Filmanmelder: 'Loveless' er et mesterværk

Russisk mesterværk fremmaler en verden, hvor kærligheden er visnet, og trøstesløsheden er sat i dens sted

Andrey Zvyagintsevs ”Loveless” er et intimt kammerspil om to fortabte sjæle og en stor russisk roman omsat til film, hvor politik og åndelighed afspejler sig i figurernes liv. –
Andrey Zvyagintsevs ”Loveless” er et intimt kammerspil om to fortabte sjæle og en stor russisk roman omsat til film, hvor politik og åndelighed afspejler sig i figurernes liv. – . Foto: Filmbazar.

Den russiske filmskaber Andrey Zvyagintsev, der forrige år brillerede med Job-beretningen ”Leviathan”, indkapsler endnu en gang Moder Ruslands martrede sind. Dramaet ”Loveless” er en allegori over det nye årtusindes hadefulde Rusland, men lignelsen overskrider de russiske grænser. ”Loveless” holder et spejl op for en global samtid, der ser virkeligheden gennem små skærmes tindrende skær. En verdensomspændende folkesjæl, der har mistet forankringen i fællesskabet i de besattes jagt på individuel lykke fri af forventninger og fortid.

Ægtefællerne Zhenya og Boris står foran en skilsmisse. Bitterheden og hadet er det eneste smulder fra deres forliste samliv. Og så deres søn, den 12-årige Alyosha, hvis ansigt er skåret som en voksen mands. Draget om munden og de udslukte øjne har længe ikke mærket kærlighed. Stående sammenklemt bag en dør i familiens lejlighed overhører Alyosha forældrenes fuldstændige nedsmeltning. Hun ville ønske, drengen var endt som abort. Hun vil ikke have ham med ind i sit nye glamourøse liv med en ny velhavende mand. Smid ham på børnehjem, siger hun – og mener det. Fortidens dødvægt skal slippes.

Se anmeldelsen af "Loveless" herunder 386058

”Loveless” er selvrealiseringens splintrede spejl. Det er russiske nyheder om krig og korruption, der bemægtiger sig filmens ellers tilbageholdte lydside fra skrattende bilradioer. Det er Sovjet-tidens askegrå bygninger, der flimrer forbi i farten. Det er dog ikke kun et Rusland uden moralsk mørtel, men en genkendelig moderne verden i emotionel opløsning, Andrey Zvyagintsev uden nåde haler os igennem.

Efter forældrenes skænderi forsvinder Alyosha. Det russiske samfund, legemliggjort ved politiet, er ikke til hjælp. Kun en forsamling frivillige kaster sig ind i kampen for at finde den flygtede. De frivilliges engagement bliver et forsonende lys i det eksistentielle mørke.

Imens falder den gamle verden bogstaveligt talt fra hinanden. Højhusene forfalder, forsamlingssalene forvitrer, og mennesket har ikke noget meningsfyldt at sætte i stedet. Andet end sig selv. Derfor kigger Zhenya kun ned i sin telefon, derfor leder alle kvinder i filmen efter en rig mand, derfor er der ingen hjælp fra myndighederne.

Mikhail Krichman står bag kameraet, der ofte zoomer ud på den grænseløse golde civilisation, symboliseret ved tågeindhyllede højhuse, eller opfanger ægteparret gennem regnslåede ruder, hvor verden ikke rigtigt trænger ind. Fordi der ingen sjæl er at lave aftryk på, eller fordi der i samfundet ikke findes et ekko for den længsel og traurighed, Zhenya og Boris som det eneste evner at føle? Kuld-slåetheden går begge veje. Menneskene er kolde, samfundet er koldt. Kameraet dvæler længe, efter scenen egentlig er slut. Verden findes, selv når vi lukker øjnene.

Andrey Zvyagintsevs ”Loveless” er et intimt kammerspil om to fortabte sjæle og en stor russisk roman omsat til film, hvor politik og åndelighed afspejler sig i figurernes liv. En sønderrivende film med glimt af håb.

Et mesterværk.