Den personlige tro står i skyggen af det gudfrygtige samfund i trekantsdramaet ”Ulydighed”

Trekantsdrama i et jødisk-ortodokst miljø er både inderligt og identitetsløst. Men jødedommen bliver i instruktør Sebastián Lelios hænder mestendels et udstyrsstykke

Dramaet i ”Ulydighed” tager ydre form mellem to kvinder og én mand, men manifesterer sig også metafysisk som en kamp mellem tre forskrifter, mellem en lovreligion, et kulturelt fællesskab og et individ.
Dramaet i ”Ulydighed” tager ydre form mellem to kvinder og én mand, men manifesterer sig også metafysisk som en kamp mellem tre forskrifter, mellem en lovreligion, et kulturelt fællesskab og et individ. Foto: Kino.

Guds skabninger kan deles ind i tre. Rabbineren Rav taler i synagogen i Londons jødiske bydel. Hans tale er på en gang hjertelig og insisterende. Det er ham magtpåliggende at udbrede sig om menneskets frie vilje. Rav taler om engle, om dyr, om mennesker. Kun mennesket har fået valget i nådegave af Gud. Kun mennesket kan vælge at være ulydigt mod Gud. Det bliver rabbinerens sidste ord, han knæler foran bimaen, han dør.

Og sådan bliver den frie vilje, i konteksten forstået som ulydighed, rampen for den chilenske instruktør Sebastián Lelios trekantsdrama. Vil valget automatisk afstedkomme en forsagelse af troen? Og kan man vælge frit i et ortodokst miljø, eller vil valget altid være vejen til synd? Troen, den personlige tro, den enkeltes overgivelse til Guds nåde, står i ”Ulydighed” i skyggen af det gudfrygtige samfund.

Måske er det sådan, fordi den store rabbiner Ravs datter, Ronit (Rachel Weisz), valgte at forlade barndommens London. Hun bor i New York, er fotograf, og en enkelt scene slår fast, at hun drukner sine sorger i vin, er tæt på promiskuøs og formentlig også er ensom. Ronit river en flænge i sin trøje, inden hun rejser hjem for at sidde shiva. Den jødiske kultur lever i Ronit, selvom troen tilsyneladende er væk.

”Du er uforudsigelig, du forlod os så pludseligt,” siger Dovid (Allessandro Nivola), Ronits barndomsven og Ravs naturlige arvtager i synagogen. Dovid er gift med den fromme Esti (Rachel McAdams). Det barnløse par inviterer Ronit til at blive i deres hjem.

Trekantsdramaet folder sig ud. For Ronit rejste åbenbart væk for at redde Esti. Esti elsker Ronit, begærer hende, og Dovid kan ikke frelse hende. Dramaet tager ydre form mellem to kvinder og én mand, men manifesterer sig også metafysisk som en kamp mellem tre forskrifter, mellem en lovreligion, et kulturelt fællesskab og et individ.

Lelio er en elegant instruktør, der fornemt skifter synsvinkel mellem de to kvinder. Ronit (magnetiske Rachel Weisz) ejer den første halvdel, hun kommer rejsende med dramaet. Men i virkeligheden er det den uanseelige Esti, i hvis indre konstant udfoldes en tvekamp mellem drifter og dydighed. Skal hun vælge at følge Loven? Eller skal hun vælge kærligheden?

Det er et eksistentielt valg, for de to ting kan ikke leve i samhørighed i det ortodokse miljø. Hun kan ikke elske Ronit og være i fællesskabet. Hun må vælge.

Jødedommen bliver i Lelios hænder mestendels et udstyrsstykke, en kalot, eller paryk, man tager på hovedet. En række påbud, der skal følges. Der er ikke noget inderligt, noget indre, tilbage. Valget mellem lidenskab og religiøst fællesskab bliver for mange en eksistentiel krise. Men i ”Ulydighed” bliver religionen fremstillet som intet andet end ydre regler, helt fri for indre tilhørsforhold. På den måde bliver valget for nemt. For nemt at træffe. Og for nemt at forstå. Kampen udkæmpes uden for Esti. Ikke inde i hende.

”Ulydighed” er dragende, og skuespillet dirrende. Men valget får ikke troens dybde med.