Kan man som museum både fremvise autentisk kulturarv anno 1800-tallet eller før – og samtidig være tilgængelig for mennesker med handicap anno 2019?
Ja, hvis det ikke lige var for trapper, brosten, vakkelvorne førstesalsgulve, høje dørtrin, små døre og mørke udstillingslokaler. Og flere trapper. I en rundspørge, som Kristeligt Dagblad har lavet, er ledende skikkelser blevet bedt om at pege på udfordringer på deres museum eller museer i forbindelse med at imødekomme besøg fra ældre, gangbesværede og mennesker med handicap. Af svarene fremgår det, at det at forene kulturarv og tilgængelighed indimellem volder hovedbrud ude i museumslandskabet.
”Historiske bygninger er ikke velegnede til handicappede og ældre med rollator”. ”Landsbymiljøer fra 1800-tallet, som vores museum er, kan ikke både være autentisk og handicapegnet. Desværre.”. ”Vanskeligt at bevare natur og gammelt præg og samtidig være venlig for gangbesværede,” lyder det blandt andet i undersøgelsen.
Spørgsmålet om tilgængelighed over for autenticitet har været omdiskuteret på det seneste, især i forbindelse med den storstilede ombygning af Nyborg Slot. Her er det besluttet, at der fremover skal være handicapadgang til alle publikumsetager, og det har vakt kritik, at man i tilgængelighedens navn bygger om på det gamle og fredede kongeslot fra 1170. Men også andre steder vægtes tilgængelighed særdeles højt.
Det kommende museum Flugt – Refugee Museum of Denmark i Oksbøl skal formidle dansk flygtningehistorie i den tidligere lejr for tyske flygtninge efter krigen. Og her er der tænkt ganske meget over, hvordan rollatorer og kørestole skal kunne komme rundt i museet, der skal bygges op omkring Oksbøllejrens gamle lazaret, fortæller Anne Sofie Vemmelund Christensen, museumsinspektør ved Vardemuseerne og projektleder for Flugt.
”Vi har en platform i biografen, som gør, at man ikke skal ned ad en trappe som i en klassisk biograf. Hvis der er trapper i udstillinger, opstår der jo automatisk et behov for elevator, men museet her bliver lavet i ét plan,” siger hun.
Og så kommer der – hvis pengene rækker – også et særligt udsigtstårn, der er 20 meter højt og har en 400 meter lang rampe snoet om sig. Rampen er lavet særligt til kørestolsbrugere.
”Tårnet er ikke førsteprioritet, men vi vil rigtig gerne have det tårn for at trække folk ud i landskabet. Vi vil gerne fortælle om flygtninge til alle tider, men også fortælle om Oksbøllejren og hvor stor, den har været. Det kan man ikke begribe, når man står nede i skoven. Tårnet får både en trappe og en rampe, som har den rette handicapvenlige hældning. At komme hele vejen op kræver, at man er lidt frisk, men tanken er der, og det er en fed tanke.”
Men, siger Anne Sofie Vemmelund Christensen. Det handler ikke kun om fysisk tilgængelighed, men også om psykisk:
”Den ene side handler om, at der skal være plads til alle. Vi skal hverken være talerør for for eksempel Dansk Flygtningehjælp eller Dansk Folkeparti, men kunne rumme mange forskellige holdninger. Folk, der er imod, at vi tager flygtninge, skal også føle, at museet er noget for dem og ikke lukket af.”
”Den anden side er den, der handler om formidling. Tidligere var museer højborge for eliten. Det var viden i elfenbenstårnet, og der er jo typisk brug for trapper for at komme derop, men i dag handler det om at sætte den viden ned i øjenhøjde og ikke skræmme folk væk. Det er også tilgængelighed at sørge for, at en museumsoplevelse ikke er trættende. Alle dem, der har følt sig usikre på museer og er blevet trætte af at læse og ikke har forstået det, der stod på plancherne – det er også tilgængelighed at se på, hvad de har behov for.”
Set fra den anden side er tilgængelighed også et spørgsmål om mere end bare trapper, siger Ulla Kramer, sekretariatsleder i God Adgang, der forvalter mærkeordningen af samme navn, som har til formål at informere om adgangsforholdene til bygninger med adgang for offentligheden – herunder også kulturinstitutioner.
For et par år siden (2013-2015) gennemførte Kulturministeriet et tiltag i samarbejde med God Adgang for at øge informationen om adgangen til museerne i Danmark, så man på forhånd kan læse om parkeringspladser, elevator og handicaptoiletter med mere.
187 museeer er tilmeldt, men som gæst med handicap kunne man ønske sig, at der blev gjort mere, siger Ulla Kramer. På baggrund af tidligere registreringer anslår God Adgang, at en tredjedel af museerne har gode adgangsforhold, en tredjedel kan trænge til forbedringer, og den sidste tredjedel kræver virkelig nytænkning.
”Der er mange museer, som vil sige, at det her med adgangen for alle er virkelig svært, og det er det også mange steder,” siger hun.
”Men man behøver jo ikke starte med den sværeste tredjedel, når man nemmere kan løfte de to andre tredjedele og dermed øge udbuddet af tilbud til borgere med et handicap. Blot det, at man som museum lader sig registrere, betyder, at man er i gang. Så kan besøgende selv vurdere forholdene og planlægge besøget efter det. Så bliver man måske ikke skuffet, når man ankommer til et sted, hvor en af gæsterne bliver nødt til at sidde i gårdhaven og få en kop kaffe, mens familien drøner rundt. Og så bliver det måske en god tur alligevel,” siger Ulla Kramer.
Sif Holst, næstformand i Danske Handicaporganisationer og formand for God Adgang, er netop nu på rundrejse i USA. Hun er kørestolsbruger og har undervejs haft både gode og mindre gode oplevelser med at besøge kulturinstitutitioner. Overordnet set er det tydeligt, at Danmark har en meget restriktiv holdning til kulturarv, skriver hun hjem i en mail.
”Jeg synes, jeg har set mange eksempler herovre i forhold til, at man godt kan beskytte kulturarven og alligevel skabe bedre tilgængelighed, end vi ofte gør i Danmark i dag.”
For eksempel har hun besøgt Mount Vernon i delstaten Virginia, en pragtejendom, hvor USA’s første præsident, George Washington, boede med sin hustru.
”Der kan være fysiske barrierer, der ikke kan gøres noget ved af bevaringshensyn eller af økonomiske hensyn. Men hvordan man mødes af personalet, og hvilke andre tilbud man har, kan alle arbejde med.”
”For eksempel tilbyder de på Mount Vernon, at man kan låne en tablet, der viser en lille film med en rundviser, der viser rundt på førstesalen, hvor man ikke kan komme op som kørestolsbrugere, og hvor mange dårligt gående også må takke nej. Mount Vernon arbejder også med taktile elementer, hvor man kan mærke på nogle ting, for eksempel kopier af arbejdsredskaber og af bygningen, hvilket både giver mennesker med et synshandicap og for eksempel mennesker med kognitive handicap en oplevelse, og det er godt til børn.”
Hun fortæller, at de på museet også indimellem holder ekstra åbent for eksempelvis psykisk syge, der kan have svært ved at håndtere mange mennesker samlet på ét sted.
”Jeg er blevet inspireret på min rejse til, at vi som samfund og som handicapbevægelse ikke alene skal fokusere på universelt design. Altså hvordan vi designer bygninger og brugsgenstande, så alle kan bruge dem på en ligeværdig måde. Vi skal også fokusere på universelt hensyn. Hvordan vi møder hinanden som mennesker, tager hensyn til hinandens forskellighed og sikrer, at alle får muligheden for en god oplevelse, for eksempel på vores museer.”
*Avisens spørgsmål til de statslige- og statsanerkendte kulturhistoriske museer tager afsæt i Danmarks Statistiks tabel ”Aktiviteten på museer sorteret efter landsdel, museumstype og museumskategori 2017”, der på tidspunktet for undersøgelsens tilrettelæggelse var den nyeste tabel. Danmarks Statistik har senere ændret klassificeringen af museumskategorierne.