Anmeldere er delte: Er Marstrands Margrete-roman mesterlig eller middelmådig?

Der er alt fra seks til tre stjerner til Anne Lise Marstrand-Jørgensen og hendes store roman om middelalderdronningen Margrete I

Anne Lise Marstrand-Jørgensens nye bog bliver både beskrevet som lang historietime og som et mesterværk.
Anne Lise Marstrand-Jørgensens nye bog bliver både beskrevet som lang historietime og som et mesterværk. Foto: Sofie Mathiassen/BM/Ritzau Scanpix.

Hvis ens børnelærdom om Margrete I med årene er gået hen og blevet lidt rusten, er der nu mere end blot en enkelt mulighed for at få den pudset af. Næste år rammer Charlotte Sielings film om middelalderdronningen nemlig de danske lærreder, i oktober har Edith Tvede premiere på sin afgangsfilm fra Filmskolen om hende, og i den forgange uge udkom Anne Lise Marstrand-Jørgensens 600 sider lange roman om Margrete I, som samlede Danmark, Norge og Sverige i Kalmarunionen.

Hun blev i 1363, som 10-årig gift med Kong Håkon VI af Norge og fødte i 1370 sønnen Olof, men da de begge døde tidligt, Olof blev blot 17 år, blev vejen banet for, at Margrete kunne overtage magten.

Anne Lise Marstrand-Jørgensens ”Margrete I” (Gyldendal) følger hende fra 1363 til 1397, og det i en ”en forbilledlig historisk roman om en dronning og hendes tid”, skriver Henriette Bacher Lind i sin anmeldelse i Morgenavisen Jyllands-Posten, som hun krydrer med sjældne seks stjerner ud af seks mulige.

Hun udtrykker ”Respekt! Dyb, dyb respekt og grænseløs beundring for Anne Lise Marstrand-Jørgensen” og fremhæver som flere andre anmeldere, at det klæder projektet, at det først og fremmest er anerkendelsen af Margretes værd som en strategisk og magtfuld personlighed, der har forfatterens interesse, og at der ikke ligger en kønspolitisk agenda bag portrættet. Og så er hun på halen over Anne Lise Marstrand-Jørgensens sprog, der som altid er ”forbløffende rigt, vibrerende af originale metaforer og poetiske omskrivninger af helt elementære følelser og oplevelser” og dermed skaber en roman fyldt med ”historiske, stemningsfulde, sansende og præcise udtryk, som får fortællingen og dens karakterer til at leve, ånde og gribe”.

Men det er Sørine Gotfredsen i Kristeligt Dagblad ikke helt enig med hende i, omend hun som sin anmelderkollega mener, at forfatteren mestrer sproget, men at hun bruger det til at skrive uden om sine karakterer i stedet for ind i dem, at de mange sanseindtryk lægger sig som en vold rundt om hovedpersonen, og at det derfor kommer til at knibe med den ægte indlevelse i Margretes væsen:

”En del af forklaringen er, at romanen mangler interessante dialoger. For mens forfatteren kan konstruere diskussioner om det politiske, kommer hun til kort, når samtalen skal stikke dybere. Anne Lise Marstrand-Jørgensen er ikke stærk på det eksistentielle plan, og frem for at tegne hele forankrede menneskeportrætter slår hun konstant over i de udvendige stemningsbilleder af æbler, der modnes, og sne, der falder, hvilket i længden gør ’Margrete I’ til en noget monoton læseoplevelse.”

Det bliver til tre stjerner og en konstatering af, at romanen drukner i ord og i referat, og at den minder mere om historieundervisning end om et overbevisende portræt af Margrete I. Og det får Sørine Gotfredsen medhold i af Alexander Vesterlund, der kvitterer med tre ud af seks hjerter i sin anmeldelse i Politiken. Han finder, at romanen er ”et monumentalt og omsorgsfuldt portræt af en stærk kvinde, der ikke har fået det eftermæle, hun fortjener”. Men han slår sig på det, som han kalder fuldstændighedstrangen og på behovet for, at alt skal med:

”I længden bærer romanen præg af en vis redundans i forhold til det historiske, hvor mange af begivenhederne, forhandlingerne og mellemregningerne minder om hinanden og har svært ved at få dramatisk liv. Så går der historietime i den: ’Margrete I’ er uhyre velforberedt skrevet, fortælleren er skolens bedste lærer, der gør stoffet spændende med et frodigt sprog og en enorm appetit på at oplyse. Men vi længes stadig efter, at det skal ringe ud til det store spisefrikvarter.”

Men så er det også fuldstændig slut med forbehold og sure opstød, og Marstrand-Jørgensen og Margrete kommer flyvende i mål. Således er der fem stjerner ud af seks fra Merete Reinholdt, der i Berlingske konstaterer, at forfatteren behændigt fletter historiske fakta ind i fiktionens vingefang, at hun behersker sproget mageløst og stilsikkert, og at man æder hendes fortælling med ”hud og hår, ord og sprogligt blomsterflor”. Og den redundans, som Alexander Vesterlund noterer sig, kan hun ikke nikke genkendende til:

”At de lange beskrivelser af historiens gang ikke ender som gentagelsernes trummerum skyldes i høj grad, at Marstrand-Jørgensen løfter begivenhederne ind i en intim kvindepolitisk udviklingshistorie, en dronningedannelsesroman, et kritisk heltekvad.”

I Weekendavisen lægger Amalie Langballe sig også fladt ned, svimmel ved tanken om det historiske overblik, som det har krævet at skrive denne ”mesterlige middelalderroman”:

”Det føles som en næsten umulig opgave at puste liv i en historisk periode, der ligger lige på grænsen af det begribelige – så meget død, så meget sygdom, så meget ulykke – men Anne Lise Marstrand-Jørgensen gør det.”

Også Erik Skyum-Nielsen er i Information på alle måder imponeret over en roman, han betegner som suveræn. Han er imponeret over forfatterens ”suggererende billeddyngende skrift, som elegant hæver sig op over den matte betegnelse ’fortælling’” og ikke mindst over hendes evne til at skrive hen over tid, over den enorme fysiske og mentale distance, som hun har skullet tilbagelægge, og over at de enkelte scener får så fin en sanselighed, at sproget hele romanen igennem virker så livfuldt, let og spændstigt. Han konkluderer:

”Vigtigst er imidlertid, at der er magi i skriften. En på én gang vild og omhyggelig stil kendetegnet ved tempo og intensitet samt ved et frapperende fysisk nærvær. Vi er overalt inde på kroppen og tæt på tingene, og selvfølgelig skal der kolporteres grundig viden om samfundets beskaffenhed og den hele historiske baggrund, men Margretes livs verden skifter også hele tiden mellem at være forståelig og uoverskuelig.”

”Bogen i tiden” skriver om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.