Paula Gooders nye bog er blevet kåret som årets bedste kristne roman i England i 2019. Ikke desto mindre gør forfatteren, der præsenteres som en af Englands førende Paulus-forskere, meget ud af at understrege, at bogen slet ikke er en roman, men ”et eksperiment i historisk forestillingsevne”.
Hendes argumentation indleder de omfattende noter – på 100 sider! – hvor de enkelte kapitler sættes ind i en historisk, kulturel og ikke mindst teologisk sammenhæng, angiveligt gennemført på baggrund af den nyeste viden om Paulus og hans samtid.
Da Gooder anvender romanens form, må hun imidlertid leve med, at bogen også læses som en roman. Og endda en medrivende af slagsen.
Føbe, der er en af de få navngivne kvinder i Det Nye Testamente, nævnes i Romerbrevet 16,1-2 som menighedstjener og manges hjælper. Tilsyneladende har hun bragt Paulus-brevet med til Rom fra Korinth, hvor det er skrevet. Spørgsmålet om, hvad hendes ærinde ellers var i Rom, og om hvilken støtte hun i den forbindelse havde brug for, vækker hos Paula Gooder den romanforfatter, som hun – lidet overbevisende – nægter at være.
Den fantasifulde historie fortælles med effektfuld omskiftelighed, omend også med en vis tendens mod det melodramatiske.
Længe har Føbe fortrængt en hemmelig skam og smerte. Men i Rom bryder hendes selvforsvar sammen – og hun åbner døren til det skjulte, til sin fortid som slave hos den blide Titus, hvis slægt hører til Roms ældste og fornemmeste, åbner videre til sit problematiske forhold til Quintus, Titus’ hensynsløse fætter, med hvem hun får en datter, som hun må give afkald på og aldrig genser. Tilbage i Rom møder hun derimod sit barnebarn.
Socialt byder hendes fortid på en brat opstigen. Men det er i mødet med kristendommen, at hendes liv ændrer sig dybest. Ved romanens slutning står hun over en missionsrejse til Spanien – og i tillid til Gud overgiver hun sig til sin nye fremtid.
Paula Gooder forsikrer om, at hun ikke har skrevet historien for dens egen skyld, men ”som et forsøg på at levendegøre de personer og erfaringer og formål, som antydes i Rom 16.2. Den er et forslag til, hvordan læseren kan forestille sig, at livet har formet sig for mennesker i den første kristne menighed. Bogen tager lige så meget sigte på at oplyse som at underholde og kan derfor ikke rubriceres som ren fiktion”.
Og den gør begge dele: underholder og oplyser. Det sidste blandt andet ved at demonstrere nogle af omkostningerne for en agtet romer ved at overgå til kristendommen. Titus vover at gøre det, men er betænkelig, fordi det skal ske i fuld offentlighed, nemlig i Tiberen. Kan det dog ikke, spørger han, finde sted under mere private former?
Dertil har apostlen Peter denne kommentar: ”Det er ikke nemt at følge Jesus, når man har meget at tabe”.
Titus bliver dog døbt i Tiberen. Hans bekymring for, at omvendelsen vil skade hans omdømme, viser sig ganske vist velbegrundet. Men han finder styrke i et citat af Paulus: ”Trængslen skaber udholdenhed, udholdenheden fasthed, og fastheden håb. Og det håb gør ikke til skamme, for Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter”.
I begyndelsen af bogen giver Paula Gooder nogle meget nærværende og modsætningsfyldte glimt af Paulus. I det ydre fremtræder han som ”en grotesk lille mandsling”, der vækker afsky samtidig med, at han fascinerer. Et udtryk for dobbeltheden er hans stemme, der er grov, men den tryllebinder også.
Ved det første møde er Føbe parat til at fælde en hurtig og knusende dom over Paulus. Men alt forandrer sig – og for altid – da hun ser ind i hans blik. Når hun bagefter prøver at komme til klarhed over, hvad der egentlig skete, finder hun selv sin forklaring utilfredsstillende. Men det er den eneste, hun har. En forklaring gående ud på, at hun så et vindue til himlen åbne sig mod synet af dansende engle.
”Føbe” er en overbevisende og handlingsmættet konkretisering af personer fra Romerbrevet samt af virkeligheden omkring dem, både den fysiske og den åndelige. Den velfortalte historie opleves som en film: Man føres med på billedstrømmen.