Prøv avisen

Epidemier er eksistensens spejl

”Mennesket finder fryd ved at tænke på sin egen undergang. Vi kan simpelthen lide at se det på tv og læse om det i litteraturen," siger Søren Staal Balslev, ph.d. i litteratur. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Pest, kolera eller coronavirus er det stof, romaner er gjort af. For i rammen af en smitsom epidemi kan en forfatter folde de spørgsmål til eksistensen og undergangen ud, som mennesket har haft til alle tider

”Hjemsøgelser er faktisk noget ret sædvanligt, men man har vanskeligt ved at tro på dem, før man har dem på halsen. Der har været lige så megen pest, som der har været krig i verden. Og alligevel finder pesten og krigen altid menneskene uforberedte,” skriver Albert Camus i romanen ”Pesten” fra 1947, der måske er litteraturhistoriens mest kendte eksempel på en roman, hvor plottet drives af en epidemi: En mindre by i Algeriet bliver helt usandsynligt ramt af pest, efter at pesten formelt er nedkæmpet i den vestlige verden.

Der er ellers en stor litterær kanon, der har netop epidemien som omdrejningspunkt. Lige nu er hele verden optaget af den nyeste af slagsen, coronavirus, der har affolket gaderne i kinesiske millionbyer og sat en fjerdedel af hele Italiens befolkning i karantæne. Epidemier er ”godt stof”, som man siger i mediebranchen. Det er de også i litteraturen. For i århundreder er epidemien brugt af forfattere som en ramme, hvor mennesket kan udforske fundamentale spørgsmål om vores eksistens, undergang og fascination af livets ophør.

”Epidemien som fortælleramme i litteraturen er utrolig effektiv, fordi den kan tematisere så mange ting og har dybe filosofiske perspektiver,” siger Mads Rosendahl Thomsen, professor i litteraturhistorie ved institut for kommunikation og kultur på Aarhus Universitet.

Han suppleres af Søren Staal Balslev, ph.d. i litteratur og forfatter til epidemi-romanen ”De rensede” fra 2019:

”Mennesket finder fryd ved at tænke på sin egen undergang. Vi kan simpelthen lide at se det på tv og læse om det i litteraturen. Det handler blandt andet om, at vi som art løbende reflekterer over vores egen forgængelighed. Her bliver de tomme rum interessante, som vi ser, når for eksempel en virusepidemi har lagt verden øde. Det spejler det store tomme rum derude, som vil komme til os, både enkeltvis og engang også som art,” siger han.

I Camus’ ”Pesten” forstår både myndigheder og den almindelige befolkning først for sent, hvad der har ramt dem:

”Hvordan skulle de have kunne drømme om pesten, der ophæver fremtiden, umuliggør rejserne og kvæler samtalerne? De troede, de var frie, men ingen vil mere være frie, så længe der er hjemsøgelser til,” lyder det i bogen som et ekko af i dag, hvor en surrealistisk erkendelse er ved at sprede sig af, at coronavirus faktisk kan gribe ind i danskernes frihed og hverdag.

Netop dilemmaet mellem liv og truende død bliver taget op i en anden klassiker, ”Døden i Venedig” af Thomas Mann fra 1912.

En ældre herre er betaget af en ung dreng, hvis luksuriøse ferieliv han betragter på afstand, alt imens en koleraepidemi er ved at bemægtige sig byen.

”Det er en stærk roman, der blandt andet handler om, hvordan man viderefører en livsstil, der oven i købet er dekadent, mens en livsfarlig epidemi raser. Der ligger en dobbelthed i fortællingen om erotisk dekadent tiltrækning på et tidspunkt, hvor verden er ved at gå op i limningen,” siger Mads Rosendahl Thomsen.

Et af verdenslitteraturens mest fundamentale værker har også epidemien som ramme. I ”Decameron” af Giovanni Boccaccio fra 1353 har en flok unge mennesker søgt tilflugt i en villa uden for Firenze for at undgå den sorte død, der hærger dér. Romanen består af de – ofte vældig sjofle – historier, de fortæller hinanden for at få tiden til at gå.

Værket er næsten 700 år gammelt. Men de almenmenneskelige mekanismer, som frygten for epidemien udløser, er præcis som i dag:

”’Decameron’ er en stærk klassisk reference inden for epidemilitteraturen. Det er en forunderlig samling fortællinger, der finder sted i lyset af frygten for at dø, og hvor der er et samspil mellem liv og død, fordi de unge har et samvær omkring nogle tit meget livsglade historier. Den markante parallel til i dag er, at vi går og frygter det ukendte, der kan ramme i flæng, men at frygten også binder os sammen som mennesker på en måde, vi ikke havde regnet med,” siger Rosendahl Thomsen.

I Stephen Kings ”Opgøret” (der på engelsk hedder ”The Stand” og er fra 1978) er 99 procent af verdens befolkning død i en apokalyptisk pandemi. Også Søren Staal Balslevs roman ”De rensede” folder sig ud i en verden, hvor mennesket er gået under som art.

Her bliver epidemien rammen for det ultimative spørgsmål om eksistensen. For hvad er der tilbage, når det hele er forbi?

”Det bliver til en refleksion over artens forgængelighed. Vi begynder at se evigheden i øjnene, og på den måde er mange af de her værker eksistensdramatiseringer. Man bruger epidemien som ramme om eksistens og forgængelighed. De tanker kalder på os,” siger han.