Er digitalisering en velsignelse eller en forbandelse? Ny bog om digital demens forsøger at finde svaret

Når computere overtager vores mentale arbejde, bliver vi demente, mener den tyske psykiater Manfred Spitzer

Er digitalisering en velsignelse eller en forbandelse? Ny bog om digital demens forsøger at finde svaret

Vi går rundt med vores mobiltelefon i hånden dagen lang, og denne informationstidsalderens schweitzerkniv, som Manfred Spitzer kalder den, har for længst gjort os afhængige af at være online.

Men når vi nu ved, at den digitale afhængighed er skyld i alt fra diabetes og depression til opmærksomhedsforstyrrelser og overvægt, hvorfor bliver vi så ved? Hvorfor stopper vi ikke op og lytter til videnskaben, der igen og igen har bevist, at det ikke er godt for os?

Det er de simple, men dog uhyggeligt komplekse spørgsmål, som den tyske psykiater og ekspert i neurovidenskab Manfred Spitzer forsøger at besvare i sin bog ”Digital demens”.

Hans fokus er især på børnene, som er født ind i den digitale tidsalder. Deres hjerner lærer ikke at bearbejde ting selv, og derfor udvikler de sig ikke, som de ellers ville gøre.

Hjernen er nemlig en fleksibel og plastisk størrelse, der reagerer på den måde, som vi bruger den på – og hvis vi ikke bruger den, vil dens ydeevne på længere sigt blive mindre. Den vil skrumpe, nervecellerne vil blive sløve, og vi vil blive som demente, da de nye celler, som vores hjerne heldigvis hele tiden danner, kun overlever, hvis de bliver udfordret på den rigtige måde.

Og det er ikke den digitale måde, hvis man skal tro forfatteren til ”Digital demens”, der er fyldt med fakta og undersøgelser, der giver røde ører og masser af stof til digital selvransagelse, for eksempel at unge i USA bruger mere tid på digitale medier end på at sove, nemlig lidt over 7,5 timer dagligt, og at det moderne menneske gennemsnitligt afbryder sit arbejde hvert 11. minut for at tjekke mail eller mobil.

Manfred Spitzer ser således ikke meget positivt ved digitaliseringen. Han er ikke ked af at stramme sine ellers meget velformulerede pointer til bristepunktet, når han skriver, at unge helt er holdt op med at ”bruge deres sind som lagerplads” og konkluderer:

”Der er ikke noget, der hedder at tænke selvstændigt, huske eller reflektere.”

Og han har en lille konspirationsteoretiker gemt i maven, for eksempel når han sammenligner folk, der udvikler digitale produkter, med våbenhandlere, eller når han mener, at mange universitetsfolk, navnlig medieeksperter, bliver betalt for det modsatte af videnskabelig oplysning, hvilket er iværksat af ministerier. Og måske kan man også mene, at han skyder forbi målet, når han hævder, at Anne Woods, opfinderen og producenten af baby-tv-programmet ”Teletubbies”, er ansvarlig for, at hundredtusindvis af mennesker vil komme til at dø for tidligt, fordi de blev placeret foran skærmen som spæde.

Det ville være direkte dumt at sige forskning, undersøgelser, en psykiater og ekspert i neurovidenskab samt et 50 sider langt note- og litteraturapparat stik imod, men man fornemmer dog alligevel, at Manfred Spitzer ser verden mere sort-hvidt end de fleste.

Det kan ikke undgå at svække det samlede indtryk af hans bog, og man kan ikke lade være med at spekulere på, om der mon er kommet ny forskning, der kunne nuancere billedet blot en anelse, siden hans bog udkom i 2012.

Det være usagt kan ”Digital demens” ikke undgå at gøre stort indtryk. Vi ved udmærket, at vi skal skrue ned for vores digitale forbrug og måske endda helt slukke for vores computer, tablet og smartphone – og det er, de bombastiske konklusioner og talrige udråbstegn til trods, godt at blive mindet om, at vi skal passe på og ikke mindst hjælpe vores børn med at gøre det samme.