Prøv avisen
Bog

Enzensberger har bevæget sig fra ”ak” til ”tak”

5 stjerner

Dybt interessant monografi beskriver den religiøse udvikling i tyske Hans Magnus Enzensbergers lyrik

Forfatteren Suzanne Brøgger skriver et sted, at når man er ung, har man pligt til at være kritisk for at forandre verden. Men når man bliver gammel, har man kun én opgave: at elske alt på Jorden.

I sin monografi ”Das Wiederauftauchen einer verwehten Spur” er det netop den bevægelse, lektor i katolsk teologi Ulrike Irrgang sporer i den nu 90-årige Hans Magnus Enzensbergers lyrik:

”Hvor de tidlige digte ofte rummede en uforsonlig kløft mellem det lyriske jeg og omverdenen, så møder man i den senere digtning en taknemmelighed for ’alle de glæder, som denne klode har at byde på’.”

Konkret er det i digtsamlingen ”Kiosk” fra 1995, at ”det tilsandede spor træder frem på ny”, som bogens titel kunne oversættes til.

I tidernes løb har teologer diskuteret, hvorvidt det gode er godt, fordi Gud vil det, eller om Gud vil det, fordi det er godt. Enzensberger er klart på det sidste hold, som det fremgår af digtet ”Adressat ukendt – Retour à l’expéditeur”:

”Mange tak for skyerne. / Mange tak for Det veltempererede Klaver/ og, hvorfor ikke, for de varme vinterstøvler. / Mange tak for min besynderlige hjerne/ og for alskens andre skjulte organer, / for luften, og selvfølgelig for Bordeaux’en. Hjertelig tak for at min lighter ikke går ud, / og begæret, og beklagelsen, den dybtfølte beklagelse./ Mange tak for de fire årstider,/ for tallet e og for koffeinen,/og naturligvis for jordbærrene på tallerkenen,/ malet af Jardin, og for søvnen,/ for søvnen i særdeleshed,/ og – for ikke at glemme det –/ for begyndelsen og slutningen/ og de få minutter derimellem,/ en dybtfølt tak,/ for min skyld gerne også for markmusene derude i haven.”

Her i ”Adressat ukendt” parafraserer Enzensberger egentlig Luthers lille katekismus, hvor det daglige brød i Fadervor er, ”alt, hvad der er brug for til liv og legeme”.

Selv betegner Enzensberger sig dog som ”katolsk agnostiker” eller som en ”agnostisk katolik”; han føler sig ikke stærk nok i troen til at kalde sig for en sand kristen. Men taknemmeligheden for tilværelsen tager til i styrke og inderlighed i ”Adressat ukendt”, hvor det begynder med ”mange tak”, fortsætter med ”hjertelig tak” og ender i en ”dybfølt tak”.

Digtet hedder ”Adressat ukendt”, så Enzensberger ved tydeligvis ikke helt, hvor han skal rette sin tak hen. Måske er oversættelsen til fransk (”Retour à l’expéditeur”) en angivelse af, at den franske oplysningstænkning var med til at fordrive kristendommen, overvejer Irrgang, inden hun i stedet konkluderer, at digtet er Enzensbergers dybeste udtryk for erfaringen af nåden.

En af Ulrike Irrgangs inspirationskilder er den franske hermeneutiker Paul Ricoeur, der taler om troen som naivitet af anden grad, hvor naivitet af første grad er den enfoldige barnetro. Troen af anden grad er der, hvor man ikke renoncerer på fremskridt og videnskab – og alligevel føler sig omspændt af en guddommelig nåde i alle livets forhold som i ”Adressat ukendt”.

I ”Kiosk” finder man også digtet ”Et upåagtet mirakel”, hvor Jesu vandring på Genesaret Sø finder sin parallel i en gammel mand, der skal krydse en stærkt trafikeret vej. Den gamle mand kan ganske vist ikke gå på vandet, men han har både overlevet en svær fødsel, en verdenskrigs rædsler, et slagtilfælde, ”og alligevel for hundrede og syttende gang krydser han den dødelige kørebane for at købe mælk – usandsynligt”. Så når den gamle mand fortsat går omkring, er det næsten et lige så stort brud på naturlovene som vandringen på Genesaret Sø. Ja det er i sandhed ”Et upåagtet mirakel”, som kun lader sig forklare som resultatet af et guddommeligt forsyn, skønt det hverken hensætter den gamle mand eller omgivelserne i taknemmelighed derover.

Poesi betyder skabelse, fordi poeten frembringer en verden, men selvfølgelig skaber man ikke af ingenting. En forfatter har sagt, at kunstens opgave er at sørge for, at det, som er til – bliver til. Rutinen sløver vores blik for den verden, vi er omgivet af: Litteraturen skal stimulere vores undren. Som Ulrike Irrgang påviser det så overbevisende, er det netop, hvad der sker hos den sene Enzensberger, der i sin lyrik har bevæget sig fra ak til tak.

Det er et fornemt stykke forskning, hvori hun også inddrager den italienske filosof Gianni Vattimo, som i lighed med Enzensberger er blevet ramt af et lovprisningsoverskud på sine ældre dage.

I ”læst udefra” omtaler vi en aktuel bog fra udlandet, der handler om tro og værdidebat.