen til Stanley Fish og pragmatismen og meget andet. Nu skriver han morsomt og spydigt om, at unge akademikere i dag agerer, som om de går rundt i en international lufthavn og ”downloader” teorier og teoretikere ud af det sterile miljø som referencer og bruger dem helt instrumentelt uden tanke på deres biografiske, historiske og nationale baggrund. Men var det ikke det, Hauge selv gjorde engang?

Nuvel, med alderen får vi alle mere historisk bevidsthed, og i dag tænker Hauge meget biografisk, meget historisk og meget kontekstuelt. Det kan indebære afgørende forskelle, om en tænker kommer fra Tyskland, England eller Frankrig, og det har han selvfølgelig ret i, og bogen er virkelig fantastisk, når han åbner for sit skatkammer af både substantiel og anekdotisk viden om tænkere og forfattere fra Sartre og Iris Murdoch til diverse danske eksistens-teologer og perifere og interessante figurer fra udlandet, jeg aldrig havde hørt om. Kan det bruges til noget? Giver det kompetencer? Er der muligheder for fakturaer og patenter? Det er der nok ikke, og med et herligt udtryk af den tyske filosof Odo Marquard skriver Hauge, at humanister behersker en ”inkompetence-kompensationskompetence”: Vi kan ikke rigtig noget, men vi er gode til at kompensere for det!

Selvom Hauge glad kaster sig ud i de biografiske bølger, mærker han også de farlige understrømme. Når vi ikke længere formår at adskille kunstværk og person, og når bestemte personer pludselig påkalder sig stærk fordømmelse over deres moralske eller politiske adfærd, bliver hele deres værk også betændt. Hauge priser sig derfor lykkelig over at have levet i en tid, hvor man lærte at skelne mellem person og værk, men han ser vist ingen vej tilbage til denne profes- sionalisme i omgangen med litteratur, fordi denne ikke længere tilkendes nogen værdi i sig selv.

Hauges universitære fjende er naturalismens snævre begreb om ”forskning”. Hans samfundsmæssige fjende er kommunitarismen, det vil sige dyrkelsen af fællesskaber. Over for dem begge sætter han eksistentialismen. Den gør sig ud til bens på den gode måde. Hauge er meget kritisk over for tidens mange hyldester til fællesskab og sammenhængskraft, som han betragter som forlorne og postulerede. Med fare for at bedrive biografisme på Hauge tror jeg, at det skyldes hans missionske baggrund, hvor han tidligt har oplevet erfaringen af at være del af en minoritet, der ikke følte sig helt omsluttet af grundtvigske eller andre fraser.

I bund og grund er vi mennesker alene, og det kan man tage på sig som en lykke, som Lykke-Per gør i slutningen på Pontoppidans store roman. Vi skal være ensomhedsparate, og det bliver i bogen her måske tydeligere end ellers hos Hauge, at han er en from kristen kirkegænger (kirken er dér, hvor man kan være ene med andre uden at blive fanget i et anmassende og klistret fællesskab), og at det også er derfor, han kan forholde sig så muntert til tidernes og teoriernes skiften. Det religiøse er på en måde helt afgørende og så alligevel ikke nogen ”big deal”, for han siger med Pascal, at det er bedre at tro på Gud og det evige liv end ikke at gøre det.

Sniger der sig et lille nytte-kriterium ind her? Nej, det tror jeg ikke, for mere alvorligt talt hænger Gud også sammen med den menneskelige grundsituation. Hauge citerer (igen) Odo Marquard for noget, Kierkegaard også kunne have sagt: ”Til kultiveringen af evnen til at være ensom hører – også og måske uundgåeligt – religion: Gud er – for den religiøse – ham, der stadig er der, når ingen længere er der”.

Det er smukt sagt. Heldigvis er Hauge her endnu, og når man læser hans bog, kan man både nyde sin egen ensomhed og samtidig være i godt selskab med en munter kakofoni af stemmer fra andre tider og steder. Det er muligt, at Hans Hauge ikke har nogen kompetencer, men sikke overdådigt han dog kompenserer for det.