Er vi kommet dertil, at den laveste fællesnævner bestemmer i medie-Danmark?

Antologien ”Når medierne sætter dagsordenen” har sit udspring i debatten om tv-dokumentarserien ”Moskeerne bag sløret” og rummer mange indsigter om moderne mediehistorie

 Bogens oprindelse skyldes tv-dokumentarserien ”Moskeerne bag sløret”, som blev sendt på TV 2 i 2016, en serie, som derfor har fået sit eget afsnit med tre artikler. Men bogen omfavner også andre store mediebegivenheder, som har fyldt tapetet de seneste år.
Bogens oprindelse skyldes tv-dokumentarserien ”Moskeerne bag sløret”, som blev sendt på TV 2 i 2016, en serie, som derfor har fået sit eget afsnit med tre artikler. Men bogen omfavner også andre store mediebegivenheder, som har fyldt tapetet de seneste år. . Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Titlen siger det: Det drejer sig om avisers og tv-kanalers dagsordensættende rolle, vurderet ud fra deres dækning af nogle af de senere års store mediehistorier, for ikke at sige skandaler, og det præg, de har sat på samfundsudviklingen.

Et begreb, der dukker op flere gange i bogen, er ”medialisering”, defineret som den proces, hvorigennem samfundet i stigende grad underlægges eller bliver afhængigt af medierne og deres logik. En logik, der selvfølgelig i sidste instans er en markedslogik, i og med at de fleste medier i et eller andet omfang slås for livet.

Det er ikke en medievidenskabelig fremstilling, men en tværfagligt anlagt antologi med 15 bidrag, hvor 20 forskere med ekspertise inden for den pågældende mediehistories område analyserer denne historie. Bogens oprindelse skyldes tv-dokumentarserien ”Moskeerne bag sløret”, som blev sendt på TV 2 i 2016, en serie, som derfor har fået sit eget afsnit med tre artikler.

Blandt de sager, der i øvrigt behandles, kan nævnes hvidvaskningen i Danske Banks Estland-afdeling, hvor tre journalister afdækkede skandalen, herunder gav Finanstilsynet baghjul. Her kan man sige, at mediets dagorden var en succes. Desuden den rolle, TV 2’s dokumentar ”De vaccinerede piger” fra 2015 kom til at spille for et stort anlagt HPV-vaccinationsprogram, ved ensidigt at skildre visse unge kvinders oplevelse af bivirkninger, så at vaccinationsprogrammet gik i vasken, og risikoen angiveligt forøgedes for, at flere kvinder ville dø af livmoderhalskræft. Her blev mediets dagsordensættelse problematisk.

Og så er der ”ventetidssagen” i sundhedssystemet, som trak ud i mange år, hvor medier pustede og pustede, kulminerende i en decideret mediestorm, som førte til indførelsen af en behandlingsgaranti for kræft: ”Fra at ventetid var et uundgåeligt vilkår, blev det i løbet af 1990’erne en psykisk belastning, og i 00’erne blev ventetid i sig selv anset som en dræber,” som det hedder i bogen.

Og endelig er der, mellem en række andre sager, ”Gyllegate”, som sagen med den sædvanlige åndssvækkede terminologi kom til at hedde, altså mediereaktionen på regeringens ”grønne” landbrugspakke fra 2015, som førte til en ministerafgang.

I bogens tredje og sidste del giver en række fagmennesker bud på de mere ”overordnede og tværgående perspektiver på mediernes dagsordensættende rolle”, som det hedder. I kapitel 10 diskuterer Vibeke Borberg, hvorvidt der burde stilles særlige presseetiske krav til journalistik, som har et dagsordensættende formål eller potentiale.

I kapitel 11 kommer Lasse Laustsen med flere ind på brugen af ”cases” generelt. I kapitel 12 stiller Hjarn v. Zernichow Borberg spørgsmålet om, hvordan det kan være, at etniske majoritetsdanskere tilsyneladende er mest bekymrede for indvandring og islam i de områder af landet, hvor der bor færrest etniske minoriteter. Svaret er selvfølgelig: på grund af medierne. Men man kan få lyst til at spørge: Forholder det sig faktisk sådan?

Udtrykket ”Ulven kommer” er både titel, case og metafor, når Bruno Ingemann i kapitel 13 påpeger, at nyhedsforbrugere er mere opmærksomme på dårlige begivenheder end gode, hvilket forstærkes af den gængse brug af nyhedskriterier, som vi kender dem i Danmark: væsentlighed, identifikation, sensation, aktualitet og konflikt.

I den forbindelse bringes et citat af tidligere nyhedsdirektør i DR Ulrik Haagerup, der i en kronik i Politiken i 2008 lancerede idéen om konstruktive nyheder:

”For er verden kun skurke, ofre, drama og konflikter? Nej, og derfor er der behov for at supplere de normale nyhedskriterier. Der er også brug for løsninger, inspiration og historier om, at verden ikke kun er tosset, ond og farlig. At den også er fuld af muligheder, glæde og livskvalitet. Og her er en påstand: Danskerne er trætte af mediernes traditionelle verdensbilleder. Flere og flere orker ikke konflikter og politikere, der ikke kan enes. Nogle bliver mismodige af det. Andre kaster sig i armene på de medier, der udelukkende har som ambition at hjælpe folk med at slå tiden ihjel. Samtidig presser de traditionelle mediers nyhedskriterier politikere, der vil genvælges, til unuancerede, konfrontatoriske og kortfattede soundbites, der yderligere graver grøfterne dybere.”

Gode og sande ord, også i januar 2021, omend man vist ikke kan afvise, at mennesker i almindelighed – og herunder danskere – også søger historier, der er brutale og gabestoksorienterede, ligesom tortur og henrettelser var tilløbsstykker i middelalderen.

I kapitel 14 introducerer Carsten Fogh Nielsen en diskussion om politiske aktørers strategiske brug af ”fake news”-begrebet som redskab til at undvige, afvise og aflede kritik, mens Vincent F. Hendricks i kapitel 15 slår fast, at medieforbrugeres opmærksomhed er blevet en handelsvare i et hastigt voksende informationsmarked, hvor det ikke længere handler om ”god eller dårlig opmærksomhed”, men om ”meget opmærksomhed eller lidt opmærksomhed”.

Det er så godt som det samme som at sige, at den laveste fællesnævner i stigende grad bestemmer.

Antologiens artikler kommer udmærket omkring skildringer af, hvordan medier i en lang række sager har formået at sætte dagsordenen, og de problemer, der ofte er med til at få historierne til at afspejle de faktiske omstændigheder og fastholde proportionen med samfundsforholdene. Med 20 forfatteres forskellige tilgange og vægtninger kan det samlede indtryk dog blive en smule diffust.

Men: ”Bogens bidrag giver anledning til at overveje, om man bør skærpe de presseetiske krav, der i forvejen stilles om korrekt information, kildekritik og kontradiktion mv., med henblik på at sikre, at journalistik, som har et dagsordensættende formål eller potentiale, formidles nuanceret og afbalanceret,” hedder det nærmest konkluderende i forordet.

Her kan man kun være enig.