Gran, en smule julepynt, et skinnende rødt bånd og allervigtigst: De fire stearinlys. Adventskransen kan man finde i mange danskeres hjem i ugerne op til jul, hvor de fire lys langsomt brændes ned ét ad gangen, indtil vi når juleaften.
Det er en tid, hvor familier forbereder sig til jul med gavehøst, hjemmebag og pynt. Og det er en tid, hvor budskabet om Jesu fødsel fylder i kirkerne. Men sådan har det ikke altid været.
”Det er næsten frygtindgydende at læse om.”
Det siger Brian Patrick McGuire om Bibelens tekster om adventstiden. Han er professor emeritus i historie og har skrevet en række bøger om kristendommen i middelalderen.
I den tidlige middelalder, fra cirka år 500 til 1000, var adventen en frygtens tid. Dengang forberedte man sig ikke blot på den glædelige dag, hvor Jesus blev født. Nej, i tiden op til jul forberedte man sig først og fremmest på, at Jesus ville komme og fælde dom over menneskenes gerninger.
”Det er en side af kristendommen, som ikke fylder så meget i dag. Men i evangelierne og i de tekster, der læses højt i kirken, handler det i høj grad om Jesu genkomst til verden, hvor han skal dømme vores handlinger. Der er faktisk passager, hvor Jesus skulle have beskrevet de sidste dage, hvor få vil overleve,” siger Brian Patrick McGuire.
Ifølge Brian Patrick McGuire er vi ”gået fra frygtens religion til kærlighedens religion – og det er tydeligt at se i adventstiden”.
Fastetid
Adventstiden dækker over de fire søndage inden den 25. december. Samtidig skydes et nyt kirkeår i gang den første søndag i advent, som falder mellem den 27. november og den 3. december.
Adventstraditionen stammer fra Frankerriget i 400-tallet og bredte sig derfra til resten af det vestlige Europa. Dengang var tanken om, at Jesus ville vende tilbage for at fælde dom over menneskenes gerninger det helt centrale for adventstid, ligesom at fasten strengt skulle overholdes. Hele tre dage om ugen op til den 25. december skulle man afholde sig fra at spise.
Jeg har ofte spurgt mig selv om, hvor bange folk mon var i middelalderen.
Brian Patrick McGuire fremhæver en passage fra Matthæusevangeliets kapitel 24:
”Og da skal Menneskesønnens tegn komme til syne på himlen, og da skal alle jordens folkestammer jamre, og de skal se Menneskesønnen komme på himlens skyer med magt og megen herlighed.”
I hvor høj grad den forestilling om adventstiden også gjaldt den almene borger er ikke til at vide. Men i hvert fald synes perioden at være én, som indgød frygt og spænding blandt kirkefolk.
”Jeg har ofte spurgt mig selv om, hvor bange folk mon var i middelalderen,” siger Brian Patrick McGuire og tilføjer:
”Det var først og fremmest gejstligheden og munke og nonner i klostrene, som overholdt den meget krævende fastetid, og det fyldte sandsynligvis ikke meget i hverdagen for bønderne. For almindelige borgere drejede det sig først og fremmest om at komme igennem året og at sørge for sine egne. Så der var i mange tilfælde en stor afstand mellem den frygt, man kunne læse ud fra evangelierne, og den måde, folk levede på i hverdagen,” siger han.
Advent skulle imidlertid blive en tid med mindre frygt og mere glæde. I 1200-tallet var Frans af Assisi en af kristendommens nytænkere, og faktisk satte han også et præg på adventstiden, som stadig findes i dag.
Prædikanten fra Italien opsatte verdens første julekrybbe. Ikke bare introducerede det en ny juletradition, men det var også et udtryk for et nyt fokus i adventstiden. Det var med til at skubbe forventningen om, at Jesus skulle komme og dømme alle mennesker for deres handlinger, i baggrunden, mens Jesu fødsel i stedet blev centrum.
”Frans af Assisi havde sans for, hvad der var betydningsfuldt for folk, og det var ikke at se Kristus på himlen, hvor han kom som verdens dommer. Nej, det var at se ham som et lille barn. Advent blev efterhånden mere en længsel og en glæde over, at Kristus ville komme igen,” siger Brian Patrick McGuire.
Så småt fik også den strenge faste mindre betydning, og på nogenlunde samme tid blev traditionen erstattet, så kristne i stedet skulle leve nogle dage uden kød.
Fra frygt til kærlighed
I mange danskeres hjem kan man finde adventskransen i ugerne op til jul. Traditionen er imidlertid ikke en dansk opfindelse. Ligesom juletræet stammer fra Tyskland, kom adventskransen til Danmark fra naboen mod syd i begyndelsen af 1900-tallet.
Adventstiden markerer, at nu kan vi gå i gang med juleforberedelserne – og de er af meget praktisk karakter.
Kransen bærer ofte et bånd, og i dag prydes den typisk med et rødt et af slagsen i de danske hjem. De rød-hvide farver brugte de dansksindede i tiden før Genforeningen i 1920 til at markere deres tilhørsforhold, og det fik efterhånden opbakning fra kongehuset i Danmark. Men oprindeligt er adventstidens farve lilla, som symboliserer bod og beredelse på herrens komme, og derfor er det som regel den farve, man ser i kirkerne op til jul.
Spørger man juleinspektør og historiker i Den Gamle By, Anna Wowk Vestergaard, er adventen ikke meget anderledes i dag, end den var århundreder tilbage.
”Langt hen ad vejen er det, som man gjorde for 100 og 200 år siden, ikke fremmed for os i dag. Adventstiden markerer, at nu kan vi gå i gang med juleforberedelserne – og de er af meget praktisk karakter. Der bliver klippet julepynt, særlige fødevarer købes, og der pyntes op med stedsegrønt,” siger hun.
Selvom ”juleriet” og det nye kirkeår gik i gang med den første søndag i advent, var der stadig huslige pligter, som skulle passes, fortæller Anna Wowk Vestergaard.
”Oprindeligt var adventstiden en bods- og fastetid, hvor man forberedte sig til julen, men juleforberedelserne og de strenge krav fra religionen hang ikke sammen. Det har selvfølgelig spillet en rolle ved gudstjenesterne, men hjemme hos folk har tiden været opfyldt af alle mulige almindelige opgaver, som man nu har i en husholdning,” siger juleinspektøren.
Mange børn begynder at mærke en kriblen og en forventningens glæde, når adventstiden skydes i gang. Og det tyder på, at det har været sådan i flere århundreder.
Den tyske forfatter og filosof Johann Wolfgang von Goethes ”Den Unge Werthers Lidelser” fra 1774 viser, hvordan børn for over 200 år siden også var fyldt med spænding i tiden op til jul.
”De smaa lod ham ikke længe have Ro, de fulgte ham, sprang op ad ham, fortalte ham, at naar det blev i Morgen, og igen i Morgen og saa en Dag til, saa skulde de have Julegaver af Lotte.”
”Den følelse er der nok mange børn i dag, som kan genkende,” siger Anna Wowk Vester-gaard.