Prøv avisen

Englenes foranderlige væsen

ROMAN: Den norske forfatter Karl Ove Knausgård har kastet sig ud i en tour de force om englenes væsen, bibelhistorie og det moderne menneskes længsel efter det guddommelige

Det er svært ikke at forelske sig i de vilde og vildfarne engle, der optræder i Karl Ove Knausgårds roman Alting har en tid. I det hele taget er Knausgård fabelagtig til at levendegøre nogle af Bibelens mest rå og billedlige fortællinger, for eksempel brodermordet på Abel og historien om Noas ark (Noa kaldes konsekvent Noak i romanen).

Til gengæld kniber det med at fastholde fascinationen i sidste del. På de sidste 50 sider dukker en gammel kending, Henrik Vankel, op, og hans intellektualiserende fortællergen får overtaget. Han var hovedperson i Knausgårds første roman Ude af verden, hvor han var lærer og dyrkede sex med en af sine elever. Nu er han draget ud på en mere eller mindre øde ø for at pine sig selv. Selvom det bringer historien om englene og deres degeneration op til vore dage, er det i samklang med teoretiseringerne ikke så lidt af en selvpinerisk nedtur.

Der løber altså tre spor i Alting har en tid. Det begynder med englene, hvor fortælleren går Bibelen og andre skrifter efter i sømmene for at finde ud af, hvad der er med de engle. Antinous Belloris fra 1500-tallet og hans skrift Om englenes natur kommer til at spille en større rolle. Antinous hævder nemlig at have set to engle, og den situation genskaber fortælleren, ligesom han i det andet spor, som fylder det meste af romanen, genskaber bibelhistorierne om Kain og Abel og om Noas ark. Det tredje spor er så de sidste sider om Henrik Vankel, der er fortælleren af de to andre forløb. Englene og Vankels fascination af dem binder det hele sammen.

De fleste af os kender historien om Kain og Abel, og derfor er det særligt gribende, at Knausgård giver denne fortælling sådanne psykologiske nuancer og sådant liv, at man ind i mellem tror, det er første gang man hører historien.

Abels natur er nemlig tæt forbundet med englene, der med et koldt blik på menneskene kun længes efter Gud, og han slægter dem på i deres afstumpede renhed. Abel kigger hele tiden længselsfuldt mod keruberne, der vogter indgangen til Edens Have.

Landskaberne, her tæt på Edens Have, med fjelde og elve, står tydeligt for ens indre blik, og man oplever Kains tunge, forknytte tanker som trykken for ens bryst. Kains vrede mod broren og rollerne, de to brødre indtager, er slet ikke så entydige, som man skulle tro.

Da beretningen om Noa og hans ark udfolder sig, finder man snart ud af, at også her har englene en rolle at skulle spille. Noa er med sit albinoudseende tæt på englene, derfor skal han reddes. Samtidig skildres de stigende vandmasser, så man ser dem for sig og forskrækket trækker foden til sig, fordi man tror, den bliver våd; og de menneskers skæbner, tæt på Noak, som må drukne, får så meget nærværende liv, at man forfærdes, da de ikke kommer med på arken.

Alt sammen er det skildret, så det virker, som om det foregår i Norge inden for de sidste 150 år. Således optræder der både tapet, skjorter og elve. Det får vi også forklaret: Efter syndfloden var intet bevaret om tiden før; derfor dannede folk fortællingerne om fortiden i deres eget billede, siger Henrik Vankel.

Som man kan se, opfatter Knausgård eller rettere Henrik Vankel de kristne fortællinger som bogstavelige, ikke symbolske, og det kommer der nogle storladne historier ud af.

Alting har en tid er Henrik Vankels tour-de-force for at forstå sig selv, vestligt tankegods og det guddommeliges efter hans opfattelse foranderlige væsen, og der kommer en formidabelt konkret og ukristen pointe ud af det, som gør indtryk, når først man er blevet fanget af de mystiske engles væsen. Alting har en tid er også Knausgårds kraftpræstation for at forstå det søgende og selvdestruktive menneske, som Henrik Vankel er, og Vankel bliver et billede på det moderne, intellektuelle menneske.

Men det, der for alvor griber læseren, er ikke den religiøse pointe, selvom den er interessant, og selvom Vankel skaber gribende billeder til forståelse af det guddommeliges egenartede foranderlighed. Nej, det medrivende er Knausgårds billedskabende fortælleevne. De bibelske figurer lever videre i ens bevidsthed, og de voldsomme engle og deres kolde øjne hjemsøger ens drømme.

Kort sagt, næste gang må man håbe, at Knausgård overgiver sig til sin maleriske og psykologiske fortælleintensitet og lægger en dæmper på sin trang til at overveje alting i lange teoretiske afhandlinger.

kultur@kristeligt-dagblad.dk