Prøv avisen

Er dagblads-kritikken generøs nok?

Gyldendals direktør, Johannes Riis, kommenterer avisernes boganmeldelser. Foto: Jens Astrup Denmark

Johannes Riis, Gyldendals direktør, kommenterer avisernes boganmeldelser

Hvis der findes nogen i denne verden, som anmeldelser ikke er skrevet for, og aldrig nogen sinde skal være skrevet for må det være os forlagsfolk. Vi er optaget af litteratur, vi arbejder med litteratur hver eneste dag, vi er vilde med litteratur, men vi har alt for mange interesser, som ikke altid har så meget med litterær kvalitet at gøre, ikke mindst af omsætningsmæssig, økonomisk art, så jeg burde måske i virkeligheden holde min mening om kritikken for mig selv; men jeg vil nu alligevel benytte denne lejlighed til at gøre rede for mit syn på nogle forhold og tendenser i dagbladskritikken i disse år, idet jeg af almindelige diskretionshensyn vil undlade at nævne navne.

LÆS OGSÅ: Forfattere farer oftere i blækhuset for at kritisere anmeldelser

Dagbladskritikken er som regel det litterære værks første møde med virkeligheden uden for forlaget. Den kritik, det får på forlaget, sker altid på værkets egne præmisser. Forlagsredaktørens arbejde må aldrig forveksles med kritikerens: En forlagsredaktør begår ustandselig, skal ustandselig begå the intentional fallacy. Det er ikke forlagsredaktørens opgave at dissekere og dekonstruere værket, at bedømme og redigere det ud fra kriterier uden for dets eget univers, tværtimod, han skal altid være på forfatterens side, forsøge at digte med efter bedste evne, bidrage til at klargøre værket for forfatteren selv, lokalisere dets stærke og svage sider, men det nøjes han ikke med: Han forsøger at sætte sig ind i forfatterens intentioner med værket og derudfra gøre en indsats for at forløse dets potentiale bedst muligt.

Kritikken er altså virkelighedens første prøve for et litterært værk, og den største bjørnetjeneste, en anmelder kan gøre værket, ja, litteraturen, er at skrive blege og kedelige, tamme, tand- og harmløse anmeldelser. Uanset om fortegnet er positivt eller negativt, skal man i en anmeldelse kunne mærke, at anmelderen har lyst til at tage stilling for eller imod, man skal kunne høre en stemme og et temperament, en glæde ved at udtrykke sig. Anmelderen skal være engageret i at orientere om, i at formidle litteratur, den være sig god eller dårlig.

Men engagement er ikke nok; der skal også omhu og litterær viden og erfaring til og fairness. Der er verden over almindelig enighed om, at dagbladskritikken spiller en mindre og mindre rolle for såvel en bogs anseelse som udbredelse. Selv nok så mange positive anmeldelser, især af oversat litteratur, efterlader sig ikke nævneværdige spor i afsætningen, hverken i privat eller offentligt, dvs. biblioteks-, regi. Det kan selvfølgelig skyldes, at borgerne ikke er til at råbe op, og at deres interesse for litteratur er minimal; det kan måske også skyldes, at anmeldelserne er overfladiske og ikke nær grundige nok, hvilket kan tænkes ikke mindst at skyldes den marginalisering med dertil hørende mere og mere elendig honorering, der er sket af anmelderne; det kan endelig også være, fordi en stor del af de positive anmeldelser, der bliver skrevet, ikke henvender sig til deres læsere på en måde, der giver lyst til at læse det pågældende værk.

Dette sidste kan der også være mange grunde til. Det kan selvfølgelig skyldes, at bogens emne ikke interesserer læseren, det kan være, fordi anmelderens superlativer er slidt op af al for megen brug i sammenhænge, hvor de ikke har haft noget at gøre; det kan også skyldes, at anmelderen er alt for indforstået, ikke peger ud over sig selv, ikke henvender sig til avislæseren, men til forfatteren eller til sine kolleger. Og så kan grunden være, at anmelderen har slidt sig selv og sin troværdighed op, fordi han for længst er holdt op med at give sin læser god og redelig besked om de værker, han anmelder.

Det kan ske på mange måder, og jeg vil gerne opholde mig ved tre, som alle udmærker sig ved, at der ikke er skarpe grænser mellem dem:

Kritikeren kan kun skrive positivt om litteratur, han føler er skrevet til ham og hans litteratursyn. Litteratur, der ikke rammer hans private smag direkte, føler han sig ikke forpligtet til at forholde sig loyalt til, han opfatter den nærmest som en forulempelse, og han viger ikke tilbage fra at håne og gøre nar af såvel forfatteren som hans værk, fordreje og forvanske indholdet i sin præsentation for læseren.

Kritikeren opfatter sig selv om en selvindlysende institution, og hans anmeldelser får derfor en så overdrevent selvrefererende karakter, at det ligefrem kan gå fatalt ud over forståeligheden af anmeldelsen, som hovedsagelig består af kritikerens mangeartede associationer og indfald i hovedkulds, ustruktureret rækkefølge; det vrimler med jo, som bekendt, med eder og forbandelser, udråbstegn og parenteser, en uskøn forvirring af indforståetheder og underforståetheder, der foregiver en apriorisk konsensus om, hvad der er godt og skidt, herunder hvem der er en god, og hvem der er en dårlig forfatter, med flittig brug af navns nævnelse, også i sammenhænge, hvor de nævnte ikke har nogen anden rolle at spille end som ideal, nar eller skræmmebillede. Det er der totale Krieg.

Kritikeren kan kun skrive positivt om litteratur, der bekræfter og understøtter hans egen måde at leve sit liv på: Enhver beskrivelse af en livsform eller livsindstilling, som ikke er i overensstemmelse med kritikerens, opfattes som overflødig eller upassende at skrive om, som en forherligelse af alt, hvad der står kritikeren fjernt, og indirekte som en krænkelse af, ja, et angreb på den måde, han har indrettet sit liv på. Alt dette er naturligvis udtryk for, at kritikeren ikke forholder sig køligt, kedeligt distant til sin metier, men er lidenskabeligt, ja, eksistentielt optaget af litteratur, og det kan der siges meget godt om. Hvad det også er udtryk for, og det kan der ikke siges nær så meget godt om, er, at kritikeren opfatter ikke værket, men sig selv som hovedsagen. Han skriver til og for sig selv. Det er kritikeren som solipsist: Han vælger fortrinsvis at skrive begejstret-positivt om litteratur, der henvender sig til et forsvindende lille publikum. Læserne interesserer ham ikke, ikke sjældent stikker hans ringeagt for den meget læste forfatter hovedet frem. Kritikeren skriver henvendt til sig selv, for at illuminere sig selv og befæste sin status og position. Han har indsat sig selv som øverste instans og fører sig frem i verden med sig selv forrest og føler sig i sin gode ret til at dømme ude og inde, underordne og rubricere litteraturen ikke blot i sit litterære, men i sit sociale og moralske univers. Hans smag kommer til at stå i vejen for en fair og redelig, loyal formidling. Han gør sig til af, at han ikke behøver at læse bestemte forfatteres værker for at kunne afsige dom over dem, for han ved på forhånd, uden at have læst dem, om de er gode eller dårlige; han er aldrig i tvivl, det er enten/eller og afskærer sig således med vilje og med forsæt fra fornøjelsen ved at blive udfordret og få de overraskelser, der også kan findes i den slags sammenhænge.

Som sagt er der bestemt ikke kun negativt at sige om disse tre kritikertyper: Ingen kan være i tvivl om deres engagement og lidenskabelige optagethed af litteratur og litterær kvalitet, og al respekt for det.

LÆS OGSÅ: En anmelder skriver for læsernes skyld - men skal ikke lefle for dem

Men den modsatte yderlighed findes også, kritikeren, der for at komme en genre i møde og dermed i bedre samklang med avisens læsere, går på kompromis med sine idealer og suspenderer sine kvalitetskriterier og bruger sin autoritet til at forsøge at bilde læseren ind, at der er litterære kvaliteter at finde på steder, der er aldeles blottet for dem. Han er værre end de tre første.

En større og større del af den litterære kritik foregår i vore dage på nettet, på sites og blogs, med deltagelse af lystlæsere og glade amatører, og denne demokratisering af kritikken har absolut sine positive sider. Men for det første kan den kritik aldrig erstatte den fagligt funderede, og for det andet er det, der foregår, ganske og aldeles uoverskueligt, ligesom alt andet, der foregår på nettet, inklusive den svindel og det fusk og bedrag, der foregår i de litterære sammenhænge her, med bestillings- og betalingsanmeldelser, anmeldelser skrevet af forfatteren selv under forskellige pseudonymer osv. Det er en pest, og det er fuldstændig ukontrollabelt. Hvem der stifter lid til alt det, der foregår her, tør jeg ikke udtale mig om; jeg håber og tror ikke, at det er ret mange og hvad værre er: Jeg kan ikke forestille mig, at det bliver ret mange flere, der får grund til det i en overskuelig fremtid, og det er en af grundene til, at jeg så brændende håber, at netkulturen ikke overtager hele den litterære kritik, men at det bliver muligt for dagbladskritikken at genvinde noget af den indflydelse, den havde før, uanset om den bliver læst på papir eller på nettet.

Afslutningsvis vil jeg gerne fravige mit princip om ikke at nævne navne: For tretten år siden udkom Jakob Ejersbos novellesamling Superego. Den blev i Weekendavisen anmeldt af Jens Kistrup, der dengang var en ældre herre, midt i halvfjerdserne. I sin anmeldelse skrev han, at Superego ikke var noget for ham; han lagde ikke på mindste måde skjul på, at denne bog ikke var henvendt til ham og hans aldersklasse; men han kunne se så meget, at der her var et ungt talent, som man gjorde klogt i at holde øje med, og han ville gerne anbefale bogen.

Og så er det, jeg har lyst til at spørge: Kan man forestille sig nogen af dem, jeg ovenfor ikke kunne drømme om at nævne ved navn, udvise en tilsvarende bredde og generøsitet i deres kritikervirksomhed og for eksempel være ophavsmand til en anmeldelse med det budskab?

Og hvis nej: Er det godt, at det forholder sig sådan?

Johannes Riis (f. 1950), mag.art. i litteraturhistorie fra Aarhus Universitet og litterær direktør på Gyldendal. Artiklen er skrevet til tidsskriftet Spring, hvis nye temanummer udkom i går og handler om dansk dagbladskritik. Bringes her med tilladelse fra forfatteren og tidsskriftsredaktøren.