Nogle gange er det helt bevidsthedsudvidende at læse en bog, man ikke ville have valgt umiddelbart. Sådan én er Delphine de Vigans ”Dage uden sult”; en bog om den purunge Laure, der holder op med at spise uden at vide hvorfor. Ikke en oplagt fortælling at hygge sig med i sofaen, men ”Dage uden sult” er på ingen måde en anoreksi-roman for unge, det er en dyb, eksistentiel fortælling om sjælen, og om livet, der presser sig på, selvom tilværelsen føles meningsløs.
Og som Virginia Woolf skrev i et afskedsbrev før sit selvmord: ”Jeg ville skrive om Døden, men Livet brød ind som sædvanlig”, så har livet det med at manifestere sig dér, hvor man er allerlængst ude. Hvis man er heldig. Og det er Laure. Om det er mødet med sit eget udsultede ansigt i spejlet efter månedsvis af kontrolleret sult, eller om det er den unge læge, dr. Brunel, der gør det – i hvert fald vil hun ikke dø. Alligevel. Eller egentlig slet ikke. Det var ikke døden, det hele handlede om, det var noget andet, og hvad det er, bliver langsomt afdækket lag for lag, i indre monologer, drømme, recurring memories og møder med de andre patienter.
Laure er intet og ingen, da hun kommer ind på hospitalet: ”Hun kan mærke, at hendes hukommelse er lige så tom som hendes krop. Sammen med kiloene har hun også skilt sig af med Henrik 4., Ludvig 14. og Robespierre. Hun ved ikke længere noget som helst”.
Helbredelsen begynder og ligner tortur så meget, at man ikke kan se forskel. Slanger ned i halsen, mad midt om natten, blodprøver og tvangsspisning. Og ernæringsafdelingen viser sig at være lidt af et galehus. Patienterne er alle sammen for tykke, for tynde, for vrede, for gamle, for unge, for ensomme eller for uelskede. ”Den blå Dame” for eksempel, er en irriterende fedling, der afholder lange, syrlige monologer i Laures døråbning om, at hun da ikke forstår, Laure ikke spiser, og giver den som en fransk udgave af den paranoide medpatient hr. Traubert, hvis man husker ham fra ”Rend mig i traditionerne” af Leif Panduro.
Og ligesom hos Panduro er hospitalet hér også synonym for et samfund, der ikke kan rumme det svære, det følsomme og det oprørske. For på det lille sygehus ligger Laure og de andre patienter beskyttet mod de absurde krav om tilpasning og perfektion, som råder i det moderne liv. Hér kan man ryge smøger, bande, sladre, gemme sig og heale. Der er iskølige mødre, hånlige ægtemænd, selvglade ekskærester og ensomhed på den anden side af sygehusets svingdøre, så hospitalet bliver et helle og et kloster, hvor det er hvide vægge, rummelighed og ingen fordømmelse.
Og det er i øvrigt lægen, der er helten her. Ikke som en prins, der kommer ind fra højre og leger George Clooney, men som en næsten overjordisk tålmodig, klog og indsigtsfuld figur, der på én gang er præst, psykolog, gud og far for sine nødstedte patienter. Stille og roligt vinder dr. Brunel Laures tillid, når hun som et rådyr fanget i bilens forlygter forsøger at flygte fra sine følelser og sin lammede tilstand. Der bliver skreget og råbt en del, skal jeg hilse og sige, men vreden har et formål hér.
Nu vi snakker om læger, er det med denne roman svært ikke også at komme til at tænke på Thomas Manns ikoniske ”Trolddomsbjerget” fra 1924 – måske verdens mest berømte hospitalsroman. Også her var et ungt, tomt menneske, der blev sjæleligt og fysisk syg, og som blev indlagt af terapeutisk begavede læger på et myldrende tuberkulose-hospital fuldt af skæve eksistenser.
Her levede de i årevis et friere liv i Davos’ bjerge, langt væk fra jobs på handelskontorerne i München, familien og hele det pres, der putter mennesket ind i skabeloner og roller, som vi ikke kan ånde i.
Er sygdom så ligefrem lig med frihed? Det må hver læser selv bedømme, men vi må huske, at i Delphine de Vigans roman er sygdommen en konkret, selvoplevet fase, som forfatteren selv har berettet om i interviews. En sygdomsfase i ungdommen, som hun mirakuløst overlevede. Derfor har den smukt fortalte og svævende bog en ægte og mørk undertone, hvor tabet, forfaldet og døden hele tiden ligger nede under det komiske og frigørende.
For lige bag livet ligger døden altid, lige bag det guddommelige ligger det dyriske, og i de Vigans velskrivende åbenhed kommer denne komplekse dobbelthed frem – og mennesket står der, som det bange dyr, som den krop, det også ér.
4 stjerner