”Identitetspolitikken er ekstremt farlig. Hvad må der gøres? Det basale svar er, at der må ydes en hård og konsekvent modstand.”
Sådan skriver sociolog og folketingsmedlem for Liberal Alliance Henrik Dahl i sin bog ”Den sociale konstruktion af uvirkeligheden. Forurettelse og anti-liberalisme i det 21. århundrede” (Grønningen 1), og den modstand forsøger han nu at give på skrift.
Han definerer identitetspolitik som ”politik, der har som sit hovedformål at opnå anerkendelse” og dermed står i modsætning til den politik, der har til hovedformål at opnå økonomiske fordele eller udøve magt over statens institutioner. Og det er ikke målet med identitetspolitikken, der fejler noget, slår han fast. Racisme, sexisme og homofobi er væsentlige problemer, som det er helt legitimt at bekæmpe. Problemet er midlerne. Henrik Dahl finder nemlig, at de er antiliberale og antividenskabelige, blandt andet i form af censur og forbud mod krænkende ytringer samt afvisninger af elementære kendsgerninger og historiske begivenheder, som ikke er i overensstemmelse med idealerne om lighed og mindretalsbeskyttelse.
Den anmelder, der er mest enig med ham i den påstand og i selve bogens præmis, er Henrik Jensen i Kristeligt Dagblad. I sin anmeldelse skriver han nemlig:
”Mon ikke det for mange er lidt af en gåde, hvordan verden kunne gå hen og blive så åndssvag, som den er blevet? Jeg tænker her især på den skærpede identitetspolitik, som er ved at inficere alle vestlige – og danske – institutioner: kønsidentiteter, raceidentiteter og sexidentiteter flimrer rundt i medierne med deres krav om særlig anerkendelse.”
Han giver fem stjerner ud af seks og håber, at bogen vil blive læst af borgerlige modstandslommer med politisk indflydelse, og konkluderer:
”Det er en meget vedkommende, engageret debatbog, Henrik Dahl har skrevet. Den er intelligent, velskrevet, fokuseret og relevant.”
Det sidste og måske også det første kan Mette Leonard Høeg nok erklære sig enig i, men næppe det med det velskrevne og det fokuserede. I Berlingske bliver det nemlig til beskedne tre stjerner til en bog, som hun dog finder berettiget, sympatisk og væsentlig. Men hun mener ikke, at den løfter den opgave, som den stiller sig selv, men at den derimod utilsigtet underminerer troværdigheden af modpositionen til identitetspolitikken:
”Desværre fejler ’Den sociale konstruktion af uvirkeligheden’ som bog, fordi den ganske enkelt mangler litterær og sproglig kvalitet. Ideerne i bogen er forholdsvis holdbare og klare, men det ville være synd at kalde Dahl for nogen stilist. Den æstetiske dimension er faktisk fuldstændig fraværende i bogen, hvis formidling gennemgående er gumpetung, alt for redundant, fuld af kluntede formuleringer med for mange ord og fantasiforladte metaforer (hvis fortærskethed forfatteren endda selv påpeger), og særligt bogens sidste del, der forsøger at optegne en specifikt borgerlig indsats imod identitetspolitikken, fremstår sjusket, underredigeret og alt for tæt på notestadiet.”
Mathias Sindberg i Information er dog knap så forbeholden, men finder dog, at ”Den sociale konstruktion af uvirkeligheden. Forurettelse og anti-liberalisme i det 21. århundrede” har to gennemgående problemer. For det første, at Henrik Dahl har en tendens til at karikere de synspunkter, han kritiserer. Og for det andet, at han på baggrund af ganske få eksempler springer til meget bastante, kategoriske påstande om et identitetspolitisk tyranni, der spreder sig i samfundet som en virus. Således sidder han tilbage med en fornemmelse af, at der mangler at blive ført bevis for bogens mere opsigtsvækkende påstande, og han savner nuancer i Henrik Dahls diskussion, hvor der ikke findes nogen mellemvej, men hvor enhver tanke bliver tænkt til sin helt ekstreme ende:
”Efter endt læsning er det altså fortsat svært at slippe mistanken om, at truslen om den identitetspolitiske flodbølge først og fremmest holdes i live af debattører som Henrik Dahl. For igen at ty til forfatterens egne ord: ’Identitetspolitik har den kedelige konsekvens, at den kan flytte opmærksomheden væk fra alvorlige problemer, der opleves af store grupper, til mindre alvorlige problemer, der opleves af mindre grupper.’”
I Weekendavisen konstaterer Jeppe Bentzen, at Henrik Dahls analyse af identitetspolitikkens fremmarch er tiltrængt og velskrevet, men han slår også ned på forfatterens skråsikkerhed og savner en mere søgende og spørgende tilgang til diskussionen om identitetspolitikken, omend han finder, at bogen som historisk formidling fungerer fremragende. Men som debatoplæg fungerer den knapt så godt og mangler et klarere billede af, hvorfor alle de ”venstresnoede” tænker, som de gør, hvad der driver udviklingen, og hvad modargumenterne til Dahl er:
”Ved at forudindtage en vis forståelse og enighed hos læseren undviger Dahl en mulig intellektuel forbrødring af en i forvejen skarpt optrukket debat. Hans argumenter kan samle og mobilisere ligesindede, men næppe overbevise skeptiske læsere. På den vis fremstår ’Den sociale konstruktion af uvirkeligheden’ som en, ja, lukket bog. Den kalder ikke på et svar. Hvorfor ikke tage sig tid til at udfolde pointerne og triumfere med et velargumenteret nyrestød, når nu forfatteren har læserens opmærksomhed og en hel bog til rådighed?”
Læs Kristeligt Dagblad anmeldelse af bogen her.
”Bogen i tiden” skriver om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.