Smølfer eller "dansende engle"? Carl-Henning Pedersens udsmykning af Ribe Domkirke fra midten af 1980'erne blev den helt store mærkesag i spørgsmålet kunst og kirke, noterer Anne-Mette Gravgaard i sin bog, "Tro – rum – billede" fra 2002.
Uanede mængder af avisspalter blev brugt på at diskutere den berømte Cobra-kunstners berettigelse som kirkekunstner i forbindelse med værket, ikke mindst udsmykningen af domkirkens apsishvælv. Carl-Henning Pedersen valgte her at male en fri komposition af fabelvæsener over temaet tilværelsens mysterium. De blev malet, som han senere har forklaret, inspireret af øjeblikket: "da organisten pludselig begyndte at spille, og det var, som penslerne fulgte musikken."
Museumsinspektør Ulla Kjær, Nationalmuseet, har kaldt figurerne for "dansende engle", mens to af udsmykningens stærkeste kritikere, politikeren Margrethe Auken og dr. phil. Erik A. Nielsen, udnævnte Pedersens fantasivæsener til "smølfer", opkaldt efter de små, blå, nisseagtige væsener i tegneserien af samme navn. Ægteparret Auken-Nielsen kritiserede Carl-Henning Pedersen for manglende teologisk og kirkehistorisk forståelse og indsigt med henvisning til, at det traditionelt har været den tronende Kristus, der smykker en kirkes apsis.
Biskop Elisabeth Dons Christensen, Ribe Stift, var præst ved domkirken, da Carl-Henning Pedersen udførte sin omstridte udsmykningsopgave, der foruden kalkmalerierne i apsis omfatter syv stiftsmosaikbilleder og fem vinduesmosaikker.
– Jeg oplevede, hvordan kirkerummet blev tilført farver og lys og fantasi. Samtidig fortalte mosaikkerne gode gammeltestamentlige og nytestamentlige fortællinger, men jeg havde det svært med apsisrundingen, fordi der ikke er et stærkt Kristus-symbol, siger hun.
I dag er debatten faldet til ro, selvom det ikke er alle omkring kirken, der bryder sig om udsmykningen. Elisabeth Dons Christensen har det stadig svært med apsisrundingen:
– Jeg har ganske vist siden fundet en fransk lilje lige over alteret og præsten. Den er jo et gammelt treenighedssymbol, så det har hjulpet mig meget, fordi den fortælling jo skal med til håb og trøst for både præst og menighed. Men den er desværre ret skjult, så selvom der er mange gode elementer, især i mosaikkerne og farverne, synes jeg stadigvæk, at vi savner det stærke Kristus-symbol.
Elisabeth Dons Christensen mener generelt, at den voldsomme debat omkring Carl-Henning Pedersens udsmykning i Ribe Domkirke har medført, at man i folkekirken er blevet mere bevidst om, at kirkekunsten stiller særlige krav.
– Debatten og diskussionen har bevirket, at der er sket et løft inden for kirkekunst, hvor vi i dag i langt højere grad vover at forkynde kristendom og kristentro.