Prøv avisen
Tidens tegn

Er kunstig litteratur lige om hjørnet?

Da jeg var en yngre litteraturforsker, fantaserede jeg om muligheden for at skabe ”kunstig litteratur”. Hvis man nu kunne tage alt, hvad Henry James eller Dostojevskij havde skrevet, og så uploade det til en computer, kunne man så ikke skabe en Henry James 2.0 eller en Dostojevskij 2.0, der kunne producere nye værker? Foto: Joachim Adrian/Polfoto

Udviklingen af robotter og kunstig intelligens vil måske også kunne kaste nyt lys over kunstnerisk kvalitet

Diskussionen om robotter og kunstig intelligens har været hos os i mange år. Da jeg var en yngre litteraturforsker, fantaserede jeg om muligheden for at skabe ”kunstig litteratur”. Hvis man nu kunne tage alt, hvad Henry James eller Dostojevskij havde skrevet, og så uploade det til en computer, kunne man så ikke skabe en Henry James 2.0 eller en Dostojevskij 2.0, der kunne producere nye værker?

Jeg havde sikkert fået plantet tanken, da jeg som skak-interesseret dreng læste tilsvarende fantasier om at lave den ultimative turnering mellem alle historiens store mestre, genskabt på computere: Capablanca mod Kasparov, Morphy mod Bobby Fischer, Steinitz mod Aljechin og så videre. Og hvem skulle så stå over for hinanden i finalen?

På dette sted må jeg nok tilstå, at jeg intet ved om den teknologi, der kunne tilvejebringe sådanne genopstandelser. Jeg ved dog, at maskinen på skakkens område allerede for længe siden har overgået mennesket, så alle de levende og døde mestre i sidste ende ville tabe til Deep Blue, eller hvad den bedste maskine nu hedder i dag.

Jeg kom til at tænke på disse ting, da jeg læste artikelen ”Kan man få AI (artificial intelligence) til at bryde loven?” i dagbladet Information i fredags. Her blev nogle nye forsøg med kunstig musik beskrevet. Det ene nummer ”Daddy’s Car” er komponeret af en software i Beatles-stil, det andet ”Mr. Shadow” er lavet i en hybridstil baseret på Cole Porter, Irving Berlin og Duke Ellington (begge numre kan findes og aflyttes på YouTube).

Der er vist lang vej endnu. Dels er ”Daddy’s Car” ret kedeligt at høre på, dels er mennesker på forskellig vis stadigvæk indover produktet med tekstskrivning og arrangementer. Der er endnu ikke tale om en kunstig intelligens, der kan agere helt autonomt og kreativt, selvom ”Mr. Shadow” ikke lyder helt ueffen.

Det, der interesserede mig som yngre, var ikke så meget at få produceret ny (gammel) litteratur, men at få inspiration til at analysere den litteratur, der allerede var der. Henry James er en utroligt dæmpet forfatter, Dostojevskij er vild og gal. Tænk, hvis man kunne tage en James-tekst og køre den igennem Dostojevskij-computeren og se, hvad der kom ud af det. Eller omvendt. Det ville give en fantastisk fornemmelse af ikke blot forfatternes sproglige stil, men også deres særlige evne til at skabe karakterer, situationer og fiktive verdener.

Den individuellekreativitet er nemlig svær at forstå og bryde ned i sine bestanddele. I daglig tale og hurtig omsætning bruger vi ret grovmaskede kategorier. I ugen der gik mistede vi Jan Sonnergaard. Hans forfatterskab beskrives i nekrologerne med termer som ”realisme” og ”social indignation”. Det kan også række på dagen, men for en dybere betragtning er det selvfølgelig utilstrækkeligt.

Der vil kunne skrives artikler og afhandlinger om, hvordan det så var realisme, hvordan det adskiller sig fra Bent Vinn Nielsen, Jakob Ejersbo og andre realister med social indignation. Og hvad det særlige mon var ved Sonnergaard, der gjorde, at man kunne genkende ham hver gang.

Man kan godt efterligne en forfatter. Man kunne skrive en Sonnergaard-pastiche eller –parodi. Det er interessant, at det er muligt. Pastichen og parodien er den menneskelige udgave af kunstig litteratur (nu lader jeg som om, jeg er Dostojevskij), og det må forudsætte et vist overblik over en forfatters særpræg og en evne til at eftergøre det, at kende til regler og kunne følge dem.

Men det løser ikke mysteriet om, hvad det så er, der gør den gode tekst god. Og kan man skelne mellem pastichen og Sonnergaard selv, når han var mindre god? – hvad han jo også var indimellem.

Jeg ved ikke med ”Daddy’s Car”. Nummeret lyder sådan set meget godt, men det har også noget livløst over sig, som om det ikke rigtig vil nogen noget.

Det har ikke noget begær eller noget projekt, det vil ikke stille sig an og heller ikke udforske verdensgåden. Men der kommer måske en dag, hvor den ene robot vil sige til den anden: Hør skat, de spiller vores sang, de spiller ”Daddy’s Car”.