Prøv avisen

Er publikum blevet vigtigere end kunsten og kulturen?

Nu er det til diskussion i kulturlivet, om omfavnelsen af den besøgende er gået for vidt. Her ses besøgende på the Metropolitan Museum of Art i New York, der er travlt optaget med at tage selfies (selvportrætter, red.) Foto: Richard B. Levin

Museer, biblioteker og teatre gør stadig mere for at aktivere publikum. Men man risikerer, at kulturen drukner i brugerinddragelse, advarer flere

I dag kan man låne en robotstøvsuger på Gladsaxe Bibliotek, gå til fredagsbar på Statens Museum for Kunst og få en aftagelig tatovering på Museet for Søfart i Helsingør.

Dette er blot få eksempler på, hvordan kulturinstitutioner i hele landet forsøger at inddrage besøgende i forskellige aktiviteter rundt om kunsten. Men nu er det til diskussion i kulturlivet, om omfavnelsen af den besøgende er gået for vidt.

”Jeg er bekymret for, at kulturen ikke længere drives på kulturens præmisser. At alt bliver lavet efter markedslogikker. Det er fint at gøre nye ting, men hvis det hele tiden handler om, hvor mange der går ind og ud ad døren, går der måske noget fra det indholdsmæssige,” lyder det fra Marie Herborn fra Ishøj Kulturcafé og Bibliotek.

Hun delte sin bekymring med 600 medarbejdere fra biblioteker, museer, teatre og landsdelsorkestre fra hele landet, der de seneste dage har været samlet i Nyborg til et årligt kulturtræf.

Her blev det tydeligt, at der i dag arbejdes intenst med begreber som brugerinddragelse, medskabere og publikumsudvikling for at få flere ind ad døren. Antal klik på Facebook er blevet vigtigere end en anmeldelse i en avis, og der blev peget på det lokale museum i New York-bydelen Queens, USA, hvor man er gået hele vejen i brugerinddragelsen og i dag blot er en ramme om en lang række arrangementer med borgerne i centrum frem for kunsten.

Der skal vi ikke hen ifølge Ulla Tofte, direktør for Museet for Søfart i Helsingør.

”Det er en vigtig diskussion. I dag vil mennesker involveres, og det er et fint redskab til at engagere folk. Men mennesker søger også det lette og tilgængelige. I en tid med mange tilbud, også af ringere kvalitet, skal vi vise vores nytte og faglige værd med kvalificeret indhold,” lød det fra Ulla Tofte i Nyborg.

Ifølge Camilla Mordhorst, vicedirektør på Nationalmuseet, er publikum blevet hovedpersonen.

”Vi ser mere inddragelse af sociale medier og spil, men hvad gør alt dette ved vores viden og arbejde? Er vi en faciliterende kulturinstitution eller en vidensinstitution? Udviklingen er måske med til at udviske skellet mellem forskning og formidling.”

Sjællands Symfoniorkester inviterer elever med på scenen, hjælper publikum igennem Sjostakovitjs musik på pædagogisk vis og lægger korte musikoplevelser på nettet.

Ifølge musikchef Uffe Savery har det digitale tilbud i dag en lige så stor berettigelse som koncertsalen. Men der er trods alt en grænse:

”Jeg er i tvivl om, hvor meget man skal spørge brugerne. Vi skal også have ro omkring det, vi laver.”

En undersøgelse fra Kulturstyrelsen viser, at inddragelse er afgørende for folks kulturoplevelse. Men de skal inddrages rigtig, påpeger specialkonsulent Ida Brændholt Lundgaard over for Kristeligt Dagblad.

”Der er mange eksempler på ligegyldige aktiviteter, der ikke er tænkt nærmere over. Kulturinstitutionerne skal stadig blive bedre til at lave medskabende kunstoplevelser nedefra.”

Andre læser lige nu