Er det ligrøveri at udgive flere bind i afdød forfatters giga-sællert?

I Sverige har nyheden om tilføjelsen af endnu tre bøger til Stieg Larssons ”Millennium”-univers vakt vrede og forargelse

Stieg Larsson, der døde som 50-årig, inden hans ”Millennium”-trilogi var udkommet.
Stieg Larsson, der døde som 50-årig, inden hans ”Millennium”-trilogi var udkommet. Foto: Str David Lagerlöf/TT/Ritzau Scanpix.

Når en populær forfatter dør, gås gemmerne gerne efter. Og skulle der ligge et manuskript hos familien eller på forlaget, kan man godt regne med, at det bliver udgivet. I kunstens og ikke mindst indtjeningens navn.

Men i tilfældet Stieg Larsson er alt en tand vildere og mere absurd, og det hele er kun blevet endnu mere bizart med nyheden om, at hans oprindelige ”Millennium”-trilogi, som David Lagercrantz digtede videre på i tre bind, nu tilføjes yderligere tre.

Det hele begyndte selvfølgelig også på bemærkelsesværdig vis. Larsson døde nemlig i 2004 af en blodprop, bare 50 år gammel, og inden hans ”Millennium”-trilogi om journalisten Mikael Blomkvist og den begavede, socialt udfordrede hacker Lisbeth Salander var udkommet og blevet en global giga-sællert.

Men det stoppede ikke der, for da markedet i 2013 var ved at være mættet, blev det annonceret, at Lagercrantz havde påtaget sig at skrive yderligere tre bøger om Salander og Blomkvist. Det vakte stor forargelse i Sverige – det føg med anklager om litterær nekrofili, grådighed og kunstnerisk overgreb – men vreden var nu ikke kun at finde hos fans og litterater, men også i dele af Larssons venne- og familiekredse. Larssons barndomsvenner Svante Brandén og Anders Lindblom skrev i Dagens Nyheter:

”Hele det her cirkus er en hån mod mennesket Stieg, som nærede en dyb modvilje mod vort gennemkommercialiserede samfund.”

Eva Gabrielsson, Larssons samlever gennem 30 år, sagde til SVT’s Kulturnyheterna:

”Det eksisterede jo ikke i hans forestillingsverden, at nogen skulle overtage. Tanken er grotesk, især hvis man kendte ham og ved, hvor omhyggelig han var med at få det, som han ville have det. Han overlod ikke uden videre tekster til andre, og han var virkelig enestående i sit udtryk. Så det her var han aldrig nogensinde gået med til.”

Men rettighederne ligger ikke hos Gabrielsson, men derimod hos Larssons far og bror, og derfor kan hun kun se til, når endnu tre bøger føjes til ”Millennium”-universet. Det er forlaget Polaris, der har købt rettighederne, og i pressemeddelelsen ser forlagschef Jonas Axelsson salgspotentialet:

”Det er den største svenske bogeksport nogensinde, der nu skal føres videre, og det bliver en svær opgave.”

Axelsson lader dog også et par ord falde om Larssons fiktion:

”Da David Lagercrantz lykkedes med at videreføre den i tre bøger, spurgte jeg mig selv som forlægger, om ikke det går, med samme passion og fokus, at fortælle yderligere tre historier om de her karakterer.”

Det går. Juridisk set. Men vreden syder allerede på sociale medier i Sverige. På avisen Expressens Facebook-side blev nyheden om de tre planlagte bøger, som forlaget endnu ikke har fundet en forfatter til, mødt med kommentarer som ”Stop nu det her ligrøveri. Her ser vi, hvordan grådigheden tager over igen”.

Eller:

”Hvor dumt at fortsætte med at skrive på en bogserie, hvor forfatteren ikke lever længere? INGEN, som i INGEN, kan gøre det på en troværdig måde. Forfattere kan vel finde på deres egne handlinger og personer i en anden serie? Forbandet dumt, det her.”

Spoler man tiden tilbage, til dengang Lagercrantz’ tre bøger blev annonceret, vil man se, at raserierne og indvendingerne er de samme. Gravplyndring, rovdrift, overgreb på en kunstnerisk vision, grisk familie. Men Lagercrantz-bøgerne solgte altså i pallevis, ja, i tonsvis. Så nok er forargelsen stor. Men nysgerrigheden endnu større.

I klummen ”kontrovers” skriver anmelder og forfatter Jeppe Krogsgaard Christensen om de vigtigste aktuelle kulturdebatter i udlandet.