Glem alt om gamle tykke bøger, støvede montrer og lærde akademikerforedrag i store auditorier foran tavse, lyttende forsamlinger. Glem alt om kanonlister, der udpeger den ypperste kulturarv og sorterer langt det meste fra. I 2015 er kulturarv ikke kun det fine, traditionelle, dannede og etablerede. Det er også tegneserier, krimier, popsange og computerspil. Det er alt det, der har ”særlig værdi for nogen”.
Sådan lyder i hvert fald oplægget fra den årlige københavnske festival for kultur og historie, Golden Days. Årets festival har fokus på debatten om, hvad kulturarv er, og anvender den meget nudanske titel ”Festival of important shit” (det vigtige lorts festival). Ifølge festivalprogrammet er kulturarv ikke historie, idet historikere stræber efter at gengive fortiden objektivt. ”Kulturarven er broen mellem fortiden og nutiden. Det er måden, vi bruger historien til at skabe fortællingen om os selv.”
Og et gennemgående træk ved festivalen er, at der er gjort store anstrengelser for at gøre broen bred. Formidlingen af den traditionelle kulturarv er farverig, og samtidig er der åbnet for nye genrer, for eksempel ved et ”historisk LAN-party”, hvor man kan bruge natten på ”de store klassikere i arkadespillenes og spilkonsollernes himmel”.
Sangskatten tages under behandling af DR Pigekoret, der synger klassiske vuggeviser, og på spillestedet Vega er popsangere som 1980'er-stjernen Dodo med til at nytolke Højskolesangbogen, og alle interesserede borgere har kunnet foreslå, hvilke sange der efter deres opfattelse er sangskat. På samme måde kan publikum ved et andet arrangement nominere sin egen litterære kulturarv.
Hele festivalen sluttes af med en kæmpe bryllupsfest med suppe, steg, is og Klaus Bondam som toastmaster, med indlagte ekspertforedrag om bryllupper og kærlighed gennem historien, men også mulighed for, at enhver kan bidrage med en tale eller lejlighedssang.
Betyder det så, at alt kan være kulturarv? Nej, understreger Svante Lindeburg, direktør for Golden Days og cand.mag. i filosofi og moderne kultur.
”Vi vil på den ene side gerne vise, hvilken værdi kulturarven har for os, og vise, hvad kulturarven kan bruges til anno 2015. Og på den anden side vil vi give kulturarven et servicetjek og undersøge, hvad kulturarv i det hele taget er, og hvilke kræfter, politiske som økonomiske, der styrer, hvad der udpeges som kulturarv. Det er mindst lige så interessant som genstandene i sig selv,” siger Svante Lindeburg.
Han oplever, at kulturarven i disse år bliver sat i stævne på to fronter: Der er den traditionelle autoritative udvælgelse lavet af eksperter og smagsdommere på den ene side og en ekstrem demokratiseringsbølge på den anden.
”Det sidste er sket i kraft af de nye medier og en stigende efterspørgsel efter lister og rangeringer. Det kan være de fem bedste restauranter i verden, de 10 mest enestående museer, du skal se, før du dør. Der er TripAdvisor, der giver stjerner til alt muligt. Udviklingen efterlader én midt i mellem de klassiske autoriteter og alle mulige kvantitative domme over det ene og det andet,” siger festivaldirektøren.
At kulturelle arrangementer i vore dage skal være farverige, inddrage borgerne og spille på det, vi kender i forvejen, er ikke kun noget, Golden Days-arrangørerne har fundet på. På Københavns Museum har man netop vist udstillingen ”Søren Kierkegaard: Kærlighedens genstande og gerninger”, hvor museet også bad københavnerne indsende private genstande, der kunne udstilles.
Ifølge Peter Yding Brunbech, centerchef ved Nationalt Videncenter for Historie- og Kulturarvsformidling, står vi lige nu i en bølge af nostalgi, som mest retter sig mod den nære fortid samt enkelte farverige epoker i den tidligere historie.
”Der er stor interesse for fortiden og historien. Samtidig er der blandt kulturarrangører og eventmagere en forestilling om, at hvis historien bliver fortalt på den traditionelle måde, bliver det for kedeligt. Derfor skal det gammeldags peppes op, have et særligt twist, en fræk drejning. Om det fungerer, kommer an på, hvad det egentlig er, man vil. Hvis man synes, det er vigtigt at gøre os klogere på middelalderen, er der grænser for, hvor meget stroboskoplys man kan lade indgå i formidlingen. Men formidlingen kan bruges til at fange os ind og hjælpe os til at forstå, at kulturarv er et begreb, som er levende og i fortsat udvikling. Det er noget, vi til stadighed genfortæller til hinanden,” siger Peter Yding Brunbech.
Han oplever, at der i disse år er en stærk nostalgi hovedsageligt for den nære fortid, som de fleste voksne husker. Det handler om din kulturarv, som derfor er vigtig og kan være hvad som helst. Peter Yding Brunbech peger på, at lokale initiativer som Stjerne Radio, mere underholdningsprægede scenerier som opbygningen af Korsbæk fra ”Matador” på Dyrehavsbakken samt de mange film og bøger tilsammen skaber en kultur, der er meget folkelig og underholdningspræget, og som kun i begrænset omfang er funderet i videnskabelige fakta. Det har som konsekvens, at centralmagten og fagkundskaben mister kontrollen med formidlingen.
”Markeringen af 150-året for slaget ved Dybbøl i 1864 er et godt eksempel på, at der kan være stor uenighed om, hvad der skal formidles og hvordan. I Sønderjylland er slaget endnu en del af erindringskulturen. Her ønskede man hos beslutningstagerne en traditionel højtideligholdelse for at mindes det skete og bad Danmarks Radio transmittere det i tv. Men ovre i hovedstaden sagde DR nej. Her så man 1864 som fjern fortid og ville hellere markere slaget med en tv-serie, man så som fræk, spændende og nyskabende, frem for at transmittere 20 taler ved Dybbøl,” siger Peter Yding Brunbech.
Ifølge Hans Hauge, lektor ved Aarhus Universitet, forandrer museer og kulturfestivaler sig fra at være opbevaringssteder for de genstande fra fortiden, som ville forsvinde, hvis ikke vi satte dem på museum, til at være begivenhedskulturelle oplevelsescentre for samtiden og den nære fortid.
”Det er betegnende, at de mest populære huse i Den Gamle By i Aarhus er husene fra 1970'erne, som mange af gæsterne genkender fra deres egen barndom. Det virker, som om interessen for samtidskulturen, -litteraturen og -kunsten er blevet meget stor og altomfattende, mens kulturarven i betydningen 'det, der ligger bag den umiddelbare erindringshorisont', til gengæld er meget lille,” siger Hans Hauge.
Han var i 1992 formand for daværende undervisningsminister - nu kulturminister - Bertel Haarders (V) kanonudvalg og betoner, at motivet for at udpege litterær kulturarv dengang var at fremhæve de gamle tekster, som vi ville holde op med at læse, hvis ikke vi blev gjort opmærksom på deres værdi.
”Det, som markedet gør til kanon ved hjælp af hitlister og bestsellerlister, behøver man ikke at kanonisere som kulturarv. Der er ingen grund til at sætte Beatles på museum, når Aarhus Teater kan spille teaterkoncert med Beatlesmusik for fulde huse. Man behøver heller ikke have et Danmarks Rockmuseum eller skrive krimier på kanonlisten, for disse genrer har i forvejen et kæmpe publikum og skal nok klare sig,” siger Hans Hauge.
Ifølge Svante Hindeburg er det vigtigt at huske, at gamle kulturgenstande i sig selv ikke nødvendigvis har en værdi eller relevans. For nylig blev der stjålet en buste fra Glyptotekets samling, som de færreste kendte til. Det var kun i det øjeblik, at genstanden blev væk, at der kom opmærksomhed på dens eksistens og relevansen af den, påpeger festivaldirektøren.
Han mener, at det altid har været en magtkamp at definere kulturarven og gøre den relevant.
”Det så vi tydeligt med Brian Mikkelsens kulturkanon. Man siger, at historiebøgerne er skrevet af vinderne. Det samme kan man sige om kulturarven. Vi vil også gerne stille skarpt på ting, som mange ikke umiddelbart tænker på som kulturarv. Arkadespil fra 1980'erne, der banede vejen for den moderne computerspils industri. Det er også kulturarv, ” siger Svante Lindeburg, der oplever, at mange danskere faktisk har en meget traditionel opfattelse af, hvad kulturarv er. Festivalen har bedt danskere om at tage billeder af ting og steder, de mener, er kulturarv, og herefter dele dem på det sociale medie Instagram under #importantshit.
”Vi kan se, at de fleste faktisk er ret ens i deres valg, og det siger noget om, at der egentlig er en basisforståelse for, hvad der har betydning, og at det netop ikke kan være alting,” siger han.
Det hører også med til historien, at Golden Days ikke kun er bryllupsfest, computerspil og popmusik. Det er for eksempel også foredrag med Michael Böss, lektor ved Aarhus Universitet og forfatter til ”Det demente samfund”, som anklager samtidens danskere for at lide af historieløshed. Böss deltager i et arrangement om de værdier fra dansk kultur og historie, som folkeskolen hviler på, og ifølge ham selv har interessen for arrangementet været stor.
”Det tyder på, at der er en voksende interesse for kulturarv, også i forhold til de dele af kulturarven, som rækker tilbage i tiden, og som fremhæver det nationale. Indtil for nylig har de kulturradikale vægret sig ved at tale om åndelig kulturarv, men det ser vi flere tegn på har forandret sig. Den kulturradikale avis Politiken har netop kåret folkehøjskolerne til åndelig kulturarv, og tidligere kulturminister Marianne Jelved (R) er ikke bange for at tale om værdien af den nationale kulturarv. Det er et meget interessant skifte i forhold til den demonstrative rodløshed, som udgik fra den fløj i en lang periode,” siger han.