Er en mand, der har overtaget det meste af rengøringen, tøjvasken og madlavningen, og som er altid er der, når hans travle karriere-kone vender hjem fra arbejde, selv skyld i, at hun forlader ham?
Det spørgsmål stiller den norske forfatter Geir Gulliksen indirekte i sin roman ”Historie om et ægteskab”, der den 3. marts udkommer på dansk. I romanen fortæller han om et moderne parforhold, som begge parter oplever som perfekt: Sunde børn, gode jobs, pænt hus og et hyppigt og dejligt sexliv. Alligevel opløses ægteskabet, da kvinden forelsker sig i en anden, og manden står undrende tilbage.
”Hun husker, at jeg altid var derhjemme, at jeg altid helst ville være der. At jeg gik rundt i værelserne, ryddede op, støvsugede, vaskede børnenes tøj, hendes og mit tøj, jeg hængte altid vasketøjet ud, hvis det var vejr til at tørre tøj, hun så mig gå ud med store hvide lagner, bh’er og T-shirts,” lyder det blandt andet i romanen, hvor Gulliksen har ladet sin mandlige jeg-person se forløbet gennem kvindens øjne.
Romanen blev en af de mest medieomtalte udgivelser i Norge og Sverige sidste år. Måske fordi den dumper ned i en tid, hvor cirka halvdelen af alle ægteskaber opløses, og hvor det i to ud af tre tilfælde er kvinden, i de heteroseksuelle forhold, der tager intitiativ til, at parterne går hver til sit.
Den sidste tredjedel fordeler sig mellem mandens initiativ, og at skilsmissen sker efter fælles beslutning. Det i sig selv er ikke usædvanligt, for spørger man seniorforsker ved SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, Mai Heide Ottosen, har det altid været sådan. Hun forsker i skilsmisser og kan registrere, at tilbage i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet blev 60 procent af alle separationsbevillinger til på kvinders foranledning.
”Skilsmisser var naturligvis ikke nær så hyppige dengang, og når kvinderne brød ud, handlede det mest om druk og uansvarlig adfærd fra mandens side. I dag er det snarere noget med, at kvinderne ikke oplever, at de er på følelsesmæssig bølgelængde med manden. Dengang krævede kvinderne mad på bordet og social tryghed, i dag kræver de gensidig tillid og respekt, god kommunikation og følelsesmæssig nærhed, siger hun.
Birthe Linddal, der er sociolog og fremtidsforsker, kalder det en megatrend i tiden, at det er kvinderne, der tager initiativ til skilsmisse, og at kønsrollerne i nogen grad kan have betydning for den tendens.
”Hvor hun tidligere var elastikken i forholdet, er der i dag en generel forventning hos kvinderne om, at man handler på de ting, man er utilfreds med. Man kan sige, at kulturen i hjemmene har forandret sig, så pligterne nu er begges ansvar. Det er godt, men kønsrollerne forandrer sig ikke over en nat, og måske vil kvinderne også bare gerne have, at mændene skal være mænd,” siger Birthe Linddal.
Ifølge Geir Gulliksen har kvinder i dag et langt bredere udtryksregister end for 100 år siden, mens forståelsen af, hvad en mand kan være, ser ud til at være stået mere stille.
”Det er ikke ukvindeligt at snedkerere, klatre i fjeldet eller være topleder. Men hvis en mand tager hovedansvaret derhjemme, er der mange, som reagerer. Det maskuline er skrøbeligt i den forstand, at der skal meget lidt til, før en mand virker umandig. Hvis manden i et heteroseksuelt forhold ikke er den, der skifter dæk på bilen eller hænger hylder op, virker han umandig. Mænd har ikke udvidet deres udtryksregister på samme måde, som kvinder har, og det må vi selv gøre noget ved,” siger han.
Når det først og fremmest er kvinder, der tager initiativ til skilsmisse, hænger det ifølge den norske forfatter sammen med, at kvinder tager hovedansvaret for, at parterne kommunikerer regelmæssigt om, hvordan de har det med hinanden. Men det vil forandre sig i takt med, at langt flere mænd i dag tager emotionelt ansvar i kærlighedsforhold end tidligere, mener han.
Geir Gulliksen er interesseret i problematikkerne omkring køn og kærlighed og er glad for den debat om kvinders og mænds roller i hjemmet, som hans bog især i Sverige har givet anledning til. Han påpeger dog samtidig, at romanen ikke skal læses entydigt.
”Romaner er bedre til at skitsere standflader, som nogen har kaldt det, end til at give udtryk for standpunkter,” siger han.
På Center for Familieudvikling mener afdelingsleder i skilsmisseafdelingen Jan Kaa Kristensen ikke, at de høje skilsmisseprocenter kan reduceres til et spørgsmål om kønsrolletænkning.
”Det er først og fremmest kombinationen af et samfundsmæssigt pres om høj effektivitet og drømmen om det perfekte liv, der giver mange par problemer,” siger han og fortsætter:
”Når familierne er presset, så opstår der ofte en drøm om, at det hele nok bliver bedre, hvis vi går fra hinanden. At det oftest er kvinderne, der tager initiativ til skilsmisse, handler nok mest om, at de har en tendens til at løfte flere af de huslige pligter end manden, og så kan de tænke, at det måske bliver lettere, hvis de gør det hele selv. Jeg oplever ikke, at kvinderne synes, deres mænd er for lidt mænd.”
Geir Gulliksen vil gerne være med til at slå et slag for, at de individuelle forskelle får lov til at udfolde sig mere i parforholdene fremover.
”De fleste af os har et langt bredere register af egenskaber, end dem vi sædvanligvis tilskriver mandighed og kvindelighed,” siger han.