Er tabuernes tid forbi i litteraturen?

Peter Lundins biografi og Thomas Rathsacks jægerbog skaber stor debat for tiden, men det er intet i sammenligning med tidligere, hvor forfattere brød tabuer i stor stil

Findes der stadig i tabuer i litteraturen? -
Findes der stadig i tabuer i litteraturen? -. Foto: Tegning: Peter Hermann.

Tidligere på året blev en britisk roman afvist fra en litteraturfestival i Dubai, fordi arrangørerne vurderede, at handlingen var for stødende for et mellemøstligt publikum. Bogen – en komedie om et homoseksuelt forhold mellem en arabisk sheik og en englænder – blev anset for at have så sprængfarlig en handling, at både forfatteren og romanen blev udelukket fra festivalen Emirates Airline International Festival of Literature. I protest mod censuren valgte flere vestlige forfattere, der skulle have deltaget, at boykotte festivalen. Et levende bevis på, at der stadig eksisterer tabuer inden for skønlitteraturens verden. I hvert fald når vestlige forfattere støder sammen med et mellemøstligt publikum. Det er langt sværere at støde på tabuer hos Vestens tilsyneladende helt igennem frigjorte og tolerante læsere. Er alle tabuer udryddet, eller findes der stadig emner, som vil få et vestligt publikum til at føle sig bare det mindste anfægtet?

Forfatteren Dorthe Nors skriver ofte om eksistentielle temaer. I sin tredje roman "Ann Lie" skriver hun blandt andet om et af de få tabuer, vi måske stadig har: døden. I sin seneste udgivelse, den kritikerroste novellesamling "Kantslag", berører hun mennesker på kanten, herunder også dem, der er på kant med moralen. Dorthe Nors mener, at det ville provokere et skandinavisk publikum at skrive en bog, der ikke er ironisk.

– Ironi er utrolig udbredt her i Skandinavien – både i hverdagen og i litteraturen. Derfor ville det også være provokerende at skrive et u-ironisk værk. Et oprigtigt og nøgent værk blottet for ironi. Vi lever i en hurtig og ironisk sms- og Facebook-kultur. Som jeg ser det, er ironi et udtryk for ængstelse. Vi er så homogene og ensartede her i Norden, og ironi er en måde at udjævne eventuelle forskelle. Jeg kan godt blive helt bekymret for al den ironi. Det er en omgangsform. Men den er samtidig et forsvar. Man siger jo ikke rigtig noget, når man er ironisk. Det er sådan lidt: "Jeg siger det her – men jeg siger det alligevel ikke helt". Sarkasme er noget andet. Man tør noget, når man er sarkastisk. Når man er ironisk, trækker man sig tilbage, siger hun.

Den 33-årige forfatter og klummeskribent Tine Bruun har det ikke som et defineret mål at bryde tabuer med sin fiktion. Men tematikkerne i hendes bøger er ofte kontroversielle, fordi hun drives af at fortælle historier om mennesker, der har oplevet ekstreme ting.

– Jeg skriver meget om mord og voldtægt og død. Men det kommer meget an på, hvem jeg har mødt. Folk, der har været udsat for ekstreme ting, dem møder jeg tit. Så bruger jeg deres historie på en eller anden måde. Hvis jeg kan se en mulighed for at omsætte det til noget litterært – så har det måske at gøre med at ville bryde et tabu. For eksempel at skrive om en, som er ung og har slået et andet menneske ihjel. Eller en, der har været udsat for et eller andet ekstremt. Har været i krig. Har mistet. Nogen, der gør ekstreme ting ved sig selv.

– Men jeg ser den litterære kvalitet i, hvad man kan med den historie. Jeg ser det ikke som et større samfundsmæssigt eller personligt mål at sige: "Dér kan jeg bryde et tabu". Men jeg skal ikke nægte, at det hænger sammen – at det måske er, fordi det er tabuiseret, at der er en god historie i det.

Men fordi en forfatter bryder et tabu i sin litteratur, er det så ensbetydende med, at tabuet ikke længere eksisterer hos publikum? Ikke hvis man spørger Anne-Marie Mai, der er professor og forskningsleder ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet. Hun minder om, at det er vigtigt at skelne imellem tabuer hos forfatterne og tabuer hos læserne.

– Religion og seksualitet har været store tabuer for vestlige forfattere. I dag er der næsten ikke et tabu inden for hverken religion eller seksualitet, der ikke er blevet taget op af en vestlig forfatter. Men man skal også huske på, at selvom forfattere rask væk bryder samfundstabuer, så er det ikke ensbetydende med, at et emne ikke stadig kan være tabu for læserne.

Hun nævner et konkret eksempel fra 2005, hvor hun var inviteret til Dublin i forbindelse med et litterært møde på nationalbiblioteket. Hun skulle holde forelæsning om H.C. Andersen i anledning af eventyrdigterens 200-års fødselsdag. Her stødte hun – uventet – på et tabu hos arrangørerne.

– Jeg havde valgt at læse en genfortælling af "Den lille pige med svovlstikkerne" op for publikum – nemlig Harald Voetmann Christiansens "Den lille pige med de franske postkort". Det, som mange ikke tænker over i dag, er, at H.C. Andersen faktisk brød et af samtidens store tabuer med den fortælling, nemlig fattigdom. Han menneskeliggjorde "den fattige" og viste, at fattige er mennesker med længsler, håb og drømme. I "Den lille pige med de franske postkort" bryder Harald Voetmann Christiansen et nyere tabu: børneprostitution. Pigen i historien sælger nemlig postkort med nøgenbilleder af sin mor, og der er derfor folk, der tror, at hun selv er prostitueret. For mig er det ikke specielt tabubelagt, men i Irland blev jeg ringet op af en meget forsigtig bibliotekar, der mente, at netop den historie ville være vanskelig at tage frem i et katolsk land, hvor nogle af kirkens præster har været under anklage for pædofili. Det overraskede mig, at jeg stødte på et tabu med det lille eventyr. Så tabuer eksisterer stadig, men det er ofte i nogle meget specifikke sammenhænge.

Selvom Anne-Marie Mai valgte ikke at læse op af teksten af respekt for arrangørernes ønske, og fordi børn måske kunne forvilde sig ind til mødet, mener hun, at det generelt er en dårlig idé at optræde formynderisk over for et voksent publikum.

– Det, der skete på litteraturfestivalen i Dubai, hvor arrangørerne afviste en bog af frygt for at støde publikum, det er jo formynderisk. De antager, at publikum vil blive stødt af bogens indhold, og det, mener jeg, er en problematisk holdning. Hvis et voksent publikum bliver stødt, kan de vælge at gå eller blive. Men det må være deres egen vurdering, om de føler sig stødt eller ej, ikke arrangørernes. Formynderi er ganske enkelt noget skidt.

Ifølge Søren Schou, professor i dansk litteratur på Roskilde Universitet, er det efterhånden blevet et udvandet begreb, at kunsten skal bryde tabuer – og en grov forenkling af, hvad der efter hans mening er kunstens egentlige funktion.

– Forfatteren Rainer Maria Rilke sagde "Du musst dein Leben ändern" ("Du skal ændre dit liv", red.). Han mente, at vi skulle sætte spørgsmålstegn ved de ting, vi går rundt og gør. De automatiserede reaktioner. Det synspunkt er blevet trivialiseret til, at kunst skal bryde tabuer. Det er en voldsom forenkling. Når avantgardekunstnere putter guldfisk i en blender eller lort på dåse, bliver kunstens funktion malet op i alt for skrigende farver. Kunstens funktion er ikke at få os til at overveje, om vi kan få os til at trykke på knappen og blende guldfisk. Kunst skal få os til at stille spørgsmål om os selv, siger han.

Anne-Marie Mai peger på forskellen mellem tabuer og upopulære holdninger. Som eksempel nævner hun den kulturpolitiske debat, der udspandt sig i sensommeren, hvor blandt andre Pia Kjærsgaard (DF) ytrede sin holdning om, at afføring på dåse ikke er kunst, men bare ulækkert.

– Hun mente jo, at det er ejendommeligt, at der er nogen, der kalder det for kunst. Men det er jo, fordi hun selv synes, at det ikke er kunst. Det er ikke, fordi det er et decideret tabu, der er brudt. Ligesom hvis man i dag skrev en nationalchauvinistisk sang – det ville ikke være en tabuiseret ting at gøre. Men det ville med garanti møde nogle reaktioner i kraft af, at det vil være meget upopulært. Men der er forskel på at bryde tabuer og så at gøre politisk ukorrekte ting. Det eneste tabu, der er tilbage, er, at kunsten bryder tabuer – det er et tabu ikke at bryde tabuer, hvis man er kunstner. Og det er jo meget svært at praktisere, når alle tabuer er brudt.

Formynderi i forbindelse med litteratur duer ikke, mener Anne-Marie Mai. Kunst skal overraske og må gerne provokere – men den har aldrig pligt til det. Forfattere skal først og fremmest gøre, hvad de føler for, og følge deres egne veje.

– Jeg vil meget nødig ende i den situation, at nogen fortæller forfatterne, hvad de skal gøre. Litteraturen har ingen pligter på den måde. Nogle gange bryder den tabuer, men den skal ikke nødvendigvis gøre det. Hvis man ser lidt fremad, kan jeg forestille mig, at tolerance måske bliver et stærkt litterært begreb. I kraft af den kulturelle udveksling, der vokser med globaliseringen, kunne det meget vel være interessant for forfattere at tage fat på. Sammenstød. Møder. For de forfattere, der placerer sig i demokratiske samfund, vil tolerance være et meget vigtigt begreb – for hvad er tolerance egentlig i dag? Det kan kunsten måske vise os. Kunsten overrasker altid. Og det håber jeg, at den bliver ved med.

kultur@kristeligt-dagblad.dk