Ældre mennesker har let til tårer ved møder med gamle dage, gamle bekendte – og deres børns for længst aflagte sko. Sådan havde jeg det selv, da jeg læste Niels Johansens bog. Forfatteren er jævnaldrende med mig, fra cirka 1944-1946, og endda fra min egen barndomsegn omkring Nyboder i København, tilsyneladende. For er denne bog fiktion eller er den erindring eller måske fiktionaliseret erindring?
Den består af mange mindre stykker, beretninger om et liv, flere liv, med den hensigt at vise, at godheden findes, at mirakler sker, at Gud er god.
Når jeg kommer i tvivl, er det, fordi bogen både husker så godt, og fordi dens opklippede facon kunne være en måde at fiktionalisere en faktisk erindring. Klippe forløb ud, der ville afsløre historien som ren erindring.
Bortset fra denne uklarhed er det en fantastisk ægte bog. Den handler om en dreng, Carl Otto, søn af en skuespillerinde, der drikker, og en far, som er tidligere modstandsmand i BOPA. Forældrene er sjældent tilgængelige, dels af druk på grund af for få roller, dels af arbejde. Så drengen tilbringer sammen med to venner det meste af sin tid hos et venligt barnløst ældre par, Sigrid og Bertil, der omsorgsfuldt serverer madder og citronvand hver eftermiddag.
Historien er fortalt af den ældre Carl Otto, 72 år, med Sigrids optegnelser som støtte. Han har ikke set hende i mange år, fordi han i sit ”ungdomsoprør” gik i hundene med druk og hash og stjal fra parret. Nu møder han hende så, lige inden hun dør, på et plejehjem – og får lyst til at skrive hendes pris for derigennem at fortælle om sig selv, og hvordan han selv i mellemtiden blev reddet af en ”frelser-pige”.
En historie fra efterkrigstiden. Sådan som der var i opgangene i den indre by. De gode, stille mennesker, der tog sig af de forsømte børn, dem hvis forældre drak af mange gode grunde. Der er en særlig realisme i skildringen af disse drenges liv, hvad de hører, hvad de forstår af det, de hører, hvordan stemningen er rundt om middagsbordet. Børnenes måde at dække over deres forældres fejltrin. Deres stille forelskelser, og så det at blive forstået og taget ind af den stille Sigrid og hendes mand, musikeren Bertil, i deres grå sofa om eftermiddagene i deres lejlighed i opgangen.
Alt dette lyder i referat som et brev til en brevkasse om et levet liv. Bevægende og ægte fortalt. Men er det kunst?
Hvis det er kunst, er det fantastisk godt gjort. Jeg tror nu mere, det er en tilrettelagt erindring af forfatterens eget liv. Og som sådan fortalt med en enkelhed, der holder sig i barnehøjde og ikke ved mere, end der kan vides i den alder. Og så ukunstlet i sine replikker, påholdende i hele sin stil, når der ikke leges med forskellige satser og punktstørrelser, noget der forekommer ganske unødvendigt.
Som titlen siger, er der engle med mange forskellige ansigter, som Sigrid overbeviste drengene om det. Engle har ikke bare vinger, de går i dagligt tøj. Godheden findes, og den kommer, når man mindst venter den. En bog om et livs mirakler, dagligdagens mirakler, men netop derfor så troværdige.