Man kan vanskeligt genfortælle fortællingerne i Jens Christian Grøndahls novellesamling ”Dage som græs”, fordi det enten bliver alt for detaljeret eller alt for forenklet. Det er godt sådan. Fortællingerne fortæller netop på en måde, som ikke lader sig reducere. De har et ganske særligt svæv.
I en fortælling om en skuespiller bliver det sagt, at ”man skal bede om at få pengene tilbage, hvis man er kommet i teatret for at forstå”. Med Grøndahls fortællinger kan man godt komme til en bedre forståelse af menneskelige handlinger og moralske dilemmaer samt af engagementets pris, hvad enten det er politisk eller kærlighedsmæssigt. Det koster noget at engagere sig. Man sætter sit eget og andres liv på spil.
Men det ville netop være en utilstedelig reduktion af fortællingerne at gøre dem til små meningstilkendegivelser om vor tids store problemer, hvad enten det drejer sig om flygtninge eller økonomisk kriminalitet.
Disse problemer bliver berørt, men i deres indviklede forbindelser med komplicerede familiære konflikter og eksistentielle dilemmaer.
Grøndahls fortællinger tangerer noget, som på en gang ses tydeligt, og som er til at forstå, men som alligevel forbliver gådefuldt. Én fortælling handler om en ganske ung mand i Skagen, der i sommermånederne efter Besættelsen og imod den offentlige mening hjælper en tysker på flugt fra internering. En anden handler om en 15-årig dreng, der laver en aktion for afrikanske flygtninge i Rom. Den får fatale følger, da en højreorienteret gruppe truer ham på livet, og familien splittes og må leve i skjul. En tredje handler om en yngre kvindelig præst, der bliver forelsket i en billedkunstner. Han er kristeligt opdraget, men ateist, og hun kan ikke forlige sig med det billede, han gør sig af hende – og hendes gud.
Disse antydninger af fortællingernes plot må alle suppleres med en omtale af fortællerens rolle i det, der fortælles, og med den stemning, der hviler over fremstillingerne. Fortællerne har alle noget i klemme, hvad enten det drejer sig om deres egen historie eller en andens. At fortælle noget er at skjule noget andet. At bruge ordene er også at lægge dem og det, de beskriver, bag sig.
Grøndahl lader personerne fortælle deres historie, eller han bryder pludseligt og meget overraskende en beretning med synsvinkelskift, der tilføjer historien et helt andet niveau. Det er mesterligt gjort, når han på en gang holder læseren fast i et plot, bryder det eller lader det overspille af den stemning, som præger fortællingerne.
Det er Grøndahl, der lægger ord i munden på sine fortællere, og uanset hvem de er, fortæller de lige så slebent, som han gør – hvad der ikke altid passer til dem. Man mærker også Grøndahl i den gennemgående melankoli, der ånder igennem alle fortællingerne. Den går også som en strøm igennem det meste af Grøndahls forfatterskab. Man vil måske også nikke genkendende til knudemænd og -kvinder, der vil ud af verdens larm og parforholdskonflikter, og som befolker Grøndahls romaner. Især er det påfaldende, at mændene er nogle mærkeligt passive væsener i forhold til kvinderne.
Sådan set er der ikke noget nyt på spil i hans fortællinger. I krimifortællingen ”Jeg er havet” finder man endda krimigenrens fortærskede hovedperson, den midaldrende, fraskilte, kriseramte, rødvinsdrikkende kriminalassistent. Det er næsten ikke til at holde ud, før fortællingen sætter klichéerne på spil og giver dem nyt og overraskende liv. Det er måden, de bliver fortalt på, der ”redder” dem.
Titlen ”Dage som græs” refererer til St. St. Blichers ”En landsbydegns dagbog”, der igen refererer til Salmernes Bog, salme 103, hvori det lyder: ”Menneskets liv er som græsset, det blomstrer som markens blomster; når vinden blæser over det, er det der ikke mere, dér, hvor det stod, ser man det ikke mere.”
Forfængeligt og meningsløst er det hele, og så er der alligevel også en vilje i denne samling fortællinger til at bruge ordene. De kan måske flytte lidt bevidsthed. De kan måske vinde genklang i den sympatiske læser. De kan i hvert fald spinde en ende, som fænger og er værd at følge.