Har man læst aviser de senere uger, ved man, at to af Danmarks mest prestigefyldte kunstskoler, Forfatterskolen og Kunstakademiet, er ude i lidt af en suppedas for tiden. På overfladen er en professor blevet afskediget, en rektor er gået af, og en whistleblowerordning, hvor man anonymt kan indberette krænkelser, er oprettet. Under overfladen ligger rygter, beskyldninger på kryds og tværs i miljøerne, og dybt, på bunden af det hele, ligger efter sigende en usund kultur, opbygget gennem årtier.
I Sverige har MeToo været katalysator for en omvæltning i verdens måske fineste litterære institution, Det Svenske Akademi, som stadig vakler oven på sagen om en nu voldtægstdømt ægtemand til et akademimedlem – og der begynder på mange måder at tegne sig et mønster.
For hvorfor er det kulturlivet, der igen og igen bliver centrum for skandalesager, når fænomener som magtmisbrug, sexchikane og daglige ydmygelser med største sandsynlighed findes i andre brancher? Hvad er det, der gør, at sagerne ikke på samme måde vælter ud af kokkemiljøet eller byggebranchen?
Anne Birgitte Richard, dr.phil. og professor emeritus i nordisk litteratur ved Roskilde Universitet, mener, at man med fordel kan træde et skridt tilbage og se på, hvor det hele begyndte. Det var sidste efterår, at det lille tegn, #metoo, først begyndte at sprede sig på de sociale medier, foranlediget af en række artikler i avisen The New York Times om filmproduceren Harvey Weinstein, der ifølge et massivt vidnesbyrd havde sexchikaneret kvinder i filmmiljøet i årevis.
”Det er i kulturens verden, opgøret er begyndt. Men derudover tror jeg, at der er flere grunde til, at det er på kunstskolerne og i kulturlivet, vi ser opgøret herhjemme,” siger hun.
”En af grundene er, at det er velformulerede og højtuddannede mennesker, der begår sig her, og det tror jeg også spiller en rolle i forhold til den sikkerhed, man går frem med. Det er klart, det vil være anderledes for en svend i et bageri, der bliver behandlet skidt af sin mester,” siger hun.
En anden grund handler ifølge Anne Birgitte Richard om en tradition for overskridelse.
”De danske sager handler i meget høj grad om, hvorvidt man må være overskridende, når man er kunst- og kulturskabende. Der ligger en overskridelsestematik, som er blevet kombineret med forestillingen om det kunstneriske geni. Det er en forestilling, som rækker tilbage i historien, til avantgarden, ja faktisk helt tilbage til romantikken, hvor kunstnerne har stået som nogle, der ikke skulle arbejde inden for loven. Men der er altså forskel på en æstetisk overskridelse og en personlig, og det er dér, kernen ligger i den danske diskussion,” siger hun.
”Jeg tror, der har siddet nogle mennesker i nogle ledende positioner, der har tænkt: Siden jeg er et kunstnerisk geni og er udvalgt til at lære de unge mennesker en hel masse, så må jeg også overskride deres grænser, ikke bare grænserne i min kunst.”
Henrik Kaare Nielsen, dr.phil. og professor ved institut for kommunikation og kultur ved Aarhus Universitet, er enig i, at det nu, et år efter Weinstein-skandalen, er lykkedes at finde en styrkeposition for erfaringen af at have været udsat for en krænkelse.
”I USA havde det været halvoffentligt kendt i filmmiljøet, at ’sådan noget’ hørte til dagens uorden, men at det ikke kunne angribes, uden at man risikerede at ryge nedenud af branchen. Det er anderledes nu, og det har været det store gennembrud,” siger han.
I de skandinaviske sager ser han, ud over traditionen for grænseoverkridende kunst, en strukturel grund til, at skandalerne udspiller sig i kulturens verden.
”Kulturlivet er meget bygget op omkring individuelt talent. Det er forestillingen om, at den enkelte er unik og kan noget, andre ikke kan. Det er bærende for dine karrieremuligheder som kunstner, at du har en vis originalitet, og det står i modsætning til andre jobs og brancher, hvor det er mere standardiserede færdigheder og kompetencer, du skal tilegne dig for at kunne få et job. I langt de fleste andre jobfunktioner vil du kunne erstattes, og det påvirker helt selvfølgeligt din lyst til at råbe op, hvis du har været udsat for noget,” siger Henrik Kaare Nielsen.
”Og så er kultursektoren meget offentlighedsvendt: Den lever af offentlig opmærksomhed, og der er en stor offentlig beredvillighed til at tage imod de her krænkelseshistorier for øjeblikket,” siger han.
Lige nu er det især på Facebook, diskussionen kører videre. Og én af dem, der har deltaget i debatten med sin version af en ydmygende tid på Forfatterskolen, er forfatter Kim Blæsbjerg.
”Teoretisk set er det nemmere at stå frem som kunstner, fordi man er vant til at udtrykke sig,” siger han.
”Da jeg skrev teksten om min tid på Forfatterskolen, var det eksempelvis ret let at gøre rent teknisk – jeg skulle ikke lede længe efter ordene, og det faldt mig heller ikke særlig svært at offentliggøre den. Men tilløbet til at skrive teksten har varet over 20 år, og jeg skrev den udelukkende, fordi to af mine daværende holdkammerater åbnede for historierne, og fordi vores rektors svar på dem nødvendiggjorde en ekstra vinkel. Altså er det alligevel heller ikke let i de kunstneriske miljøer.”
Han kan sagtens se, at kunstnere er bedre stillet, fordi de efter MeToo ikke længere ”taler ud i et tomt rum”, som han udtrykker det.
”Man blotter sig jo, når man taler højt om de her ting – og hvis man så tilmed ikke rigtig bliver hørt; det kan jeg forestille mig må være meget hårdt. Men mit håb er naturligvis, at afsløringerne fra kulturlivet kan få en betydning i alle brancher. Det skulle gerne blive sådan, at magtmisbruget bliver sværere at praktisere alle steder. Jeg tænkte primært på de nuværende og kommende elever på Forfatterskolen, da jeg skrev min tekst, at den gerne skulle være med til at gøre det nemmere for dem at tale med hinanden om et eventuelt magtmisbrug fra lærere eller ledelsen og sige fra over for det. Men det ville glæde mig meget hvis teksten også kan betyde noget for folk i andre brancher,” siger Kim Blæsbjerg.