Prøv avisen

Er Thomas Mann overhovedet relevant i dag?

Thomas Mann levede i årene 1875 til 1955 og modtog Nobelprisen i litteratur i 1929. På flugt fra nazismen slog han sig ned i USA i 1940, hvor han blev professor ved Princeton-universitetet. – Foto: A. PhisterAFPATP.

Den tyske nobelpristagers værker er populære i Danmark. Et Mann-selskab er oprettet, forfatterens bøger nyoversættes, og en disputats er netop udkommet. Det er alt sammen fremragende, men tiden er på mange måder løbet fra de Thomas Mannske problemstillinger

Da Det Danske Thomas Mann Selskab blev grundlagt sidste år, var opbakningen hertil så stor, at det efter sigende kom bag på selv initiativtagerne. I dag, blot et år efter grundlæggelsen, har det litterære selskab næsten 200 medlemmer, og begejstringen for den tyske nobelpristager fra 1929 synes at være alt andet end aftagende.

På det seneste er hans samlede fortællinger udkommet i to bind i en flot, ny oversættelse hos Gyldendal, og i den akademiske verden fremlægges nye tolkninger af værket i disse dage blandt andet af den danske Thomas Mann-forsker Børge Kristiansen, der under titlen Thomas Mann. Digtning og tankeverden leverer en imponerende helhedstolkning af grundkonflikterne i forfatterskabet.

Udgangspunktet for Manns forfatterskab er umiddelbart en litterær undersøgelse af den borgerlige kultur i overgangen til det 20. århundrede. Især i hans tidligere værker ser vi en kritisk afstandtagen til datidens borgerlige dannelsesidealer, til dens kunstopfattelse og dens selvforståelse.

Op imod datidens individualisme, økonomiske liberalisme og ophøjede borgerlige fornuftsværdier sætter Mann her, under direkte indflydelse af blandt andre Nietzsche og Schopenhauer, en stærkt konservativ civilisationskritik: under den borgerlige rationalisme aner Mann en dionysisk understrøm, en farlig, men også tiltalende længsel efter myterne, irrationaliteten og selve døden. Kunstneren er, i Manns tidlige forfatterskab, symbolet på denne længsel efter en anden verden, der åbner sig under den rationelle overflade.

Civilisation og kultur, form og rus, det apollinske og det dionysiske er de bærende modsætninger, som han i kontroversielle bøger som Betrachtungen eines Unpolitischen desuden forbinder med det politiske liv: mens demokrati og pluralisme hører til civilisationen og til de franske oplysningsværdier, advokerer han selv for den tyske kultur, der ifølge Mann er mere dybtgående, antirationel og samtidig antidemokratisk. Mann er, i denne fase af forfatterskabet, tæt på en radikal kulturkonservatisme, der ikke er fri fra totalitære træk.

I hans tidlige fortællinger, som Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad på fortræffeligste vis har genoversat til dansk, kommer denne modsætning især til udtryk i kunstnerfigurerne: I den ældre forfatter Aschenbach, der i den berømte fortælling Døden i Venedig giver sig hen til sin dødslængsel, der for ham er tæt forbundet med det irrationelle, med det homoseksuelle og med kunsten.

Og om Tonio Kröger, der i fortællingen af samme navn er ramt af kærlighedens rene og kyske flamme, samtidig med at han oplever et kunstnerkald, der sætter ham uden for den borgerlige verden, hedder det: Jeg står mellem to verdener, hører ikke til nogen af dem og har det derfor lidt vanskeligt, som det blandt andet hedder i fortællingen, hvor ikke mindst hovedpersonens beundring og længsel efter Hans Hansen og dennes livsbekræftende selvfølgelighed står centralt.

For Manns videre forfatterskab er modsætningen mellem kunst og ånd, mellem rus og form, mellem homoseksualitet og ægteskab, mellem romantikken og oplysning, fortsat bærende. Konstant er hans personer splittet mellem de forskellige dele af livet, der trænger sig på og gør sig gældende over for hinanden.

I hans senere værker ser vi dog samtidig en tiltagende bekendelse til formen og fornuften. Mann begynder nu, ikke mindst i forlængelse af de politiske udviklinger i Tyskland i 1920erne, i højere grad at se faren i den irrationelle dødslængsel, i den romantiske dyrkelse af myter og negativitet. Han bekender sig nu til demokratiet og beskriver faren for at give sig hen til den politiske irrationalisme.

I den berømte fortælling Mario og tryllekunstneren fra 1929 giver han eksempelvis et portræt af fascismens opkomst i Italien, hvor han meget nøje registrerer menneskets længsel efter at lade sig forføre af irrationelle kræfter, deres tilbøjelighed til at opgive menneskelighed og humanisme for drømmens og rusens attraktion.

Ikke mindst den tapre unge mand, der her, konfronteret med en forførende tryllekunster, forsøger at forsvare menneskeslægtens ære ved at nægte at hengive sig til tryllekunstnerens ordrer, er eksemplarisk: Mann beskriver her, hvordan selv denne unge mand til sidst giver efter for sin egen længsel efter at lade sig forføre af de mørke kræfter, et nederlag, der ifølge fortælleren i Manns tekst fra 1929 formentligt skyldes hans indstillings negativitet en sætning, som Preis og Monrad dog udvander lidt, når de oversætter den afgørende formulering til sin negative indstilling til kampen, hvor der på tysk er der tale om en Negativität seiner Kampfposition, altså en mere markant og stærk formulering.

Mann insisterer altså, siden 1920erne, mere og mere på formens og fornuftens nødvendighed. Den danske Thomas Mann-forsker Børge Kristiansen, der netop har fremlagt en imponerende gennemgang af grundkonflikterne i Thomas Manns værker, taler sågar om tvang som nødvendig garant for civilisation og humanitet hos Mann.

Kristiansen tager her afsæt i Manns menneskesyn, hans antropologi, som ifølge Kristiansen grundlæggende er negativt: uden fornuftens tvang ender vi i irrationalismens barbari, i en ødelæggende frihed uden moralske bindinger.

Det er særligt interessant, at Kristiansen forbinder det med en tolkning af Thomas Manns frihedsbegreb, ikke mindst set ud fra et historisk perspektiv. Ifølge Kristiansen er Manns position præget af en mentalitetshistorisk situation, hvor tidligere sandhedsbegreber og tilværelsesforklaringer er brudt sammen. Senest med Nietzsches moralkritik er opløsningen af den kristne tilværelsesforklaring for Mann en definitiv kendsgerning: subjektet taber enhver vished, religiøse sandheder har tabt deres gyldighed, og den enkelte er nu helt sat fri fra tidligere bindinger. Friheden fra bliver derfor, ifølge Kristiansen, det centrale omdrejningspunkt for Manns forfatterskab: mennesket har nu den kristne værensfortolknings trossandheder bag sig, mens mennesket foran sig, med Kristiansens ord, indtil videre kun ser formørkelsen af den meningsgivende instans.

Manns forfatterskab søger derfor ifølge Kristiansen konstant nye bindinger og nye værdier, mens det samtidig er præget af en manglende erfaring om sandhed. Man kan efter de religiøse sandheders sammenbrud ikke for alvor vide noget længere, og resultatet er ifølge Kristiansen en omfattende ironi i Manns forfatterskab, der underminerer ethvert fast udsagn.

Mens den tidlige Mann ifølge Kristiansen endnu var præget af en form for nihilistisk ironi, hvor alle udsagn undergraves, og der helt ned i fortællerstrategien genspejler sig en grundposition, ifølge hvilken tilværelsen er menings- og formålsløs, er den senere Mann især præget af en agnostisk ironi.

Ifølge Kristiansen, der gør flittigt brug af Kierkegaards ironibegreber, skifter ironien efterfølgende karakter: mens den nihilistiske ironi endnu er funderet i en absolut vished om tilværelsens meningsløshed, udviser den agnostiske ironi et fundamentalt forbehold over for alle sandheder (inklusive nihilismens), dog uden at dette fører til en entydig afvisning af disse positioner. Ifølge Kristiansen bliver Mann stående på et mellemsted, hvor han ikke kan abonnere på én sandhed længere, men alligevel ikke afviser forskellige positioners mulige sandheder.

Kristiansen fremlægger i forbindelse med denne tilgang en del yderst interessante, delvist fremragende læsninger af centrale tekster og tekststeder hos Mann. De berømte kærlighedsvisioner i Manns roman Trolddomsbjerget bliver eksempelvist tolket ud fra nævnte perspektiver, og generelt lykkes det Kristiansen at fremhæve de mentalitetshistoriske, filosofiske dimensioner i forfatterskabet. Mann fremstår ifølge Kristiansen således som metafysiker og ikke primært som realistisk forfatter, der blot opfanger tidens tendenser i samfundet.

Og styrken i Kristiansens monumentale monografi der i øvrigt udkom på tysk samtidig som på dansk ligger præcis her: i hans opdyrkelse af ironibegrebet, i hans forståelse for de filosofihistoriske dimensioner i forfatterskabet, hvor han ligesom i sin tidligere forskning især trækker på Schopenhauer og Nietzsche.

Samtidig er hans afvisning over for andre forskningspositioner nogle steder lidt for markant for undertegnedes smag: kan Mann ikke læses som realistisk forfatter samtidig med, at han inddrager filosofiske tankesæt? Skal man virkelig, som Kristiansen gør det, nødvendigvis se bort fra alle kontekster, deriblandt Manns egen livshistorie? Kunne der ikke tænkes en mere inkluderende forskningsposition, hvor de metafysiske, mentalitetshistoriske dimensioner i forfatterskabet kunne stilles ved siden af andre dimensioner, ved siden af andre forskningstilgange?

Og samtidig stiller man, efter genlæsningen af Manns fortællinger og selvfølgelig efter læsningen af Kristiansens monografi, sig selv spørgsmålet om, hvorvidt man egentligt i dag skal abonnere på de problemstillinger, som Thomas Manns forfatterskab kredser omkring? Langt hen ad vejen får man nemlig fornemmelsen af, at Manns forfatterskab efterhånden danner en referenceramme for ikke mindst de politiske diskussioner i Danmark: mens den mere kulturkonservative læsning af Manns forfatterskab gerne fremhæver dens rationalitetskritik, og ligesom Kristiansen læser den ind i en forfaldshistorie, er andre læsninger især optaget af hans politiske bekendelse til humanismen, til fornuften og pligten til ikke at indrømme den romantiske længsel efter irrationaliteten plads i det politiske liv.

En del af den aktuelle interesse for Manns forfatterskab er muligvis også begrundet her. Fantastiske som Manns værker er og det er de! bør man spørge sig selv, om de modsætninger mellem en kold og nøgtern fornuft på den ene side og en irrationel, romantisk længsel på den anden side virkelig kan bruges som analyseredskab for nutidens udfordringer?

Med sine strikte modsætninger mellem fornuft og rus, mellem pligt og lyst, ser Mann eksempelvis komplet bort fra de sociale interaktioner, der først konstruerer og måske legitimerer de værdier og normer, som vi alle skal rette os efter. Og selv hvis vi anerkender, at der ikke længere findes én sandhed, som alle kan abonnere på, er det så del i en større forfaldshistorie eller snarere en åbning af det demokratiske rum?

Netop efter genlæsning af Thomas Manns grandiose fortællinger og efter læsning af Kristiansens monografi kan man med rette spørge om denne forfatter, med sin lidt gammeldags civilisationskritik, sin forfaldshistorie og sin ret enøjede fornuftskritik, ikke i realiteten hører en forgangen tid til? Har vi ikke for længst flyttet os længere end første halvdel af det 20. århundrede?

Disse spørgsmål gør bestemt ikke Manns litterære tekster mindre fascinerende, og de gør ikke Kristiansens læsning af hans værker mindre fængslende. Men det er på tide at overkomme de statiske modsætninger, som Manns forfatterskab er præget af, for de siger ikke særlig meget om nutidens udfordringer.

kultur@k.dk