Som en lille afskedsgave efter 21 år som biskop i Aarhus Stift udgiver Kjeld Holm nu en samling prædikener. Hovedindholdet af ”Udgangsreplikker” består af 11 ordinationsprædikener holdt i perioden fra 1997 og frem til 2015, og det er en genre, man sjældent ser på tryk.
Kjeld Holm har i sin regeringstid ordineret 300 præster, og med bogen her fornemmer man, at ordinationsprædikenen i Aarhus Stift generelt i hans periode er blevet taget alvorligt. Midt i den direkte henvendelse til de nye præster stræber Kjeld Holm både efter at sætte ord på præstegerningens særlige karakter og udfolde tanker om samfund og teologi. Han har åbenlyst i løbet af sin tid i folkekirken gjort sig mange overvejelser om, hvilken rolle en præst bør udfylde, og mange vil vide, at Holm ikke er en mand, der afholder sig fra at trække sine holdningsmæssige kæpheste ind i manegen. Det sker skam også her, og lad os som det første gribe fat i én af hans absolutte favoritter.
I den første ordinationsprædiken fra 1997 kan Kjeld Holm ikke dy sig for at skælde ud på den ”lunkenhed og selvgodhed”, der får nogle til at tale om bekvemmelighedsflygtninge. Og han fortsætter: ”Som om det ikke altid er nød, der får mennesker til at flygte bort.”
Mig generer det ikke, at Kjeld Holm på den måde udsiger holdninger i en prædiken, men naivt sagt, det er det unægteligt. Og gad vidst, om han mener det samme i dag, hvor det for eksempel er en kendt sag, at flygtninge-systemet blandt andet udnyttes af islamistiske terrorister.
Det kræver nok en nærmere definition af begrebet nød helt at forholde sig til Holms standpunkt, og problemet med polemiske hjertesager i en prædiken er, at de kan ende som lidt løse udtalelser, der bliver hængende i luften og kraftigt trænger til modsigelse. I ordinationsprædikenen fra 2014 taler Holm om oplysning og humanisme og forsøger især at forsvare sidstnævntes berettigelse i kirken. Det skyldes, at humanisme af nogle ses som et begreb, der kan udarte til en modpol til kristendom, idet dyrkelsen af det rent menneskelige kan få betydningen af det guddommelige til at glide i baggrunden.
Denne skepsis i synet på humanisme ærgrer Kjeld Holm, der understreger: ”at kirken naturligvis også har noget at sige om det menneskelige i tiden og i denne verden.”
Det er et decideret frækt kneb, han her bruger, da selv den argeste modstander af humanismedyrkelsen næppe vil være uenig.
Det ved Holm naturligvis udmærket godt, men han elsker at kridte banen demonstrativt op og fremstille sin modpart en smule fortegnet.
Således rummer Kjeld Holms prædikener ofte en klar meddelelse til hans mest forhadte modstandere i debatten, hvilket gør dem levende og udfordrende. Men man føler sig også af og til lagt i et ideologisk føregreb, og derfor er det befriende også at få den mere rene teologiske over-vejelse.
Det får man i prædikenen fra Stiftspræstestævnet i 2008, hvor Holm hylder oversættelsen af Martin Heideggers ”Sein und Zeit” og reflekterer over Guds væren i tiden. Og kun i tiden.
”Tro betyder at blive delagtig i håbet for det gode liv (“) Og tro nu ikke, at han med sin opstandelse fra de døde hævede sig op over tid og historie.”
Mon ikke disse ord har skabt debat om aftenen på præstestævnet, for der er noget på spil, når kristendom tolkes så meget som troen og håbet i tiden, at evighedens dimension blegner. Kjeld Holm kan sige mange smukke ting om livsmod og beslutsomhed, men det er lidt svært at fastholde hans egentlige syn på Guds virke og rækkevidde. Hvilket jo også blev synligt i vinterens debat om opstandelse, hvor Holm understregede, at Jesus ikke stod op af graven, som vi andre står op om morgenen.
Alt dette ændrer dog ikke ved, at Kjeld Holm er en stærk og personlig prædikant, der taler ud fra mange års erfaring med, hvordan en præst - som han skriver - hver dag i en verden fyldt med ondskab og menneskelighed nedrighed må lede efter et sprog, ”hvori også undren, håb og taknemmelighed kommer til orde”.
Det er en udmærket lille tekstsamling, Kjeld Holm udgiver som afslutning på en lang og holdningsmæssigt markant periode som biskop. Man kan kun håbe, at han i mange år endnu vil fortsætte sit virke som fortaler for kristendommen.
For man behøver som bekendt ikke at være enig med et menneske i alt for at kunne værdsætte engagementet.