Præsterne Sune Skarsholm og Henrik Højlund, Løsning-Korning Kirker, valgte i 2017 at markere reformationsjubilæet ved afholdelse af en række gudstjenester, hvor de prædikede over Luthers Lille Katekismus. Det er der kommet en lille prædikensamling ud af, som de gerne kalder enfoldig. I forordet henviser de til Luther, som skrev til en præsteven:
”Lad alle dine prædikener være så enfoldige som muligt, se ikke på fyrsterne, men på de enfoldige, uvise, grove og uvidende mennesker, for fyrsterne er lavet af samme stof. Dersom jeg i mine prædikener skulle tænke på Philipp Melanchton og andre doktorer, så udrettede jeg ikke meget godt; men jeg prædiker på den allerenfoldigste måde for ulærde, og det behager alle.”
Det er gode ord at holde sig for øje som prædikant. Man skal ikke prædike for kolleger eller for universitetets kloge hoveder, men for almindelige mennesker, så de gider høre efter, forstår det, bliver opbygget og udfordret. Eller som forfatterne skriver: mennesker, der ligesom os selv har brug for ”søndagens optankning til hverdagens liv i tro og tjeneste”.
Idéen er god og helt oplagt i forbindelse med en markering af reformationsjubilæet. Om det er lykkedes? Det er svært at sige, for det er – som det også understreges – udfordrende at gengive noget, der har været holdt som mundtlige prædikener med afsæt i det lokale liv. Det er noget andet at læse prædikener, hvor man har mulighed for at standse op, grunde over det, som bliver sagt, og det, som ikke siges.
Og hvor man også lettere finder gentagelser. For eksempel hører vi to gange Luthers ord om, at vi ikke kan hindre fuglene i at flyve hen over vores hoveder, men vi kan forhindre dem i at bygge rede i vores hår.
”Prøv lige at overveje, hvad det betyder i dit liv,” skriver Henrik Højlund – hvilket man altså har haft mulighed for nogle sider forinden.
I forklaringen til Luthers udlægning af det andet og tredje bud har han en fin understregning af ords betydning:
”Ord skaber, hvad de nævner. Det kender vi fra mellemmenneskelige forhold. For eksempel i et ægteskab. At sætte ord på ens kærlighed til ægtefællen skaber i sig selv kærlighed.”
Det er en erkendelse, som overføres til det at gå i kirke:
”For eksempel det at sidde i kirken og synge med på salmerne, det skaber noget i os. Sangens ord til og om Gud kastes tilbage som et ekko i vores sind og gør noget godt ved forholdet til Gud.”
Det er da smukt, enfoldigt og sandt. Det er også en fin formulering at høre, at Jesu ord, ”Gå bort, og synd fra nu af ikke mere”, altid følger lige i hælene på syndernes forladelse. Ikke som en ”modsætning” til syndernes forladelse, men som en ”medsætning”.
Skarsholm anvender mere traditionelle ord og opfordringer i sine prædikener som:
”Syndens sygdom og gudsoprørets gift bor stadig i os (…) Medicinen får du ved at læse, høre og bede dig ind i Guds ord og lytte til hans vejledning. Det er troens gode vane!”.
Højlund taler om det samme, men bruger andre ord og kalder bøn og andagt for ”den daglige inhalering af troen”.
Prædikenerne kan godt kaldes enfoldige på den gode måde, men man savner alligevel lidt mere saft og kraft, lidt større mod til at gå ud til kanten og overraske, ruske og bevæge. Eller at lade sig bevæge. Når det for eksempel om Fadervors femte bøn (Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere) hedder:
”Lærer Jesus os et noget for noget-princip?”. Og svaret lyder: ”Nej, sådan kan det ikke hænge sammen, for så var Guds nåde ikke en fri gave.”
Jamen hvad så med Jesu egen udlægning i Matthæus-evangeliet 6, 14-15? Og når det hedder ”Gud frister ingen”. Hvorfor skal vi så bede: ”Led os ikke ind i fristelse”? Og når Luther indleder sin forklaring til hvert af de 10 bud med ordene: ”Vi skal over alle ting frygte og elske Gud” – hvad er det da for en frygt?
Det kunne have været velgørende, hvis der var blevet taget lidt mere livtag med nogle af vanskelighederne og de enfoldige spørgsmål – når man nu gerne vil prædike enfoldigt.