Er du genial eller bare helt almindelig?

Kreativitet var engang et begreb, man forbandt med de få, men i dag er det blevet allemandseje. Desværre, fremgår det af fortræffelig ny ”Tænkepause”-bog

Vi er vilde med kreativitet. Det er blevet et af tidens store buzzwords, og i dag optræder det dobbelt så hyppigt i bøger som for 50 år siden.
Vi er vilde med kreativitet. Det er blevet et af tidens store buzzwords, og i dag optræder det dobbelt så hyppigt i bøger som for 50 år siden. Foto: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix.

Vi er vilde med kreativitet. Det er blevet et af tidens store buzzwords, og i dag optræder det dobbelt så hyppigt i bøger som for 50 år siden. Og vel at mærke ikke blot i bøger om kunst og kultur. Kreativitet bliver nu også forbundet med arbejde, økonomi og ledelse.

Men hvordan definerer man egentlig kreativitet? Et muligt bud kunne være den amerikanske konceptkunstner Jasper Johns: ”Det er simpelt. Først tager du et eller andet og gør noget ved det, og så gør du noget andet. Det bliver du ved med nogen tid, og snart så har du noget.”

Det er imidlertid en ny definition, der næppe ville have vundet genklang hos Augustin, der betragtede enhver form for menneskelig kreativitet som helligbrøde. Han mente, at Gud havde monopol på at være det skabende væsen, som kunne skabe ud af intet, og at det skabte væsen, altså mennesket, ikke havde nogen skaberevne.

Den opfattelse ændrede sig i romantikken, hvor kreativitet dog var forbeholdt kunstnere, hvis inspiration kom i form af indblæsning af ånd – som Gud ifølge Bibelen gjorde ved Adam, da han skabte ham – og senere kædede man galskab og genialitet uløseligt sammen med kreativitet, som blandt andet her hos Nietzsche: ”Man må have kaos i sig for at kunne føde en dansende stjerne.”

Men myten om den martrede gale og geniale kunstnersjæl, der som Vincent van Gogh skar sit eget øre af, fik modstand af folk som Thomas Edison, opfinder af blandt andet fonografen og elpæren. Han hævdede nemlig, at genialitet er én procent inspiration og 99 procent perspiration, og punkterede således myten om den romantiske kreativitets store skabelsesøjeblikke.

Jan Løhmann Stephensen er adjunkt ved institut for æstetik og kultur på Aarhus Universitet, og han guider klogt og køligt sin læser gennem kreativitetens jungle i ”Tænkepause” nummer 61. Man kunne frygte, at et så forholdsvis uhåndterligt begreb som kreativitet ville være svært at sige noget begavet og ikke mindst konkret om på de obligatoriske blot 60 sider.

Men det lykkes på forbilledlig vis – også at folde perspektivet ud, så den historiske gennemgang af fænomenet fører os helt op til i dag, til en tids- og samfundsdiagnose, hvor kreativitet er blevet hvermandseje og nærmest et imperativ. I dag skal vi alle være kreative. Vi skal alle være unikke. Vi skal alle skille os ud.

Men hvordan kan vi alle være unikke og kreative på en gang? Og kalder kreativitetens triumf også på en række problemer? Som for eksempel, når det gælder vores forventninger til arbejdslivet, som ikke længere blot skal give os smør på brødet. Det skal nu også være kreativt og selvudviklende, realisere os og give os identitet i en tid, hvor kreativiteten ikke længere er arbejdets, økonomiens og kapitalismens modsætning, men snarere dens idealform. Det er nogle af de mange spændende spørgsmål, som Jan Løhmann Stephensens glimrende lille bog om kreativitet stiller og giver perspektiv på.