Hvem er Lance Armstrong? Hvad driver en mand derud, hvor målet om at vinde retfærdiggør ethvert middel?
Det gør instruktør Stephen Frears (”Philomena” og ”The Queen”) os ikke væsentligt klogere på i ”The Program”. Filmen er fortællingen om Armstrong og dermed om kræftsygdommen, sejrene i Tour de France, dopingen, løgnene, helgenkåringen og endelig afsløringen og det frie fald uden for kategori.
Denne narrativ er en spændende historie, men jo også velkendt for de fleste og fortælles i filmen uden menneskelig klangbund.
Men måske er den manglende psykologisering en pointe i sig selv. For hvad hvis der ikke er mere at fortælle om manden i den gule trøje, end at han vil vinde? Hvad hvis hans magtfuldkommenhed og psykopatiske arrogance ikke bunder i andet end netop ”jernvilje”?
Stephen Frears forsøger ikke at give Armstrong et alibi eller forklare, hvordan han blev så afstumpet. Det er egentlig sympatisk at turde lave en film uden at lefle for vores indgroede ønske om at finde årsagssammenhænge mellem handlinger og psyke. Men den manglende menneskelige historie er alligevel en fundamental mangel ved filmen.
Det er nemlig her, ”The Program” som spillefilm kunne have lagt noget væsentligt til Alex Gibneys oprørende portræt af Armstrong i forrige års dokumentar ”The Armstrong Lie”. Det gør den bare ikke. Derfor bliver det uklart, hvad den kunstneriske nødvendighed bag ”The Program” er.
Det nye bliver primært de mange dopingscener, hvor vi med lige dele afsky og fascination bevidner rytternes forbrug af ampuller, nåle, vand og blod. ”Baren er åben,” siger Armstrong (Ben Foster), og så går de ellers alle i gang på hotelværelser og i holdbussen.
For som sådan er Armstrongs historie jo ikke enestående. Der starter knap 200 ryttere hvert år i Tour de France, og vi ved, at dopingen i feltet var massiv. Det er derfor ikke dopingen i sig selv eller for den sags skyld de syv sejre, der gør Armstrongs bedrag unikt.
Hans løgne forstørres mangefold af, at han ikke holdt dem inden for cyklingens verden, men med kræftfonden ”Livestrong” knyttede budskabet om at vinde i cykling sammen med at vinde over kræften. Han brugte fonden som moralsk skjold. Hvordan skulle jeg dog kunne snyde, når så mange lægger deres liv i mine hænder, synes Armstrongs alibi at være på pressemøder.
Ben Foster (som vi blandt andet har set i ”Lone Survivor”) spiller Lance Armstrong overbevisende. De spændte kæbemuskler, det stålsatte blik og det pludselige drengede smil i det benede ansigt er som at se cykelrytteren selv.
Over for ham spiller Chris O'Dowd journalisten David Walsh. Det er netop Walshs bestseller ”Seven Deadly Sins: My Pursuit of Lance Armstrong”, der er forlæg for filmen. Walsh var en af de få, der turde insistere på det unaturlige i, at Lance Armstrong kunne komme tilbage til Touren efter kræftsygdommen og køre så exceptionelt.
Men Walsh blev en paria i pressekorpset, der vedblev at klappe Armstrong ind på pressemødernes podier. Ingen havde interesse i at fælde ikonet. Den sandhedssøgende journalists jagt på den gode historie er interessant, og de øvrige sportsjournalisters infantile fascination af Armstrong er beskæmmende i bagklogskabens lys.
Hjernen bag dopingprogrammet er den italienske læge Michele Ferrari, der spilles overbevisende af franskmanden Guillaume Canet. Ferrari, Armstrong og sportsdirektøren Johan Bruyneel har absolut ingen moralske kvababbelser over dopingen. Den eneste i filmen, der udviser en form for anger, er den amerikanske rytter Floyd Landis. En film om ham ville have haft mere eksistentiel dybde, da han er troende mormon med et delvist intakt moralsk kompas. Det hindrer ham dog på ingen måde i at dope sig.
For rationalet i feltet synes at være, at når alle de andre snyder, ville jeg da være en tåbe ikke også at gøre det. Rytterne skaber en parallelverden, hvor det almindelige moralske imperativ bliver spejlvendt. Og på den anden side af spejlet står alle vi andre og tiljubler Armstrong.
I en sekulariseret og individualiseret tid erstatter den kollektive dyrkelse af sportsstjerner som Lance Armstrong det fællesskab, der tidligere var funderet i for eksempel kristendommen. Hvis man vil, er historien om Lance Armstrong derfor historien om os selv og vores troløse og tilfældige helgenkåring af magt og berømmelse. Set sådan holder ”The Program” et spejl op foran os og vores tid. Og tomheden stirrer tilbage.
kultur@k.dk