Når Laus Strandby Nielsens nye digtsamling – den 10. i forfatterskabet – er bedst, skyder den højt op i den danske poesis skyline. Det skyldes ikke, at den puster sig op med storladne poetiske virkemidler. Tværtimod. Grunden til, at Strandby Nielsens poesi i ”– og andre steder”, som den aktuelle udgivelse hedder, ganske ofte skraber skyer, er, at den med et uhøjtideligt, enkelt og elegant sprog formår at puste nyt liv i den genkendelige og vaneprægede verden.
Strandby Nielsens digte kan skærpe vores sanser og give os nye briller at se med, så vi efter endt læsning måske kan få øje på den forunderlige og mangfoldige virkelighed, vi er en del af. Læs bare dette smukke poetologiske digt: ”Det er efterår/ i Kosovo,/ de efterårsantændte,/ gule, gulgrønne, rustrøde blade/ overvintrer allerede/ før de er faldet fra træerne/ inden i ordet skønhed// som jeg ikke ved hvad hedder/ på albansk, serbisk, makedonsk,/ græsk, katolsk, demokratisk,/ heroisk, idiotisk, realpolitisk,/ kafkask, symbolsk.// Men det betyder ikke noget så længe/ du, min sprogkyndige læser/ forstår hvad du ser/ ud af sprogets øjenkrog.”
I den nye samling af digte er det særligt skyerne, som Strandby Nielsen vil have os til at se ud af ”sprogets øjenkrog”. I lighed med mange af litteraturens krumtapper har den gode digter nemlig hævet blikket mod de både symbolske og konkrete skyer, der driver rundt sammen med os, som nu eksempelvis i dette lille sky-digt, der tager form som en sindig filosofisk-eksistentiel remse: ”Vi er det der bliver tilbage/ når skyerne er drevet videre.// Jeg er det der bliver tilbage/ når vi er drevet videre.// Skyerne er det der bliver tilbage/ når jeg er drevet videre.”
Hos Strandby Nielsen er skyerne altid mere end bare fortættet vanddamp, der svæver i atmosfæren. Skyerne er gådefulde og guddommelige, aktive og kreative, foranderlige og forunderlige. De er besjælede, ligner snart det ene, snart det andet og spejler sig i mennesket, ligesom mennesket spejler sig i dem.
I disse digte bliver vi overbevist om, at skyerne over store byer sover dårligt, fordi de ikke bryder sig om at blive lyst op nedefra, mens skyerne over havet ”sover som/ (fjerlette porøse) sten”.
Vi får sans for, hvordan ”Denne her næsten hvide sky/ der dækker mindst hele Aarhus/ er det modsatte af et jordskælv./ Mærk selv efter”.
Vi hører, at ”Skyerne over Reykjavik/ har opfundet betonhusenes dybe grå farve/ og nu bruger de resten af evigheden fx// mens vi venter/ på bussen og undres/ over de absurd små/ busbilletter// på eksperimenter/ med at fortynde/ og fortætte denne idé om substans”.
Og vi lærer at forestille os, hvordan skyerne ville læse, hvis de kunne: ”De ville læse som Gud læser biblen,/ dvs. slet ikke, og de ville forstå alt// hvad der er at forstå. De ville rejse statuer/ som ville ødelægge sig selv af deres Linné,// Luke Howard som inddelte dem i Stratus,/ Cumulus, Cirrus osv., de ville citere hans ord:// ’water suspended in the atmosphere’/ som vi citerer ’cogito ergo sum’”. Sådan vrimler Strandby Nielsens poesi igen og igen med skæve, legesyge, finurlige og fabulerende billeder om skyhimlens mærkværdige verden.
Selvom ”– og andre steder” enkelte gange trækkes ned af blandt andet en lidt for banal politisk-satirisk tone, der ikke klæder digteren nær så godt som den underfundige og humoristiske, så ændrer det altså ikke på, at man som læser ikke så sjældent er helt oppe i skyerne.