Prøv avisen

Enhver er både almindelig og unik

Digter, Søren Ulrik Thomsen. Foto: Claus Bech

- Jeg synes, at det er så centralt, at mennesket kan ses fra flere sider, siger digteren og essayisten Søren Ulrik Thomsen, der taler om den danske "borger-lighed", fordi vi ligner vores "modbilleder" mere, end vi vil være ved

Tevandet koger i Søren Ulrik Thomsens lejlighed med en blå flamme under den gamle kedel, der måske også gemmer sig bag linjerne "vandet koger/jeg er levende" i det legendariske digt "levende" fra debutsamlingen "City Slang" fra 1981. Det samme digt blev også titlen på Jørgen Leths dokumentarfilm fra 1999 om den danske digter, der efterhånden har inspireret flere generationer af skribenter, studerende og håbefulde hjemmedigtere med sine præcise sætninger.

Han er formentlig den eneste nulevende storbypoet, der går med ternet skjorte og seler. Og der er som regel fuldt hus, når han tager ud for at læse op. For ingen læser digte op som Søren Ulrik Thomsen. Det erfarede Deres udsendte første gang, da København Universitet for ti år siden arrangerede et særligt seminar om hans forfatterskab, efter at han havde udsendt samlingerne "Hjemfalden" og "Det skabtes vaklen" i 1990'erne. Dengang kom der studerende valfartende fra Odense og Århus for at opleve ham, så der var pakket til bristepunktet i forelæsningssalen, da han endelig ankom. Men da han fik ordet, sagde han ingenting. Han holdt blot "Det skabtes vaklen" dirrende i den ene hånd, mens den anden hånd rakte ud mod os med en dirigents koncentrerede indlevelse. Sekund efter sekund trak han spændingen, så da han til sidst begyndte at messe sine sikre sætninger, var hele salen fyldt med elektromagnetisk forventning.

I tidens løb har Søren Ulrik Thomsens værker været ventet med samme spænding. For hans forfatterskab skal ikke måles i mængden af ord, men i størrelsen af dem. Og blandt danskstuderende har han nærmest samme status som David Bowie, der hænger portrætteret i entreen som en af de mange husguder i Søren Ulrik Thomsens hyggelige kunstnerhule. Og man behøver ikke at være livsstilsekspert for at kunne gætte, at han har mange helte. For hans taglejlighed i hjertet af København er tapetseret med filmplakater og portrætter af døde poeter. Kun plankegulvene er bare som tomme stykker papir, mens væggene er fyldt som et spækket museum over alt det, der inspirerer ham. Og det er ikke så lidt.

For her kan modsætninger bogstaveligt talt sagtens være i stue med hinanden. Ved siden af eksotiske genstande og et menneskekranium står et relief af Jomfru Maria således på den store bogreol i stuen, og på den modsatte væg hænger et af de første danske pornofotografier. I arbejdsværelset hænger B.S. Ingemann og J.P. Jacobsen, endda ved siden af hinanden, selvom den ene er repræsentant for det religiøse og den anden for naturalismen. Nedenunder hænger et indrammet telegram fra "morbror Børge", der tilsyneladende også havde et præcist sprog. For der står ikke andet end "nej" på blanketten:

– Han var jernbaneingeniør og var med til at bygge den transiranske jernbane. Og da mine oldeforældre skrev til ham, at de havde fundet en stilling til ham herhjemme, så sendte han bare den der, siger Søren Ulrik Thomsen og slår en stor latter op, inden han igen forsvinder ud i køkkenet.

Søren Ulrik Thomsen pusler med teen ved gaskomfureet. Det er ikke så underligt, at Søren Ulrik Thomsen netop elsker te, der kræver en særlig tålmodighed at lave. Digtere lever jo nærmest af ventetid. Ikke kun for kunne beskrive stemninger fra efterår til forår, men også mellem ordene. For digtsamlingernes halvtomme sider skaber en anden form for stoflighed end prosatekster, så digtets få sætninger rejser sig som stærke planter, fordi de får nok plads til at blive til noget særligt. Frugterne er selvsagt den skov af betydninger, der kan blive ved med at spire frem, mange år efter at ordene blev plantet på papiret. Sådan er de bedste digte, og sådan er Søren Ulrik Thomsens digte. Det er derfor ikke uden grund, at hans seneste digtsamling, "Det værste og det bedste", (indtil videre) er trykt i 13 oplag. Men de seneste otte år har han til gengæld ikke sendt en eneste digtsamling ud.

– Jeg skriver, hvis jeg har noget at skrive. Jeg kunne da aldrig finde på at sige til mig selv "nå, jeg er jo digter, jeg må hellere skrive et digt i dag". Men for andre digtere er det en vigtig del af deres æstetik at arbejde i en konstant skriftstrøm og udsende mange bøger. Det er et temperamentsspørgsmål, og den ene måde er ikke mere rigtig end den anden. Selv tilhører jeg nok dem, der må finde sig i, at der kan gå år, før der pludselig er lys i lygten, siger Søren Ulrik Thomsen, mens vi sidder og nipper til hver vores skoldhede kop te.

Til gengæld har han markeret sig markant i debatten som essayist. Også hans essay er fulde af musikalitet, og lige siden debuten i 1981 har han faktisk både arbejdet som digter og essayist. Det var også netop som essayist, at han i efteråret var nomineret til Dansk Banks Litteraturpris for "Repremiere i mit indre mørke". Og det er den bog, der ligger imellem vores tekopper:

– For mig er poesien og essayet to ligeværdige genrer. Men jeg kan ikke bare frit "vælge" imellem dem, for formen er afhængig af, hvad det er for et stof, som presser sig på. Det ville for eksempel være næsten umuligt at reflektere over seksualitetens historie gennem de seneste 50 år i den slags digte, jeg skriver, men det kunne jeg så udfolde som essay. Og jeg holder meget af begge genrer – og deres forskellighed, siger Søren Ulrik Thomsen og peger på sin gamle rejseskrivemaskine på bordet bag mig:

– Jeg har altid opfattet det at skrive digte som noget meget stofligt og konkret. Derfor skriver jeg digtene på min lille Olympia rejseskrivemaskine, så jeg kan høre tasternes knaldhårde lyd, når de mejsler ordene ned i A4-arket. Computerens endeløse rum er alt for abstrakt. Til gengæld bruger jeg den her til at skrive essay, siger han og klapper sin bærbare computer.

Har du aldrig overvejet at skrive en roman?

– Jo, men hvis jeg havde haft evnen, er jeg sikker på, at jeg allerede havde gjort det. I modsætning til mig kan rigtige prosaister nemlig skabe fiktive figurer, som lever deres eget liv i romanens univers, mens de personer, der optræder i mine essay, jo alle sammen er virkelige: min far, mig selv, Jens Jørgen Thorsen og så videre. Men det "jeg" og det "du", man finder i digtene, har en helt tredje status, fordi de hverken henviser til fiktive eller til faktiske personer. De er nærmest en slags principielle instanser, lidt i stil med x og y i en ligning, selvom digtet selvfølgelig er skrevet af et virkeligt jeg med inspiration fra et bestemt liv.

Ud over billedbogen "København – con amore" og de tidligere poetikker "Mit lys brænder" og "En dans på gloser", der også bærer præg af essaygenren, har Søren Ulrik Thomsen udgivet essaysamlingerne "Kritik af den negative opbyggelighed" (sammen med Frederik Stjernfelt) og altså senest "Repremiere i mit indre mørke", der samler essay om alt fra tobak over tanker om seksualitet til en kritik af brugen af modbilleder for at fremme sit eget selvbillede. Med det sidste emne udbygger Søren Ulrik Thomsen sine tanker fra "Kritik af den negative opbyggelighed", hvor en af pointerne er, at alle vil være outsideren eller den lille dreng i "Kejserens nye klæder", der siger, at de andre ikke har noget på. Men man lever i en fantasi, hvis man tror, at man kan finde sig selv ved at nøjes med at kritisere andre, mener Thomsen, der selv har måttet omvende sig fra sin egen omvendthed:

– Jeg er vokset op i en ungdomskultur i slipstrømmen efter ?68 og så mig selv som en person i opposition til alt det komforme, der så blev inkarneret i det småborgerlige gennemsnitsmenneske eller den upersonlige kontormand.

Men på et tidpunkt gik det op for mig, at jeg kendte en kontormand ganske godt, nemlig min far, som overhovedet ikke passede på det billede, siger Søren Ulrik Thomsen og slår ud med armen:

– Min far passede sit arbejde i banken til punkt og prikke, og det kunne aldrig falde ham ind at slække på de borgerlige høflighedsformer. Men samtidig gik han nøgen rundt i haven og modellerede en kæmpestor kvindetorso, han og min mor hørte Bob Dylan og Povl Dissing og dansede kædedans gennem stuerne med deres venner. Så for mig at se skulle ungdomsoprørets fantasi om den livløse kontormand nok så meget tjene som modbillede, så man selv kunne fremstå som et spændende undtagelsesmenneske, der med store omkostninger rev sig løs af det borgerlige samfund og levede et mere autentisk liv.

Søren Ulrik Thomsen samler sit eget slidte eksemplar af "Repremiere i mit indre mørke" op i lyset foran vinduet, inden han tilføjer:

– Et vigtigt ord i essaysamlingen er ordet "fikserbillede". Faktisk brugte jeg det så tit, at jeg blev nødt til at rense ud i det. Jeg synes, at det er så centralt, at mennesket kan ses fra flere sider, og det er min far et godt eksempel på. På den ene side var han en urokkelig borger, der omhyggeligt pudsede sine sko, betalte sine regninger og altid svarede høfligt. Men vender vi billedet lidt, ser man en særdeles belæst og kreativ person, som den dag i dag gør lige, hvad der passer ham, og rent faktisk udlever ungdomsoprørets paroler. Omvendt syntes jeg og mine jævnaldrende dengang, at vi selv var nogle stærkt individualistiske bohemer, men også det var et fikserbillede. For lignede vi måske ikke hinanden på en prik med vores cowboyjakker og ørkenstøvler og nøjagtig ens synspunkter og samlinger af rockmusik?

Kan man ikke sige, at I bare overtog en lang tradition for at skabe modbilleder? Selv Kierkegaard skriver jo om spidsborgeren som et modbillede på at være reflekteret omkring sin egen identitet.

– Naturligvis er man altid nødt til at afgrænse sin identitet over for andre mennesker. Men min pointe er, at ethvert menneske både er ganske almindeligt og helt unikt. Alle mennesker er almindelige, fordi vi grundlæggende har nogle fælles ønsker og behov, og alligevel findes der jo ikke to, som er ens. Står man og kigger på en kæmpemæssig boligkarré, er det let at tro, at beboerne er ansigtsløse massemennesker, men folk bliver da ikke ens af at bo i standardiserede lejligheder og købe ind i det samme supermarked. Og omvendt deler selv den mest romantiske rebel jo behov med enhver anden: en ordentlig bolig, mad, tøj og lægehjælp. Og det er så det, jeg kalder hans "borger-lighed", som det er vigtigt at vedstå sig.

Hvad er problemet med at definere sig i forhold til modbilleder?

– Hvis man bilder sig ind kun at være almindelig eller kun unik, projicerer man sin egen fraspaltede skyggeside over på andre. Der er altid grund til at være på vagt over for dystre normalitetskulter, som beruser sig i en fantasi om, at de selv repræsenterer det almindelige, det rigtige og det normale og derfor hader løs på folk med en forkert seksualitet, en forkert hudfarve, en forkert religion og så videre. Og så findes der den, for hvem det er så vigtigt at fremstå som åndsaristokratisk ener, at han af hensyn til sig egen identitet er nødt til at se resten af menneskeheden, som om den er fremstillet på samlebånd. Men for mig at se er det vigtigt at indrømme, at man selv er både almindelig og unik. Og at indrømme andres samme sammensathed.

Hvilke modbilleder har du selv haft?

– Jeg har da haft præcis de samme modbilleder som så mange andre i min generation. Og senere har jeg anskaffet mig nye fordomme, som jeg så har været nødt til at revidere. For eksempel kan jeg ikke længere abonnere på idéen om, at storbyen er ene om at repræsentere den avancerede kunst, mens provinsen er nedsunket i reaktionær Morten Korch-formørkelse. Den forestilling er svær at opretholde, når man har været inviteret til at læse digte op i et sognehus i Vestjylland, hvor 100 mennesker så en tirsdag aften sidder klar til at diskutere den nyeste litteratur, som de viser sig i allerhøjeste grad at følge med i.

ohrstrom@kristeligt-dagblad.dk