Prøv avisen
Poesi

Enkle og dybe og klare digte

5 stjerner

Den islandske forfatter Einar Mar Gudmundsson har skrevet en fortræffelig samling digte om sociale problemer, kærlighed og tilværelsens uudgrundelighed

Litteraturkritikeren Poul Borum havde blandt et af sine berømte bonmoter, at ”gode digte er enkle og dybe og klare”. Dette udsagn passer naturligvis ikke på alle gode digte, men for Islands nok bedst kendte nulevende forfatter, Einar Mar Gudmundsson, er det en præcis karakteristik.

At Gudmundsson er en glimrende poet, er ellers ikke nogen selvfølgelighed, da han først og fremmest er kendt som prosaist med et forfatterskab på en snes romaner og novellesamlinger, mens det kun er fjerde gang, han udfolder sig som lyriker.

”Til rette vedkommende” lyder den fordringsløse titel på Gudmundssons digtsamling, og at denne åbne og anonyme tiltaleform anslås, passer på paradoksal vis til digtene, idet der i teksterne tales lige ud i det uendelige rum, som man kender det fra den klassiske modernisme. Det paradoksale i titlen er, at det på intet tidspunkt drejer sig om nogen konform eller formel henvendelse, som ”Til rette vedkommende”-formen normalt konnoterer, men at der tales om store universelle emner såsom livet, døden og poesien, som er hinsides enhver smålig form for socialitet.

Man tager dog fejl, hvis man tror, at der er noget luftigt og abstrakt over Gudmundssons digte. De tager ofte livtag med konkrete psykologiske og sociale problemer som i et ironisk digt om kristendommen: ”Gud holder alt for mange tolke / beskæftiget, mange flere end der / oprindeligt blev ansat.”

Vi får tilsvarende et par sarkastiske salver om det kriseramte islandske samfund: ”Efterårsbladene falder / som værdipapirer / og forude er der intet. / Dér sidder en kvinde i en leaset jeep / på vej hjem fra en gardinforretning / og en anden med plasticpose fra Netto / er på vej over en gangbro.”

Det er imidlertid de positive visioner, der gør størst indtryk i Gudmundssons digtsamling. Det gælder nogle vidunderlige kærlighedsdigte, hvor man for eksempel hører: ”Jeg ser ind i dine øjne, / så smukke i mørket, / som månen udenfor / og træernes nøgne grene.”

Allerstærkest er en række kosmiske digte, hvor der sker en åbning mod uendeligheden i lange bølgende gentagelsesforløb af stor skønhed. Et pragtfuldt digt lyder: ”Den lune vind strømmede / og tiden sang i ørerne, / du åbnede døren / du åbnede vinduerne / du åbnede sindet, / alt hvad der lod sig åbne / og vi befandt os / i et andet hus, i en anden verden, / i en anden drøm, i en anden historie, / i et andet digt …”

Einar Mar Gudmundssons ”Til rette vedkommende”, der er glimrende oversat af Erik Skyum-Nielsen, er i sandhed en digtsamling, man skal læse, hvis man vil stifte bekendtskab med noget af den bedste poesi, der er skrevet i Norden i år. Hvad angår bogudgivelsen, skal det tilføjes, at den islandske billedkunstner Tryggvi Olafsson har bidraget til værket med en række smukke og smagfulde litografier, der i høj grad understøtter Gudmundssons digtes præg af at være enkle og dybe og klare for nu at vende tilbage til denne anmeldelses indledning.