En gal konspirationsteori eller efterårets vigtigste bog?
Svenske medier og meningsdannere har for en stund fået andet at tænke på end skyderier i forstæderne og russiske fartøjer med kurs mod Gotland. For med bogen ”Da postmodernismen kom til Sverige” har forfatter og litteraturhistoriker Johan Lundberg bidt sig fast i struben på den blågule kultur- og holdningselite, herunder Det Svenske Akademi, der uddeler Nobelprisen i litteratur. Og et sådant angreb er ikke noget, hverken meningsfæller og modstandere lader passere ubemærket.
Johan Lundberg argumenterer i bogen for, hvordan en relativt snæver og navngiven personkreds omkring Det Svenske Akademi, svenske medier og progressive universitetsinstitutioner siden 1980’erne har spredt postmodernistisk tankegods og dermed lagt grunden til den værdiopløsning og relativisme, Lundberg i dag ser komme til udtryk i kulturlivet, i medierne og i svensk politik, og som bedst kan sammenfattes under paraplybetegnelsen identitetspolitik.
En analyse, der på den ene side er et både opsigtsvækkende og provokerende frontalangreb på 40 års åndelige udvikling hinsidan, men også en kritik, der lægger sig i naturlig forlængelse af en række af de seneste års markante, svenske debatbøger, ikke mindst Anna-Karin Wyndhamn og Ivar Arpis ”Genusdoktrinen – hvad sker der, når kampen for ligestilling truer det frie ord?”
Men selvom Johan Lundbergs kritik ikke er et egentligt intellektuelt nybrud, har litteraturhistorikerens forsøg på at udråbe postmodernismen som oplysningens fjende nummer et fået skribenter fra snart sagt samtlige ideologisk afkroge af den svenske dagsbladsverden til at hvæsse deres penne.
”Det er vigtigt at slå én ting fast: Det her er en konspirationsteori (...) Bogen bygger på en mærkelig fortolkning af oplysningstraditionen, på bevidste misforståelser og på alt for drastiske konklusioner,” skriver Martin Aagård i sin anmeldelse i socialdemokratiske Aftonbladet, inden han fortsætter:
”I løbet af 2010’erne har kulturkrigen mod den postmoderne multikulturalisme udviklet sig til en af verdens mest effektive opskrifter på politisk succes. Så effektiv, at den sågar erobrede præsidentposten i USA. Og alligevel kan Johan Lundberg ikke smage sejrens sødme. Han fortsætter med at piske den hest, som viser stadigt færre livstegn.”
Martin Aagård er blandt (meget!) andet kritisk over for den omfattende indflydelse på udviklingen i svensk åndsliv og politik, som 60-årige Lundberg tilskriver Horace Engdahl, litteraturkritiker og et fremtrædende medlem af Det Svenske Akademi. Johan Lundberg står ifølge Martin Aagård ”på hovedet” for at få hans tese til at passe, og hans fiksering på Det Svenske Akademi er ifølge anmelderen ”nærmest rørende”.
Samme konklusion når borgerlige Svenska Dagbladets Håkan Lindgren, der i avisen og på sociale medier ironiserer over det ansvar, Johan Lundberg angiveligt tilskriver tænkere som Jacques Derrida og Michel Foucault:
”Problemet med bogen er, at Lundberg vil gøre alt, hvad han ikke bryder sig om, til postmodernismens ansvar (...) Jeg bliver ikke overbevist af Lundbergs ’Da postmodernismen kom til Sverige’”.
Men det er der til gengæld andre, der gør. Blandt andre avisen Expressens vikarierende kulturredaktør, Victor Malm, der et stykke hen ad vejen imødekommer Johan Lundbergs projekt:
”Med indlevelse portrætterer han, hvordan en generation af intellektuelle har bidraget til en betydende mentalitetsforandring i svensk kulturliv (...) Giver Lundbergs gennemgang af postmodernismen i Sverige mening? Kan den lære os noget væsentligt? Det tror jeg. I det mindste så længe, vi er i stand til at læse den med en sund kombination af tillid og skepsis.”
Endnu mere begejstret er det socialkonservative netmedie Samtiden, der har forbindelse til det højrenationale parti Sverigedemokraterne.
”Hvis ikke konservative får regeringsmagten i Sverige inden længe, er der en overhængende fare for, at udviklingen i Det Svenske Akademi bare er en smagsprøve på, hvordan hele myndigheds-Sverige vil bryde sammen. Alle institutioner, hvor postmodernismen får lov at hærge, rådner indefra,” skriver redaktør Dick Erixon.
Også på de sociale medier er ”Da postmodernismen kom til Sverige” blevet genstand for debat. På Twitter bliver Lundberg døbt ”modløberen” af Johan Sundeen, docent i idéhistorie ved Borås Universitet, mens Jens Sörensen, lektor i globale studier ved Göteborg Universitet og medlem af Academic Rights Watch, skrev således:
”Efterårets vigtigste svenske bog er kommet. Der er sprængstof på siderne.”