Enke efter fire kunstarter

Alma Mahler er blevet kaldt en ægte »femme fatale« - med god grund. Født som Alma Schindler i Wien i 1879 i det bedre borgerskab tiltrækker hun som ung en række fremtrædende mænd fra kulturlivet: teaterdirektøren Max Burckhard, maleren Gustav Klimt og komponisten Alexander Zemlinsky, som underviser hende i komposition. Men hendes tilnavn »enken efter de fire kunstarter« skyldes hendes ægteskaber og kærlighedsaffærer med komponisten Gustav Mahler, arkitekten Walter Gropius, maleren Oskar Kokoschka og forfatteren Franz Werfel. Og så har vi ikke nævnt »det løse« - de mindre betydningsfulde elskere. Samtiden - og bestemt også eftertiden - har i Alma Mahler set en storforbruger af geniale mænd, en »belle dame sans merci«, der tiltrak kunstnere, gjorde dem kulrede og forkastede dem. Det lykkes fint for den danske forfatter og kunsthistoriker Ingegerd Danielsen i sin roman »Lille wienervals« at råde bod på den noget stereotype, fordomsfulde opfattelse af Alma Mahler. Ingegerd Danielsen anlægger uden antydning af 1970'er feminisme en psykologisk-forsonende vinkel på det righoldige stof om denne kvinde, og lader Alma som gammel (hun dør i New York i 1964) nedskrive sin hemmelige dagbog, der i et præcist sprog danner portrættet af en spændende, begavet kvinde, der allerede som 13-årig mistede sin far. Meget ung gifter Alma sig med den noget ældre Gustav Mahler, og det bliver en af romanens pointer, at dette forholdsvis korte, første ægteskab, der ender ved Mahlers død i 1911, var hendes livs omdrejningspunkt. Da Alma Mahler som gammel kvinde kan lave en slags statusopgørelse over sit liv, kan hun se, at mændene ofte var mere forelskede i Gustav Mahlers enke end i Alma selv. »Mystisk, fjern og dragende. En sibylle, halvt gudinde, halvt heks.« Men Alma Mahlers liv bestod ikke kun af erotik; det var også fyldt af børnefødsler, aborter, børnenes sygdomme og død, rejser og flugt fra det gryende jødehad i 1930'ernes Wien, da hun er sammen med jøden Franz Werfel. »Jeg er et menneske. Basta!« Forfatteren til »Lille Wienervals« fastholder, at hendes arbejde ikke behøver at være den endegyldige sandhed om Alma Mahler, men man kan hævde, at det så sandelig heller ikke behøver at være samtidens fordømmende og pirrede holdning, der er sandheden om hende. Fra sidste århundredes slutning og langt ind i tiden omkring Første Verdenskrig havde den mandlige selvopfattelse det mildt sagt svært. Vi kan spore den mandlige krise i kunstværker som Strindbergs »Faderen«, Oscar Wildes drama »Salome«, i Nietzsches forskruede kvindeopfattelse. I Gustav Klimts kvindeportrætter »Wasserschlange«, »Goldfische« og »Judith«. Mændene er både skrækslagne ved den selvstændige, erotiske og lokkende kvinde - og tryllebundne. Jo,jo, de havde det svært, de herrer, i spændingen mellem den lukkede følelsesbundne, borgerlige opdragelse og de forskellige former for kvindefrigørelse, der prægede tiden. La femme fatale-forestillingen træder derfor ind i kulturen som et dobbelt-billede, der både afspejler en mandedrøm og en skrækvision, og som fastbinder en kvinde som Alma Mahler. Ingegerd Danielsens bog er et gedigent værk, hvor både Gustav Mahler og Alma træder i karakter som figurer. Den er ikke tynget af tidligere litteratur om fænomenet Alma Mahler; tværtimod er det en bog med et sikkert, nuanceret overblik. Ingegerd Danielsen: Lille Wienervals, 282 sider, 278 kr. Forlaget Rosinante.