Prøv avisen

"Enten-Eller" er både en gåde og en åbenbaring

Kierkegaard-forsker Joakim Garff forsker i øjeblikket i Søren Kierkegaards forståelse af dannelsesbegrebet. Foto: Leif Tuxen.

Tobindsværket Enten-Eller gjorde Søren Kierkegaard verdensberømt og er fortsat det værk af filosoffen, som flest har læst -- i uddrag. Ironisk nok var det i sin tid en kritisk anmeldelse af bogen, der provokerede Kierkegaard til at blive den forfatter, han blev

Kierkegaard-forskeren Joakim Garff blev landskendt, da han i 2000 udgav bestsellerbiografien "SAK" om Søren Aabye Kierkegaard. Biografien blev af flere udnævnt til den "ultimative biografi" om Kierkegaard. Joakim Garff er imidlertid stadig i færd med at udforske det forfatterskab, der i sin tid blev bestemmende for hans valg af det teologiske studium og har præget hans livssyn afgørende.

Kierkegaard og dannelsen

I øjeblikket forsker han i Kierkegaards forståelse af dannelsesbegrebet. Det skal der efter planen også komme en større bog ud af. For man kan blive ved med at finde nye dybder og paradokser i Kierkegaards svimlende rige forfatterskab, der holder et helt forskningscenter fuldtidsbeskæftiget i Vartov midt i København.

Danmarks største filosof gennem tiden er nemlig både krævende, dyb, mangetydig og ikke mindst en litterær drillepind af Guds nåde. Mange af sine værker udgav Kierkegaard under forskellige pseudonymer, så det er ikke uden grund, at Joakim Garff mener, at man frem for "Kierkegaard" måske burde tale om "Kierkegaarde". Sammen med H.C. Andersen er den magiske magister blandt de hyppigst oversatte danske forfattere. Men især ét værk har medvirket til hans verdensberømmelse – gennembrudsværket "Enten-Eller". Og det var også "Enten-Eller", der var med til at vække Joakim Garffs interesse for Kierkegaards forfatterskab i en tidlig alder:

"Min kierkegaardske raptus tog sin begyndelse i gymnasiet, hvor vi i dansktimerne sad og fedtede med nogle tvivlsomme, freudianske tolkningsmodeller og spildte megen kostbar tid på at analysere triviallitteratur. Pludselig gjorde Kierkegaard så at sige sin entré ad bagdøren og trak en helt anden storartet og forunderligt anderledes verden med sig," siger Joakim Garff, der hurtigt blev afhængig af sit nye læsestof:

"Beruselse er måske det ord, der dækker min oplevelse bedst. Kierkegaard blev min anden opdrager, en guide til guldalderen, sprogligt berigende og ikke mindst en erfaren rådgiver i eksistentielle anliggender, hvoraf der jo i ungdommen er forfærdende mange. 'Det er maaskee dog stundom faldet Dig ind, kjære Læser', hedder det i den allerførste linje i 'Enten-Eller'. Dermed er tonen, den intime tone, slået an: Man er Kierkegaards kære læser, den udvalgte, geniets fortrolige, hin enkelte in spe. Kierkegaard kan være vanskelig at forstå, derom ingen tvivl, men vanskeligheden opvejes rigeligt af den forrygende omstændighed, at man føler sig forstået af ham – på tværs og på trods af historiske, intellektuelle og andre afstande."

Hvad gør "Enten-Eller" til en klassiker?

"Mark Twains definition på en klassiker passer vel også meget godt på 'Enten-Eller', der er kendt af de fleste, men læst af de færreste. Lidt mere ligefremt kan man vel sige, at 'Enten-Eller' har fået klassikerstatus, fordi værket ikke blot var epokegørende ved sin fremkomst, men også siden har fået enorm betydning for blandt andet eksistentialismens udformning. Selvom bogen bestemt har litterære og filosofiske forbilleder hos blandt andre Heiberg, Sibbern og Poul Martin Møller – for nu blot at nævne nogle af de danske inspiratorer – så markerer bogen et nybrud, der gør det rimeligt at tale om tiden før og tiden efter 'Enten-Eller'. Bogens titel er umiddelbart appeli al sin kategoriskhed, men værket selv, især dets første del, er faktisk en langstrakt labyrint bestående af meget forskellige tekster, som de færreste formentligt læser i umiddelbar forlængelse af hinanden, men springer frem og tilbage imellem, hvad jeg sådan set også vil anbefale, ellers risikerer man bare at tabe pusten," siger Joakim Garff, før han selv kaster sig ud i en hæsblæsende sætningssolo om den komplicerede komposition i første del af "Enten-Eller":

"Efter et fiffigt forord, hvor en udgiver ved navn Victor Eremita redegør for de påfaldende omstændigheder, hvorunder de mangfoldige skrifter er kommet ham i hænde, følger en serie sentenser eller bonmoter samlet under betegnelsen 'Diapsalmata', der byder på bittersøde betragtninger over tilværelsens tomhed og kun glimtvise herlighed. Det er også her, man finder det berømte stykke om at gifte sig eller ikke gifte sig og fortryde begge dele. Derpå følger en forelsket lovprisning af Mozarts geni, som det især kommer til udfoldelse i hans opera 'Don Juan'; en brillant studie af ligheder og forskelle mellem den antikke og den moderne tragedie; psykologisk mikroskopi af forskellige kvindeskikkelser, hvis mænd bedrog dem og derved beseglede deres skæbne for stedse; en tekst om verdens ulykkeligste menneske samt en analyse af den franske forfatter Eugène Scribes enakter 'Den første Kjærlighed'. Sig ikke at man ikke kommer vidt omkring!"

"Efter disse alvorsfulde sager kommer en fornøjelig opsats kaldet 'Vexel-Driften', der rummer muntre råd til enhver, der hellere vil dø af grin end kede sig ihjel. Endnu har man dog det i mine øjne absolut bedste til gode, 'Forførerens Dagbog', der som en slags dæmonisk dannelsesroman afslutter første del af værket."

Hvorfor er disse aforismer og "Forførerens Dagbog" fra første bind blevet de mest kendte dele?

"De fleste aforismer i 'Diapsalmata' er korte, litterært fint forarbejdede tekststykker, nogle af dem ligner faktisk prosadigte til forveksling. Andre er drevet af en lidenskab, i hvis navn der protesteres mod tidens selvgode forstandighed, borgerskabets illusoriske tryghed, mageligheden og det livløse livssyn. At en tekst som 'Forførerens Dagbog' er gået over i historien, kan heller ikke undre. Dels viser den Kierkegaards retoriske mesterskab, dels skildrer den psykologisk raffineret en forførelse, hvis inderste væsen er angst. Og endelig kan den vanskeligt læses uden behørige, biografiske sideblik til Kierkegaards egen forlovelseshistorie med Regine Olsen, som dagbogen ifølge Kierkegaard havde til hensigt at forarge i en sådan grad, at hun skulle få lettere ved at opgive sin kærlighed til Kierkegaard."

"Måske er det gået lige modsat, det ved vi ikke, ja, vi ved end ikke, hvad Regine syntes om 'Forførerens Dagbog', eller om hun nogensinde fik læst den. Men mon dog ikke? Derimod ved vi, at kritikeren P.L. Møller udnævnte 'Forførerens Dagbog' til at være noget af det bedste, Kierkegaard havde skrevet, hvilket i den grad oprørte Kierkegaard på den religiøse produktions vegne, at han slog Møller i hovedet med et citat af Lichtenberg: 'Sådanne værker er spejle: Når en abe kigger ind, kan ingen apostel skue ud'. Så kan en abe som Møller måske lære det!"

"Forførerens Dagbog" afslutter blot første del af "Enten-Eller", der følger æstetikeren A. Anden del af værket består primært af breve fra etikeren B.

"Da æstetikeren så at sige hverken finder ind i sig selv eller ud af sig selv, tilsender etikeren, assessor Wilhelm, ham to lange breve, det ene hedder 'Ægteskabets æsthetiske Gyldighed', det andet 'Ligevægten mellem det Æsthetiske og det Ethiske i Personlighedens Udarbeidelse'. I disse breve, der altså udgør 'Enten-Eller's anden del, fremlægges for æstetikeren og dermed læseren det uomgængelige i at tilegne eller vælge eller modtage sig selv. Et menneske er på den ene side noget på forhånd givet, men det kan på den anden side forfejle sin bestemmelse, afvige fra sig selv og blive en anden, end det var anlagt til at være," siger Joakim Garff, der stadig kan finde nye filosofiske rigdomme i det store værk:

"For hvilket værk er 'Enten-' egentlig? Er det en eksistentialistisk grundtekst, en æstetisk-filosofisk essaysamling, en dannelsesroman eller måske i virkeligheden lidt af hele eller noget helt femte? Siden jeg læste værket første gang, har jeg selv fået kone og fire børn, så min sympati for ægtemanden Wilhelms behjertede bestræbelser er ikke blevet mindre med årene."

Hvad tror du, Kierkegaards eget sigte var med at skrive værket?

"Han havde ambitioner om at blive, hvad han blev, nemlig Søren Kierkegaard!"

"Enten-Eller" gjorde også lykke i sin samtid. Bogen fik en fortræffelig modtagelse og blev udførligt anmeldt i aviser og tidsskrifter, fortæller Joakim Garff:

"Aldrig oplevede Kierkegaard en tilsvarende succes. Bogen gav desuden anledning til en salgsfremmende diskussion af, hvem der mon skjulte sig bag den pseudonyme udgiver, Victor Eremita, en diskussion, som Kierkegaard for øvrigt selv bidrog aktivt til. Ikke længe efter udgivelsen skrev han til avisen 'Fædrelandet' en længere artikel med titlen 'Hvo er Forfatteren af 'Enten-Eller'', hvori han skarpsindigt forsøger at indkredse værkets forfatter. Artiklen, der er signeret 'A.F.....', hvilket formentlig står for "Af Forfatteren", er et snurrigt bidrag til den litterære kispus, som det dannede læsepublikum i lilleputhovedstaden København dengang legede med hinanden. Hvem der var forfatteren af 'Enten-Eller', vidste de fleste, som interesserede sig for sagen, ret tidligt. Allerede på udgivelsesdagen, den 20. februar 1843, skriver Henriette Wulff til H.C. Andersen, der befinder sig i Tyskland, at en bog, der hedder 'Enten-', netop er udkommet og vækker megen opsigt: 'Den skal egentlig være af en Kierkegaard, der har givet sig et pseudonymt Navn; kjender De ham?' Og det gjorde Andersen i høj grad."

Kierkegaard slap dog ikke for kritik af "Enten-Eller". Kritikken kom endda fra tidens mest magtfulde kulturpersonlighed, smagsdommeren over dem alle, J.L. Heiberg:

"Det står hen i det uvisse, om den mægtige guldaldermafioso J.L. Heiberg har vidst, det var Kierkegaard, han anmeldte, da han den 1. marts 1843 offentliggjorde en såkaldt foreløbig omtale af det 838 sider store værk, men mon dog ikke! Heiberg gør sig til en begyndelse lystig over bogens størrelse, kalder den et 'Monstrum' og fremsætter den teori, 'at dersom Forfatteren vilde lade den see for Penge, vilde han faae ligesaa Meget ind som ved at lade den læse for Penge'. Med et veloplagt, ironisk vrid tilstår han videre, at han har følt sig grebet af bogens titel, men at han også har følt sig fristet til bruge den om sit eget forhold til den monstrøse bog: 'Skal jeg enten læse den eller lade det være?' Heiberg er dog sprunget ind i værkets første del, som han bestemt ikke bryder sig om. Med tiltagende utålmodighed har Heiberg bevæget sig ned gennem værkets første del til det sidste skrift, 'Forførerens Dagbog', der dog heller ikke formår at indfri hans forventninger, tværtimod, 'man væmmes, man ækles, man oprøres'. Selvom Heiberg har fået rigeligt af 'Enten', har han alligevel givet sig i kast med 'Eller', som fængsler ham ganske anderledes. Hos assessor Wilhelm har han ikke blot mødt 'Tankelyn, der pludselig opklare hele Sphærer af Tilværelsen', men også fundet den 'organiserende Magt', han efterlyste i førstedelen. Heiberg, der ellers ikke slog om sig med superlativer, kalder begejstret forfatteren en 'sjelden og høitbegavet Aand, som af et dybt speculativt Væld fører den skjønneste ethiske Anskuelse frem'. Det er da store, smukke ord i marts 1843."

Hvordan påvirkede Heibergs anmeldelse Kierkegaards forfatterskab?

"På den ene side er det tydeligt, at Kierkegaard er kolossalt skuffet over Heibergs kritiske bemærkninger, ja, han går så vidt, at han tager til genmæle i 'Fædrelandet', hvor han med en noget skinger ironi fremsætter en 'Taksigelse til Hr. Professor Heiberg', fordi han nu har meddelt det dannede publikum, hvordan 'man' skal læse 'Enten-Eller'."

"På den anden side indser Kierkegaard, at han efter Heibergs anmeldelse ikke tilhører det litterære establishment og derfor heller ikke er forpligtet til at honorere smagsdommernes krav til korrekt litterær adfærd. Heibergs kritik har med andre ord en frigørende virkning. I det perspektiv kan man måske ligefrem sige, at Heibergs anmeldelse bidrager til at gøre Kierkegaard til Kierkegaard. I tilbageblik er det formidabelt at konstatere, at Kierkegaard ikke har betvivlet, at han ville overgå Heiberg i betydning. Allerede i 1843 kan han skrive følgende i sin dagbog: 'Gud velsigne Deres Indgang, Hr. Prof. Heiberg! Hvad Udgangen angaaer, den skal jeg nok sørge for.' Kierkegaard var ikke teolog for ingenting."

Apropos teolog: Hvilken funktion har den prædiken, der er anbragt sidst i "Enten-Eller"?

"Man taler undertiden om Kierkegaards tre stadier – det æstetiske, det etiske og det religiøse stadium. Disse stadier er måder at forholde sig til livet på. Æstetikeren vil iscenesætte eller danne sig selv, etikeren vil lade sig danne af andre, mens den religiøse vil lade sig danne ved at modtage livet af Guds hånd. Kierkegaard vil mene, at et menneske først for alvor bliver sig selv i mødet med sin skaber. Og prædikenen til sidst i 'Enten-Eller' angiver, at det vigtigste er det, man ikke selv forføjer over, det, man kun kan forholde sig modtagende til. Man kan måske sige, at Kierkegaard på den måde først leder sin læser gennem vildfarelser og udsvævelser i værkets første del, derpå lader han den formanende etiker føre ordet i værkets anden del, for så endelig til sidst i værket at overlade ordet til en præst, der lader læseren forstå, at den afgørende betingelse for at blive et sandt og helt menneske beror hos Gud og skænkes af lutter nåde. Det er i al fald en opbyggelig læsning af forløbet i 'Enten-Eller' – og hvorfor i alverden ikke være opbyggelig, når lejlighed byder sig?"

ohrstrom@k.dk