Er mennesket værd at satse på? Nye børnebøger byder på følelser og dystopiske fortællinger

Litteraturen har altid tematiseret såvel udefrakommende som interne trusler mod vores verden og bringer ofte følelserne ind som værktøj til bekæmpelsen af det truende mørke

Tanken om, at vi ikke er alene i universet, er meget gammel. I kunsten skifter vores syn på disse mulige rumvæsener en del. Fra at de er onde og ødelæggende, som H.G. Wells portrætterer dem i sin ”The War of the Worlds” fra 1897, til de særdeles bureaukratiske væsener i Douglas Adams’ ikoniske ”The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy” fra 1979, hvor man følger stakkels Arthur Dents liv, efter at Jorden bliver udraderet for at gøre plads til en intergalaktisk motorvej.