Er populismen en sko, en sten – eller en and?

En bog om populismen, som trækker på forfatterens store politiske almenviden, får ikke rigtigt bragt noget nyt ind i diskussionen

Rachlin kommer med stor viden rundt i mange landes ”populismer” i øst og vest, skriver Kristeligt Dagblads anmelder. På billedet ses Samuel Rachlin fortælle om sin bog ved Bogforum. Ved siden af sidder Kristeligt Dagblads chefredaktør Erik Bjerager.
Rachlin kommer med stor viden rundt i mange landes ”populismer” i øst og vest, skriver Kristeligt Dagblads anmelder. På billedet ses Samuel Rachlin fortælle om sin bog ved Bogforum. Ved siden af sidder Kristeligt Dagblads chefredaktør Erik Bjerager. Foto: Lars Krabbe/ritzau.

Populisme er et af tidens meget brugte og – fristes man til at sige – meget populistiske begreber, som har den tvivlsomme skønhed ved sig, at det er vanskeligt, måske umuligt, at definere.

Mest af alt er det et skældsord, også for journalisten, kommentatoren og den tidligere studievært Samuel Rachlin, som med denne bog vil nærme sig en forståelse af begrebet fra metaforisk hold.

Når en koncis definition af noget ikke vil melde sig, er metaforen ved hånden. Den britiske filosof Isaiah Berlin forestillede sig populismen som en sko, som ingen fod passede i, hvorfor han talte om ”Askepot-komplekset”. Her halter metaforen allerede, for Askepots fod passede som bekendt i skoen.

Rachlin bruger Berlins diktum som motto for sin bog og følger op på dennes metafor ved at skrive, at ”moderne populisme ikke er så let at forholde sig til og have med at gøre som at tage en sko på”. Så er forvirringen næsten total.

Rachlin byder selv på en række metaforer, hvoraf en del har status af kapiteloverskrifter. Populisten er en ”brosten på et parketgulv”, Donald Trump – populisten over dem alle – er ligefrem en ”kampesten”. En del af tidens populister på højre- og venstrefløj er ”rullesten”.

Populisterne er i forskellige sammenhænge familiemedlemmer, himmellegemer. De er, som selve begrebet, udflydende som vandmænd og uhyre vanskelige og ubehagelige at håndtere. ”Alle figurerne, alle familiemedlemmerne, alle himmellegemerne, bro-, rulle- og kampesten, store og små i alle former er – hvad enten de selv vedkender sig det eller fornægter det på enhver måde – populister med stort eller lille p,” slutter Rachlin.

Her bliver man mere end en kende usikker på anvendeligheden af disse ”farverige metaforer”, som Rachlin mener sig som journalist berettiget til at udtrykke sig med, ”for at indkredse og beskrive et fænomen som tidens populister”, mens sociologer og politologer må gå mere videnskabeligt til værks.

Heldigvis er Rachlin også inde omkring deres definitioner. En af dem, Cas Mudde, har kaldt populismen for ”tynd ideologi” i modsætning til ”tykke ideologier” som fascisme, liberalisme og socialisme. Populismen har nemlig et begrænset antal bestanddele, den består faktisk af to modsatrettede sider, ”det rene folk” over for ”den korrupte elite”, hvorimellem står ”folkets generelle vilje”, siden Rousseau kaldt ”almenviljen”. Populisten er den, der tolker folkets vilje til folkets glæde.

Ifølge Jan-Werner Müller fra Princeton University er populisme ”en særlig moraliserende forestilling om politik, en måde at opfatte den politiske verden på, der stiller et moralsk rent og totalt forenet – jeg vil sige reelt et fiktivt – folk op imod eliterne, der betragtes som korrupte eller på anden vis som moralsk inferiøre”.

For nationalismeforskeren Ernest Gellner – som for Berlin – var populismen udefinerbar. ”Har den nogen som helst grundlæggende enhed?”, spurgte han. ”Eller dækker det ene navn en mangfoldighed af uforbundne tendenser?”.

Netop den fornemmelse sidder man stadig tilbage med efter endt læsning af denne bog, hvor Rachlin imidlertid mener, med endnu en metafor, at kunne konkludere sin ”andetest” af populismen: ”Hvis man siger rap som en and, vralter som en and og har fjer og andefødder som en and, så er man en and. Eller rettere: en populist.”

Rachlin kommer med stor viden rundt i mange landes ”populismer” i øst og vest, og får samlet op på meget avisstof fra de seneste år, hvor Trump og Brexit-Farage har trukket de store overskrifter.

Hvorfor en figur som Macron ikke ses som en populist i bogen, er imidlertid lidt af en gåde. Måske er det fordi han er en ”pæn mand” – men han ligner ”en and” fra de fleste vinkler.

En anden betragtning, som Rachlin er inde i, men ikke kommer helt til bunds i, er, hvorvidt populismen alene er en modsætning til det liberale demokrati, eller om den også tjener til soignering af det, når det bliver, nå ja, for korrupt, elitært, impotent eller blot rutinepræget.

Det er svært at komme uden om, at populismen er demokratisk, selvom det ved gud ikke er på den fede måde.

Gæsteanmelder Henrik Jensen er forfatter, historiker og anmelder ved Morgenavisen Jyllands-Posten.