Er Houellebecq blevet overhalet af sit eget sortsyn? Anmelderne er uenige

Er den franske misantrop Michel Houellebecq blevet overhalet af sin egen modfortælling? Anmelderne af hans seneste – og måske sidste – roman ”Tilintetgøre” er ikke enige

(FILES) This file photo taken on April 25, 2019 shows French writer Michel Houellebecq taking part in a debate "Dialogue in Europe" in Paris. - The most influential French novelist of the century, Michel Houellebecq will releases his new novel "Aneantir" on January 7, 2022. (Photo by Lionel BONAVENTURE / AFP)
(FILES) This file photo taken on April 25, 2019 shows French writer Michel Houellebecq taking part in a debate "Dialogue in Europe" in Paris. - The most influential French novelist of the century, Michel Houellebecq will releases his new novel "Aneantir" on January 7, 2022. (Photo by Lionel BONAVENTURE / AFP). Foto: Lionel Bonaventure/AFP/Ritzau Scanpix.

En roman fra den franske forfatter Michel Houellebecq er altid ventet med spænding. Det seneste kvarte århundrede har han skrevet om Europas træthed, om ensomhed og om verdens markedsgjorte tomhed. Hans bøger er udgivet i mere end 40 lande, og alene det franske førsteoplag af hans seneste roman ”Tilintetgøre” (oversat af Niels Lyngsø, udgivet af Vinter Forlag) blev trykt i 300.000 eksemplarer.

Herhjemme blev utålmodigheden for stor for Politiken og Information, som allerede i januar anmeldte den franske udgave, mens de andre ventede pænt på den danske, som netop er udkommet. Men fælles for anmelderne er, at de alle står lidt overrumplede tilbage: For hvad skete der med det så velkendte houellebecq’ske sortsyn?

Det har han delvist vendt ryggen i sin besyngelse af menneskeligt nærvær i fortællingen om den midaldrende teknokrat Paul Raison. Han lever i et glædesløst ægteskab med Prudence, men bruger hovedparten af sine vågne timer i selskab med den franske finansminister Bruno Juge, som han arbejder for.

Michel Houellebecq leger som så mange gange før med kontaktfladerne mellem den store politiske og metafysiske historie og det enkelte menneskes liv, og i ”Tilintetgøre” er det døden i dobbelt forstand, der melder sig: på det private plan, da hans far får et slagtilfælde, og på det offentlige i form af terror, blandt andet mod en sædbank i Aarhus – og selv om Lasse Winther Jensen i Weekendavisen ender med at konkludere, at forfatterens overraskende rejse mod lyset over godt 700 prøvende, slingrende sider er en litterær bedrift, så er han også lettere desorienteret: ”Men her i nødens stund føler man sig også en smule forladt af den stemme, der tvang os til at konfrontere det modernes Europas dårligdomme (…). Hans vilje til aldrig at sænke blikket var også en form for oprigtighed, og den fremstod på mange måder mere solidarisk end den nyfundne, lettere eskapistiske følsomhed.”

Lasse Winter Jensen mener, at samtiden er begyndt at minde så meget om en Houellebecq-roman, at det er svært at se, hvad den franske forfatter egentlig har at tilføje, og at nybruddet i forfatterskabet består i, at menneskene nu pludselig får øjnene op for deres egne og hinandens følelsesliv: ”De indledende øvelser med det store familieportræt føles ofte kluntede, uredigerede og retningsløse, men da Paul og Prudence overtager bogens sidste tredjedel, gør deres symbiose efterhånden et stærkt bevægende indtryk (…). Der er intet frelst eller forlorent over ”Tilintetgøre”, kun en ny og hidtil uset grad af inderlighed.”

Det er imidlertid tredje akt, som Jacob Ørsted i Berlingske slår sig mest på, da han finder, at forfatteren her fjerner fokus fra de valg- og familiekampe, som han i romanens første dele har beskæftiget sig med, og det støder lidt hårdt sammen med den afsluttende, nærmest romantiske livsfilosofi: ”Det er bestemt rørende læsning, men alligevel sidder jeg tilbage med en underlig uforløst fornemmelse over de mange uafsluttede tråde og konfliktområder, som Houellebecq har søsat i løbet af de første 550 sider for så blot at skylle dem så hurtigt ud med badevandet. Den uforløste fornemmelse kan dog tilgives af én simpel grund. Det er en så pokkers velskrevet roman.”

Det bliver til fire stjerner præcis som i Morgenavisen Jyllands-Posten, hvor Niels Lillelund også noterer sig skiftet i tonen hos den franske forfatter: ”Faderens sygdom bringer langsomt og meget forsigtigt det forliste ægtepar sammen igen, og forfatteren er ikke fri for i passager ligefrem at virke sentimental; man keder sig også en lille smule indimellem i den 700 sider lange roman, mens forfatteren breder det spraglede tæppe ud og viser os Frankrig i den klassiske, realistiske stil fra Zola.”

Men Niels Lillelund vil helst ikke tro på det, som Michel Houellebecq skriver i sit korte takkeord – ”Hermed er jeg tilfældigvis nået frem til en positiv konklusion; det er på tide, at jeg standser” – og han sætter spørgsmålstegn ved, om vi virkelig skal tage det for pålydende: ”Det er selvfølgelig fristende, rent poetisk, men jeg nægter at tro på det. Han er kun 66 år gammel, og han har meget mere at sige, tror jeg, selv om virkeligheden kan siges at have overhalet hans sortsyn.”

I Politiken funderer Matthias Dressler-Bredsdorff over, hvorvidt mesterforfatteren, der har opnået det, som blot er de færreste forundt, nemlig at blive en myte i levende live, mon har mistet troen på sig selv, hvorvidt han er blevet ramt af den træthed, han har gjort det til sin metier at beskrive: ”Denne gang er det dog, som om hjertet, hvor hidsigt bankende det end stadig er, ikke rigtigt er med; Hvad der var nyt engang, fremstår nu i tiltagende grad som et allerede udført oprør (…). Med sin betoning af de houellebecq’ske temaer udspillet på mikro- og makroniveau, men også med sine gentagelser føles bogen på den måde som en inventarliste over forfatterskabet.”

Det bliver til tre hjerter og et åbent spørgsmål om, hvorvidt forfatteren nærmest har overflødiggjort sig selv ved så stærkt at sige, hvad han havde at sige, men den køber Rune Lykkeberg ikke i Information. Han betegner romanen som en forbløffende genopdagelse af det kærlige forhold til andre mennesker i en verden, som er gået i stykker, og kalder Michel Houellebecqs første kærlighedsroman for befriende læsning: ”Vi har ikke længere brug for et attentat på en triumferende fortælling om det sejrende Vesten, for den tristesse, som var Houellebecqs modfortælling for 25 år siden, er i dag blevet til den offentlige stemning. Alle erkender, at noget er helt galt, selv om vi er uenige om, hvad det er. Michel Houellebecqs lange nye roman er indimellem ujævn, og ikke alle fortællinger i den er lige overbevisende. Men romanen er også et virkelig nybrud i forfatterskabet. Den giver os helte, som prøver at sætte livet og menneskene sammen igen i en verden, der er gået i stykker, og den viser et håb for, hvordan vi midt imellem modernitetens ruiner kan genfortrylle de affortryllede forhold, familier og kærlighed. Det er et af de bedste bud på den modfortælling, vi har brug for her et par årtier inde i det 21. århundrede.”