Er redaktørerne på Gyldendal så desperate efter at finde den nye Caspar Eric, internetgenerationsdigteren par excellence, at de accepterer et manuskript, hvis det blot indeholder et minimum af tidstypisk lingo og referencer til populærkulturelle varemærker tilsat lige dele ungdommelig kækhed, følsomhed og tristesse?
Spørgsmålet meldte sig gentagne gange under læsningen af 20-årige Sofie Diemers debutdigtsamling ”LOL-LITA”, der er en art jeg-centreret langdigt ”om at intet/ nogensinde fucking/ løser sig”, om ”at være råung/ fuld af kaos”, som det lyder. I en ligefrem, knækprosaisk og bekendelseslitterær stil fortæller en ung kvinde således om alt og ingenting, men særligt tre (overlappende) strømninger går igen.
For det første drejer det sig en hel del om sex og begær. Med distancerende selvbevidsthed og et tydeligt, feministisk blink i øjet gør hun opmærksom på sin egen frembrusende seksualitet: Hun er, med en lidt for forceret reference til Nobokovs ”Lolita”, ”LOL-LITA” (LOL betyder på internetslang ”laughing out loud”), en ”uskyldig skank” og ”en lolcat […]/ en kæmpe pussy”. Vi hører om nogle absurde sammenblandinger af mad og sex, og om de indviklede forhold til de tre mænd.
For det andet handler det om hendes komplicerede forhold til kroppen, hvad enten det drejer sig om hendes eget selvbillede eller omgivelsernes restriktive blik.
Og for det tredje vender Diemer igen og igen tilbage til nutidens medierede liv, hvor iPhone, Instagram, Netflix, Snapchat etc. er et mere eller mindre uomgængeligt vilkår, der både er en lykke og en pine: ”jeg ser tit min mobil lyse op/ som om jeg får en sms/ uden jeg gør det/ det er fantom smser/ ubevidst ensomhed”.
Problemet med ”LOL-LITA” er bestemt ikke, at den sætter fokus på disse emner. Selvfølgelig skal der også være plads til det i lyrikken. Problemet er snarere, at Diemer for indædt og anstrengt forsøger at skrive ungdommeligt og kæk-humoristisk, uden at det for alvor bliver sjovt eller sprogligt interessant. Det forekommer mig således at være symptomatisk, når der hist og pist for eksempel indsættes en ”(ked-af-det-smiley)”.
Er det andet end ligegyldig staffage og koketteri? Og hvad med alle de banaliteter, som præger skriften? Hvorfor har redaktøren – eller Diemer selv – ikke bare renset en smule ud, så læseren kunne blive fri for at skulle kæmpe sig igennem uoriginale billeder, som brystvorterne, der ”med alderen/ bliver mørkere/ mere modne/ som frugter”, fedtet, der ”blævrer/ som små bølger”, eller ”jeg har også forsøgt virkelig at tude […]/ jeg vil have/ at hele min krop/ skal være/ et kæmpe springvand”? Og findes der virkelig ikke en mere prægnant formulering til at indkredse internetgenerationens virkelighedserfaring end ”han tog et billede af mig/ med sin iPhone/ sagde at i cyberspace/ er jeg der hvor himmel og hav/ mødes// det føltes som at være/ horisonten/ evigt klemt/ mellem to virkeligheder”?
Selvom der findes enkelte bemærkelsesværdige passager i ”LOL-LITA”, så ændrer det altså ikke ved, at den som helhed er hurtig glemt.
kultur@k.dk