Der tales og skrives om dannelse som – næsten – aldrig før, og jeg har ikke selv holdt mig tilbage, hverken før eller siden. Men nu og da kan man komme i tvivl om, hvad det er, der tales om, både når man selv gør det, og når man ser, hvad andre siger.
Der var ellers flere udmærkede udsagn her i avisen for nylig (den 6. februar). Men dannelse er ikke sådan at sætte på begreb. Faktisk er det lige præcis det, der er det centrale i den. Det er også derfor, dannelse altid bliver tilsidesat i de rapporter og strategier, der beskæftiger sig med fremtidens muligheder. Senest var det Rockwool-fonden, som nok engang nåede til det absurde facit, at jo flere penge folk tjener, desto mere bidrager de til samfundet – medens sandheden snarere er, at desto mere har samfundet bidraget til dem.
Ganske vist står der altid på første eller sidste side i den slags rapporter, at der jo også er andre værdier til end de økonomiske. Hvorefter disse andre eventuelle værdier forsvinder ud af de videre overvejelser og derfor heller ikke dukker op i den førte politik.
Og det er da også svært at føre politik på dannelse. Derfor skal man lade være. Dannelse er noget, der skal komme af sig selv.
Men den kan naturligvis hjælpes på vej, dog især passivt: ved at der gives plads til den. Dannelse har selvsagt at gøre med opdragelse og skolegang, med viden og færdigheder, men først og fremmest med den brug, personen gør af disse ting, og den kan der ikke lovgives for.
Der kunne derimod godt lovgives sådan, at dannelsen ikke ligefrem forhindres. Det kunne ske ved at løsne rammerne på mange uddannelser, ved at give lærerne i skolen mulighed for at skabe inspirerende undervisning i stedet for at udfylde formularer, ved at afskaffe ”årsværksberegningen” og meget andet. Årsværksbegrebet definerer skolegang, studier og – nå ja, dannelse – i billedet af et job.
Det handler ikke om, hvad der tilstræbes, ikke om individets længsler og forhåbninger, men om, hvor mange timer der er medgået til arbejdet.
Tankegangen rammer helt ved siden af. Dannelse har at gøre med at blive klogere og mere moden, få videre horisont og respektere sine medmennesker – og så videre og så videre. Det har intet at gøre med en 37-timers arbejdsuge og fem ugers ferie. Nogle skal kun bruge få øjeblikke til at få styr på det hele, andre skal tage hviledage og nætter til hjælp. Men det er der bare ikke noget at gøre ved. Derfor er timeforbruget ikke nogen målestok, lige så lidt som den senere indkomst. Hovedsagen er, at der sker noget med og i personen; at man udvikler sig – og, hvis det handler om skole og uddannelse, at man har lært det, man skal, hvadenten det gik som en leg eller i ansigtets sved.
Udvikle sig kan man både i tilpasning og i protest, både ved opfyldelsen af læremål og ved tankevirksomhed, der ikke er målrettet. Skæres en af delene væk, visner den anden. Tror man, at ingeniører på forhånd er vigtigere end humanister, er det lige så skørt, som dengang man troede, at ingen rigtig var noget værd uden græsk og latin. Vi er vidne til en omvendt Erasmus Montanus.
Når Tyskland tog et vældigt spring fremad i 1800-tallet – fra u-land til europæisk stormagt – havde det blandt at gøre med, at de tyske tekniske uddannelser havde en bred vifte af fag, herunder også humanistiske. Når så mange innovationer er kommet fra amerikanske nørder, hænger det også sammen med, at man i USA har bevaret noget af tidligere tiders ”studium generale”, en indføring i den kunst at tænke – og at tænke på tværs.
Men skal vi endelig forsøge os med en definition af dannelse, kunne den måske lyde sådan: Dannelse er civilsamfundets fromhed. Den er i det verdslige liv, hvad fromheden er i det religiøse. Den garanterer hverken ufejlbarlighed eller giver særlige rettigheder. Den betyder kun, at man er klar over, at man ikke er alene i verden, og at den verden, man er i, ikke er den eneste, man kan forestille sig.
Klummen ”Eftertanken” skrives af professor, forfatter og Tysklands-ekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.