Bo Bjørnvig, litteraturanmelder på Weekendavisen:
”Jeg kalder det for falsk varebetegnelse at kalde det for en roman, for overvejende virker det som en selvbiografi. Knud Romer er naturligvis ikke alene om at omgå genrene let, der er en tendens i tiden til at kalde alting for romaner. Så undgår man anklager for at have taget for let på sandheden, og for at krænke folk. Så er det lettere bare at sige, at det er fiktion, men det er mere et trick end en varebetegnelse. Og her mener jeg bare, at alt, hvad du har hørt Knud Romer fortælle om sig selv de sidste 10 år, er det samme, som der står i bogen. Hvis man tager hans første bog ’Den som blinker er bange for døden’, blev den kaldt en roman, men blev alligevel i høj grad opfattet som et portræt af Romers familie og Falster, og derfor blev det også diskuteret, hvor ’sand’ den var, da en del af den biografiske beskrivelse viste sig at være fiktiv.
Det har jo altid været diskuteret gennem litteraturhistorien, hvad der var ’sandt’ i et værk, og selvfølgelig genoplever man jo også livet i erindringen, så allerede der kan der være et forbehold for, hvor ’sandt’ det, man gengiver, er. I den forstand kan alt defineres som roman, altså fiktion, men vi har nogle enkelte kategorier at forholde os til, og hvis en bog overvejende er erindringer, er det en selvbiografi, selvom man kan huske forkert og dermed skrive fiktion. ”
Sune de Souza Schmidt-Madsen, redaktionschef på Lindhardt og Ringhof og redaktør på ”Kort over paradis”:
”Selvfølgelig er det en roman. For det er en poetisk og eksperimenterende fiktionsfortælling. Romaner har altid eksperimenteret med genrene, og forfattere har altid skrevet autofiktion. Robinson Crusoe blev endda lanceret som en slags erindringer, men Knud Romer var med til at starte den moderne bølge af autofiktion med ’Den som blinker er bange for døden’ før Knausgårds succes. Men ’Kort over paradis’ er på alle måder større end debuten. Og jeg har selv kaldt den for Knud Romers ’Faust’. Goethe debuterede jo med ’Den unge Werthers lidelse’, som var en lille stram sag, som ramte den europæiske ungdom mellem øjnene og skabte mode fænomener. På samme måde kom Knud med ’Den som blinker er bange for døden’, inden han med 12 års tilløb kunne udsende sin Faust. Så når ’Kort over paradis’ skal sælges internationalt, kalder vi den for ’Faust of the Modern Age’. For den er lige så sammensat, barok og vilter som Faust. Nu har jeg læst ’Kort over paradis’ fire gange, og den bliver bedre og bedre for hver gang, man læser den, fordi der ikke er en sætning, som ikke er overvejet og har noget at byde på, så jeg mener, at det er et mesterværk.”
Jon Helt Haarder, litteraturforsker ved SDU:
”Vi har haft masser af eksempler på romaner, der overvejende var selvbiografiske, så det overrasker mig lidt, at man kan hævde, at det ikke er en roman. For grundlæggende er romanen en genre på samme måde som internettet, der kan indeholde alt muligt forskelligt. Det er det, der er så herligt ved romanen, at den kan efterligne andre genrer og optage alle mulige diskurser, selvbiografiske historier og faktiske oplysninger. Man ville jo heller ikke sige, at en roman med en hel masse historisk stof som Kim Leines bøger ikke ville være en roman. Jeg synes, at det er meget svært at sige, hvad en roman og en ikke-roman er. Og det er noget af det fine ved genren, at den kan så mange forskellige ting. Jeg tror heller ikke, at jeg kan sige noget absolut om, hvor grænsen mellem en roman og selvbiografi går. Og enhver, der sætter sig og skriver sine erindringer, vil jo også opdage, hvor stor forskel der er på, hvad man ender med at skrive, og hvad man faktisk erindrer. For det er et element af autofiktion i al erindring. Det er det, begrebet oprindelig dækker. Det er ikke, fordi jeg siger, at der ikke er forskel på fiktion og selvbiografi, men jeg synes i hvert fald ikke selv, at man meningsfuldt kan lave noget absolut skel mellem en biografi og en roman.”
